Patientsikkert Sygehus bliver model for fremtidens læringsnetværk

Læringsseminar 9 for De 5 patientsikre sygehuse var arrangeret af de 5 deltagere i det oprindelige projekt Patientsikkert Sygehus. Projektet nåede af afholde 7 læringsseminarer i projektperioden fra 2010 til 2013. Siden har sygehusene selv på eget initiativ opretholdt netværket, og holder nu læringsseminar for andet år i træk.

Det netværk, der er skabt i forbindelse med projektet Patientsikkert Sygehus, er en vigtig inspiration for kvalitetsudviklingen i det danske sundhedsvæsen i fremtiden. Det sagde Jens Winther Jensen, sundhedsdirektør i Region Nordjylland og senior fellow ved det amerikanske Institute for Healthcare Improvement, i åbningstalen til de ca. 250 deltagere ved Læringsseminar 9 for “De 5 patientsikre sygehuse”.

Læs også kronik i Politiken af de 5 sygehusledelser

Jens Winther Jensen er formand for Temagruppen for kvalitet i Danske Regioner. Her diskuterer man aktuelt, hvordan læringsnetværk skal være et centralt element i kvalitetsudviklingen i det danske sundhedsvæsen i fremtiden.

De kliniske databaser skal fortsat være en vigtig basis, men de skal understøttes af lærings- og kvalitetsudvikling, blandt andet i form af læringsnetværk og bedre mulighed for tidstro data. I første omgang har Danske Regioner planer om at etablere et læringsnetværk omkring Dansk Palliations Database.

Model for nye netværk

Jens Winther Jensen mener, at netværket, der er etableret omkring Patientsikkert Sygehus, har potentiale til at blive et varigt netværk, hvor nye tanker kan prøves af og hjælpe til at kortlægge, hvordan den type netværk skal se ud i det danske sundhedsvæsen.

– I har et etableret netværk. I vil forandringer i sundhedsvæsenet. Det er kreativiteten, der sværmer rundt imellem jer, som kan gøre det. Det er ikke kontrol, sagde Jens Winther Jensen.

Han refererede til en række succesfaktorer for læringsnetværk, som er opstillet af forfatteren Peter Gloor i bogen “Swarm creativity”. På listen er fx indbyrdes tillid, fælles etik, interaktivitet, vidensdeling osv.

Jens Winther Jensen mener også, at læringsnetværk, som det der findes omkring Patientsikkert Sygehus kan bruges til nye former for forskning, hvor forskellige typer af praksis prøves af forskellige steder i netværket, og der derefter sker en vidensdelen og erfaringudveksling, samt spredning af den praksis, der har vist sig at give de bedste resultater.

Find mere om