Projekt vinder europæisk patientsikkerhedspris for at styrke sundhedsprofessionelles mentale sundhed

Projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle er tildelt Butterfly Impact Award 2025 for sin enkle, evidensbaserede tilgang, der har potentiale for udbredelse i hele Europa.

Fire mennesker står med et diplom og en pris. De ser glade ud.
PS!-direktør Inge Kristensen var alene afsted til Patient Safety Conference i München for at modtage prisen, men fik forleden anledning til at dele den med flere af de andre involverede i projektet. Fra venstre: Simon Tulloch, chefkonsulent og psykolog, PS!, Inge Kristensen, direktør, PS!, Pernille Cedergreen, cheflæge, Herlev og Gentofte Hospital, og Jacob Nielsen, overlæge og ekstern konsulent i PS!.

Den europæiske patientsikkerhedspris Butterfly Impact Award 2025 går til projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle, der er et samarbejde mellem Herlev og Gentofte Hospital, Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES) og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Prisen uddeles af European Patient Safety Foundation (EUPSF) og gives til en indsats, der styrker patientsikkerheden gennem enkle, evidensbaserede løsninger. Der er fokus på lavteknologiske tiltag med dokumenteret effekt og potentiale for udbredelse i Europa.

Lige præcis sådan et tiltag er det nu prisvindende projekt Mental sundhed for sundhedsprofessionelle, der har til formål at styrke den mentale sundhed hos medarbejdere i sundhedsvæsenet og give sundhedsprofessionelle bedre redskaber til at klare de psykiske belastninger, som jobbet kan indebære.

– Styrken ved denne indsats er, at det er en relativt lille intervention, som har høj effekt. Den kan trænes, implementeres og skaleres uden store investeringer og tilpasses forskellige kontekster. Vi har med projektet set, hvordan evidens kan omsættes til praksis, og praksis til forbedret patientsikkerhed, siger Lars Juhl Petersen, enhedschef i CAMES.

Om Butterfly Impact Award
Butterfly Impact Award er inspireret af sommerfugleeffekten, hvor selv små handlinger kan skabe vidtrækkende konsekvenser. 

Prisen uddeles af European Patient Safety Foundation (EUPSF) for at anerkende innovative initiativer, der styrker patientsikkerheden gennem enkle, evidensbaserede løsninger. Prisen fremhæver lavteknologiske tiltag med dokumenteret effekt og potentiale for udbredelse i Europa.

Vinderen blev afsløret på Patient Safety Conference i München den 24. oktober 2025.

Gå til hjemmesiden for EUPSF

En forudsætning for patientsikkerhed

At der er behov for indsatser for at fremme den mentale sundhed hos sundhedsprofessionelle ikke bare i Danmark, men på tværs af Europa, står klart i en nylig rapport fra WHO/Europe, der konkluderer, at læger og sygeplejersker i Europa arbejder under forhold, der skader deres mentale sundhed og trivsel.

Rapporten viser bl.a., at hver tredje læge og sygeplejerske rapporterer symptomer på depression eller angst. 1 ud af 10 læger og sygeplejersker fra 29 lande (EU, Norge og Island) oplyser, at de i de seneste to uger havde haft tanker om selvskade, eller at det ”ville være bedre, hvis de var døde”. Og mellem 11-34 % af sundhedspersonalet oplyser, at de overvejer at forlade deres job.

Det er i en tid, hvor vi både i Danmark, men også generelt i Europa, oplever mangel på sundhedspersonale. OECD anslår, at EU-landene samlet manglede ca. 1,2 mio. læger, sygeplejersker og jordemødre i 2022. Robusthedskommissionen skriver i sin rapport fra 2023 om vanskeligheder ved at dække fremtidens personalebehov og anslår, at der i 2030 vil være en mangle omkring 17.000 flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i forhold til 2019.

– Medarbejdernes mentale sundhed er en forudsætning for patientsikkerhed. Når vi så samtidig mangler sundhedspersonale, giver det på alle parametre mening at sikre vilkår, der passer til det arbejdsmiljø, der er, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der modtog prisen på Patient Safety Conference i München i weekenden.

Hun fortsætter:

– Det er selvfølgelig dejligt med anerkendelse. Jeg håber først og fremmest, at opmærksomheden giver anledning til, at endnu flere giver sig i kast med den ret lille, men evidensbaserede og virkningsfulde intervention for at skabe psykologisk tryghed og patientsikkerhed i sundhedsorganisationer – og dermed skabe et menneskeligt og bæredygtigt sundhedsvæsen og ældrepleje.

En vigtig kulturændring med stor betydning

Indsatsen for at styrke medarbejdernes mentale sundhed blev udviklet og afprøvet i den ene af de 2 Afdelinger for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev og Gentofte Hospital. Siden har 6 af hospitalets øvrige afdelinger implementeret indsatsen, mens 2 andre afdelinger arbejder med det i øjeblikket eller skal til det ganske snart.

Kernen i indsatsen er den støttende, kollegiale samtale, der er forankret i empati, nærvær og psykologisk tryghed, samt evidensbaserede teknikker som defusing, som er en opfølgende samtale i teamet ved mere alvorlige hændelser.

I forbindelse med projektet tilkendegav 78 % af medarbejderne, som havde gennemført de støttende, kollegiale samtaler, at de havde haft stor eller meget stor betydning for dem. Derudover øgede projektet generelt lederes og ansattes opmærksomhed på at spørge ind til hinanden, lytte og give støtte.

– Jeg er glad og stolt over, at det arbejde, vi har lagt i at forbedre sundhedsprofessionelles mentale sundhed, bliver anerkendt. Det er en vigtig kulturændring, vi nu er i gang med at implementere på hele hospitalet. Vi kan se, at det har stor betydning for vores medarbejdere, og vi ved, at det også skaber bedre patientsikkerhed, siger Pernille Cedergreen, cheflæge på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev og Gentofte Hospital.

Om Mental sundhed for sundhedsprofessionelle
Projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle havde til formål at styrke den mentale sundhed hos medarbejdere i sundhedsvæsenet og give sundhedsprofessionelle bedre redskaber til at klare de psykiske belastninger, som jobbet kan indebære.

Projektet fandt sted fra oktober 2020 til maj 2022 og var et samarbejde mellem Afdelingen for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev Hospital, Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES) og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Efter projektets afslutning valgte direktionen på Herlev og Gentofte Hospital i 2023 at arbejde videre med mental sundhed som strategisk indsats. Denne forankring i hele organisationen har medført, at indsatsen er spredt til flere afdelinger, hvor den er tilpasset konteksten.

Projektet er muliggjort af bevillinger fra Helsefonden og Velliv Foreningen.

Gå til projektsiden for Mental sundhed for sundhedsprofessionelle
Butterfly Impact Award 2025 gives som en anerkendelse for et enestående bidrag til patientsikkerheden i Europa, står der på diplomet. En del af prisen er, at EUPSF vil skabe synlighed omkring initiativet i Europa og tilbyde sparring omkring mulighederne for skalering og udbredelse på tværs af landegrænser.

Referencer