PS! og Odense Kommune ønsker med projekt Patientsikkerhed på plejehjem at undersøge, hvilken betydning det har for kvalitet og patientsikkerhed på plejehjem, at mere end 20 % af medarbejderne er uden en social- og sundhedsfaglig uddannelse. Der skal desuden udvikles og afprøves en række anbefalinger til, hvordan det kan sikres, at den pågældende personalegruppe kan understøttes i at sikre en ensartet høj kvalitet og patientsikkerhed i pleje-, behandlings- og omsorgsopgaver i den kommunale hjemmepleje.
Formål
Projektet har tre overordnede mål:
- At kortlægge og belyse mulige patientsikkerhedsmæssige risici og muligheder afledt af en høj andel af medarbejdere med andre fagligheder end social- og sundhedsfaglige i den kommunale hjemmepleje.
- At belyse krav, forventninger og rammer for medarbejdere med andre fagligheder end social- og sundhedsfaglige i ældreplejen i relation til kvalitet og patientsikkerhed.
- Gennem afprøvning og kontinuerlig læring at udarbejde anbefalinger til, hvordan kommunerne kan sikre en patientsikker pleje, behandling og omsorg med en høj andel af medarbejdere med andre fagligheder end sundhedsfaglige i deres arbejdsstyrke.
Baggrund
Velfærdsområderne i Danmark er under pres, og den kommunale ældrepleje er særligt udfordret i forhold til rekruttering og tilknytning af uddannet social- og sundhedspersonale til plejehjem og hjemmepleje. Dette betyder, at en stadig større andel af de ansatte ikke har en sundhedsfaglig uddannelse. Samtidig stiger antallet af ældre, der har behov for behandling og pleje frem mod 2030. Meget tyder således på, at flere og flere ældre borgere i fremtiden vil modtage pleje, behandling og omsorg af personale, der ikke er sundhedsfagligt uddannet.
Vi har i dag begrænset viden om, hvordan udviklingen, hvor flere og flere uden sundhedsfaglig uddannelse leverer sundhedsydelser, omsorg og pleje til borgerne, påvirker kvaliteten af ydelserne og borgernes sikkerhed. Det norske Folkehelseinstitut publicerede i 2017 en rapport, hvor de har sammenfattet videnskabelig litteratur, der har evalueret betydning for kvaliteten og patientsikkerheden af en høj andel af personale, der ikke har en sundhedsfaglig uddannelse. Undersøgelsen konkluderer, at der mangler viden om, hvad det betyder for kvaliteten og patientsikkerheden.
Et europæisk studie fra 2014, som har gennemgået 422.740 patientjournaler på 300 hospitaler i 9 lande, viser, at jo lavere uddannelse sygeplejersker har, jo større er sandsynligheden for, at et patientforløb får en dødelig udgang.
Se studiet hos National Library of Medicine
Der er således ikke megen viden på området, men der er noget, der kunne indikere, at en høj andel af ikke sundhedsfagligt uddannet personale i sundhedsvæsenet kan medføre større patientsikkerhedsrisici for borgerne.
Projektet kan være med til at belyse, om der eksisterer særlige udfordringer, problemstillinger og muligheder for at sikre kvaliteten og patientsikkerheden, samt udvikle og afprøve anbefalinger til, hvordan patientsikker omsorg, pleje og behandling kan sikres.
Bevilling: Helsefonden
Beløb: 1.350.000 kr.
Projektperiode: Oktober 2024 – oktober 2025
Projektleder: PS!
Projektpartner: Projektet har en styregruppe af ledelsesrepræsentanter fra KL, FOA, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Odense Kommune. KL varetager formandskabet i styregruppen.
Projektdeltager: Odense Kommune
For yderligere information kontakt projektlederne for Patientsikkerhed på plejehjem:

Dorte Lee
Specialkonsulent / Special advisor