Denne kronik er skrevet til Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsnets nyhedsbrev Torsdag 8:30
Advarsel! I dette indlæg vil der optræde både kæpheste og høje heste. Men store reformer og meningsskabelse kræver ind imellem nogle sproglige ofre, så tag godt imod alligevel.
Som ledere i sundhedsvæsenet har vi et særligt ansvar. Vi er betroet at skabe rammer, hvor mennesker kan få hjælp uden at blive påført skade. Patientsikkerhed er derfor ikke blot en metode eller en teknisk disciplin – det er vores etiske kompas. Det minder os om, at hvert eneste møde med en patient handler om liv, værdighed og tillid. Og ny struktur giver jo ikke i sig selv bedre kvalitet og patientsikkerhed.
Når vi taler om populationsansvar i sundhedsreformen, hænger det tæt sammen med patientsikkerhed. For når vi arbejder for sikkerhed, arbejder vi ikke kun for den enkelte patient – vi bygger et sundhedsvæsen, som hele befolkningen kan have tillid til. Vi skaber tryghed i en kompleks hverdag, hvor borgere bevæger sig mellem kommune, praksis og hospital. Og netop dér, i overgangene, har vi som ledere en afgørende rolle.
Fejl og misforståelser opstår ofte i skift
Lad os tage et eksempel: En ung bliver akut indlagt efter at have indtaget rusmidler. Hun møder ambulanceredderen, senere akutmodtagelsen og måske efterfølgende en psykiatrisk vurdering og kontakt til kommunen. I alle disse skift er hun sårbar. Risikoen for fejl, misforståelser eller manglende opfølgning er stor. Hvis oplysninger ikke deles, eller hvis hun falder mellem sektorernes ansvar, risikerer hun at få forkert behandling eller ingen hjælp videre.
Den unge har krav på, at vi som system passer på hende – ikke kun i det akutte øjeblik, men hele vejen gennem hendes forløb. Hun har krav på, at vi som ledere har skabt rammerne, så information følger hende, så personalet kan handle sikkert, og så der findes en vej videre i forebyggelse og støtte.
Ansvar for helheden i forløbet
Patientsikkerhed handler ikke blot om at undgå fejl og skade i den konkrete behandling. Det handler om at sikre, at hun ikke bliver tabt i systemet. Og det handler om, at vi som sundhedsvæsen tager ansvar for både det enkelte menneske og for den gruppe af unge, der er i risiko. Det kræver ledelse på tværs af sektorer mellem sygehus, kommune, praksis og sociale tilbud, for ingen kan løfte opgaven alene.
Og her kobles patientsikkerhed og populationsansvar sammen: Patientsikkerhed beskytter det enkelte menneske her og nu. Populationsansvar sikrer, at vi lærer af hændelsen og udvikler systematiske indsatser, der forebygger, at mange flere unge havner samme sted. Data fra utilsigtede hændelser, mønstre i indlæggelser og viden om misbrug kan bruges til at se, hvor risikoen er størst i befolkningen. På den måde bliver patientsikkerhed på individniveau en kilde til læring, der styrker de brede, forebyggende indsatser.
Rapportering og læring – særligt i reformtider
Derfor er patientsikkerhedsdata også en gave til sundhedsrådene; de utilsigtede hændelser er fund om vores organisationer og vores samarbejder, og reelt de eneste data, der potentielt går på tværs af sektorer og sygdomme. Derfor skal vi også være særligt omhyggelige med at understøtte, at der rapporteres i disse reformtider, på de ændringer, der sker.
Som ledere har vi et ansvar for at forme systemer, hvor fejl forebygges, og hvor læring står stærkere end skyld. Kun sådan kan vi skabe en kultur, hvor åbenhed og forbedring er naturligt – og hvor både patienter og personale oplever, at sikkerheden er sat øverst. Data og metoder fra patientsikkerhedsarbejdet kan understøtte bestræbelserne. Og både i patientsikkerhedsarbejdet og populationsarbejdet er det væsentligt at inddrage borgernes stemme, og også der kan fælles metoder anvendes.
Derfor bør patientsikkerhedskultur være en del af den implementering, der sker konkret. Hvis vi får et sikkert sundhedsvæsen, er både den enkelte og populationen omfattet. Samtidig er patientsikkerhed og forbedringsmetoder en del af den lim, der kan virke mellem sektorerne, for det er et sprog, der tales på tværs af sektorer, og det kan opdyrkes meget mere og meget mere systematisk.
Kompasset skal indstilles
Så patientsikkerhed har en naturlig plads i udlevelse af sundhedsreformen. Det står, med al respekt, ikke særlig klart i reformen i sig selv. Og indimellem kan vi også komme i tvivl om kompasset er helt rigtig indstillet, og om kompetencerne til at arbejde systematisk er så skarpe i alle steder og på alle ledelsesniveauer. Og ikke bare på den måde, at det har vi engang arbejdet med…
Samtidig er det vores klare vurdering, at etik bliver stadigt vigtigere i fremtidens sundhedsvæsen. Fordi vi indfører nye former for kunstig intelligens, nye samarbejdsformer, teknologi i stedet for mennesker, og fordi vi skal prioritere – mellem behandlinger, borgere osv. Patientsikkerhed er etik i destilleret form, og hvis vi øver os i at arbejde patientsikkert, øver vi os også i de etiske overvejelser.
Det må og skal være en del af udlevelsen af sundhedsreformen, at det nationale kvalitetsprogram, som i princippet udløb i 2018 (!), opdateres og gøres til en stærk ramme om arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed for hele sundhedsvæsenet. Og det kan, som det fremgår, meget fint ses i sammenhæng med det populationsansvar, der nu skal konkretiseres.
At investere i patientsikkerhed er at investere i tillid, bæredygtighed og fremtidens sundhedsvæsen. Det er et fælles projekt, som binder os sammen på tværs af sektorer og faggrænser. Og som ledere må vi stå fast: Patientsikkerhed er ikke et valg, men en fordring. Vi skylder vores borgere, patienter, pårørende – og os selv – at lade sikkerhed være fundamentet under alt, hvad vi gør.
