Patientsikkerhedspakke reducerer dødelighed ved akut mavetarm-kirurgi

Akutte mavetarmkirurgiske patienter med fx mavesår eller tarmslyng har generelt en høj dødelighed på 10 % eller mere inden for 30 dage efter operation. Men både dødelighed og indlæggelsestid kan reduceres, viser et projekt omfattende mange tusinde patienter på 28 britiske hospitaler. Hospitalerne har arbejdet med en patientsikkerhedspakke bestående af seks elementer, der ydes før, under og efter operationen. For at sikre brug af pakken har hospitalerne deltaget i The Emergency Laparatomy Collaborative (ELC).

De seks interventioner, som i projektet skulle tilbydes alle patienter, indlagt til akut mavetarmkirurgi, er: omgående måling af vitale værdier/laktatniveau i blodet, tidlig vurdering af tegn på sepsis, overflytning til operationsstuen inden for en fastsat tidsramme efter beslutning om operation, målrettet væsketerapi, indlæggelse på intensiv afdeling efter operationen og involvering af seniore læger fra relevante specialer i forbindelse med den perioperative behandling.

The Emergency Laparatomy Collaborative var designet efter Breakthrough Series Collaborative-modellen fra det amerikanske Institute for Healthcare Improvement. Tværfaglige team fra de involverede hospitalet mødtes hver tredje måned til læringsse4minarer. Mellem seminarer arbejdede teamene med forbedringsmetoder, fx forbedringsmodellen med småskalaafprøvninger og tidstro data. Collaborativet krævede desuden involvering fra hospitalsledelserne.

Projektet foregik fra oktober 2015 til september 2017, og undervejs registrerede hospitalerne en række data for hver patient. 5562 patienter indgik i baselinegruppen og 9247 patienter i interventionsgruppen. I løbet af projektet skete der en stigning i procenten af patienter, der modtog de seks elementer i pakken, og samtidig så man en reduktion i 30 dages dødeligheden fra 9,8 % til 8,3 % og en reduktion i indlæggelsestiden fra 20,1 dage til 18,9 dage.

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt


Resultaterne er offentliggjort i JAMA:

Evaluation of the Collaborative Use of an Evidence-Based Care Bundle in Emergency Laparotomy

En dansk forskergruppe, Acute high-risk abdominal (AHA) surgery study group, har opnået lignende resultater:

Multidisciplinary perioperative protocol in patients undergoing acute high-risk abdominal surgery