PS! markerer 25 år med patientsikkerhed

I 2026 markerer PS! 25 år med patientsikkerhed i Danmark. Anledningen bruges til både at se på, hvad vi har opnået i fællesskab, og til at rette blikket mod de udfordringer, sundhedsvæsenet står over for i fremtiden.

Logo med teksten: PS! 25 år med patientsikkerhed

I 2026 er det 25 år siden, arbejdet med patientsikkerhed vandt indpas i Danmark, og fremtrædende aktører i sundhedsvæsenet stiftede Dansk Selskab for Patientsikkerhed (PS!).

– Det er svært at forestille sig nu, men vi skal ikke særlig mange år tilbage, før patientsikkerhed ikke var en del af vores ordforråd. I dag arbejdes der med at forebygge fejl og skader overalt i sundhedsvæsenet – fra hospitaler og psykiatri til ældrepleje og botilbud, siger PS!-direktør Inge Kristensen og fortsætter:

– Vi er ikke i mål endnu, men det er alligevel værd at stoppe og se på, hvor langt vi faktisk er nået gennem en målrettet indsats de seneste 25 år. Det viser, at når vi arbejder systematisk, så kan vi faktisk gøre det mere sikkert at være patient og borger ved at minimere fejl og løfte kvaliteten.

Det er menneskeligt at fejle

Startskuddet til den moderne patientsikkerhedsbevægelse var rapporten ”To Err is Human” fra 1999/2000, som viste, at forebyggelige fejl er medvirkende årsag til et stort antal dødsfald i sundhedsvæsenet.

Siden tegnede en dansk undersøgelse samme billede, og det fik fremtrædende aktører til at stifte Dansk Selskab for Patientsikkerhed den 10. december 2001. Mange af disse aktører er fortsat repræsenteret i selskabets bestyrelse.

I 2003 fik Danmark verdens første lov om patientsikkerhed, der trådte i kraft 1. januar 2004. Ordningen er stadig unik i international sammenhæng.

Om rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser (UTH)
Patientsikkerhed handler grundlæggende om at forebygge, at der sker fejl og skader, når borgere og patienter behandles eller på anden måde er i kontakt med sundhedsvæsenet. Et vigtigt element i arbejdet er en lærende tilgang gennem sanktionsfri rapportering af utilsigtede hændelser.

I 2003 vedtager det danske folketing verdens første lov om patientsikkerhed, som træder i kraft den 1. januar 2004. Med loven indføres det sanktionsfrie rapporteringssystem for utilsigtede hændelser. Systemet giver sundhedsprofessionelle pligt til at rapportere, og intentionen er, at man både lokalt og nationalt skal lære af de hændelser, der sker.

I begyndelsen gælder rapporteringsordningen for de offentlige sygehuse, men i 2010 udvides loven, så også aktiviteter i den kommunale sundhedssektor, praksissektoren, apotekersektoren og det præhospitale område er omfattet. Desuden får patienter og pårørende mulighed for at rapportere.

Rapporterne behandles lokalt og samles desuden i Dansk Patientsikkerhedsdatabase, der modtager flere hundredtusinder rapporter hvert år. I 2020 blev samlerapportering indført, hvorved personalet kan samle mindre alvorlige hændelser inden for bestemte kategorier og rapportere en gang om måneden. En mulighed, som bruges meget i det kommunale sundhedsvæsen.

I efteråret 2024 foreslår regeringen at afskaffe UTH-ordningen som del af en spareøvelse. Efter protester fra blandt andre PS! ændrer regeringen dog planer, og rapporteringssystemet og driften af Dansk Patientsikkerhedsdatabase videreføres fra 1. maj 2025 af Danske Regioner og regionerne. Det er herefter Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, der er tildelt ansvaret for opgaven.

Fremtidens udfordringer fordrer fokus på patientsikkerhed

PS! markerer “25 år med patientsikkerhed” hele 2026 med forskellige aktiviteter og artikler, hvor vi både ser på, hvad vi har lært og sammen opnået de første 25 år, men også peger frem mod de udfordringer og mulige løsninger, vi ser for patientsikkerhed i fremtiden.

– Selvom vi er nået langt, er der stadig meget, vi kan og skal gøre sammen. Vi står over for store forandringer i sundhedsvæsenet med sundhedsreformen, der er mangel på uddannet arbejdskraft – særligt i ældreplejen – og behandling flytter hjem for blot at nævne nogle af de områder, hvor det bliver vigtigt at tænke patientsikkerhed ind i arbejdet, siger Inge Kristensen.

Derfor er ”25 år med patientsikkerhed – sammen mod et sikkert sundhedsvæsen” også temaet for Patientsikkerhedskonferencen 2026, der afholdes i København den 20.-21. april, hvor der i år er skruet ekstra op for spændende nationale og internationale keynotes.

Læs mere om Patientsikkerhedskonferencen 2026 og tilmeld dig her

Resultater for patientsikkerheden er opnået i samarbejde

Markeringen af 25 år med patientsikkerhed er ikke kun en fejring af PS!, men af alle i og omkring sundhedsvæsenet, der har gjort en stor indsats de seneste 25 år for at gøre det bedre og mere sikkert for borgere, patienter, pårørende og medarbejdere.

– Vi ønsker at sætte fokus på alt det, vi har opnået sammen i sundhedsvæsenet. Vi har altid opnået vores resultater i samarbejde med andre, der har haft modet til at gøre tingene anderledes. Vi har oplevet en utrolig stor dedikation fra de sundhedsprofessionelle, der har deltaget i vores projekter, og det er lige så meget alle dem, der hver dag er med til at skabe et mere sikkert sundhedsvæsen, vi ønsker at fejre, siger Inge Kristensen.

25-året for patientsikkerhed bliver dermed både en fejring af det, der er opnået – og en fælles invitation til at fastholde og udvikle patientsikkerheden i et sundhedsvæsen i forandring.

Kanon for patientsikkerhed

PS! har i anledning af 25-året for patientsikkerhed udgivet en kanon med 25 banebrydende tekster, der har påvirket arbejdet med patientsikkerhed i Danmark.

De 25 kanontekster er udgivet i perioden 1997 til 2022 og omfatter blandt andet viden og indsigter, værktøjer og modeller samt perspektiver, der alle har været banebrydende for deres tid og påvirket den måde, vi arbejder med patientsikkerhed på.

Kanonen giver et historisk overblik og kan bruges både som opslagsværk og som inspiration til fortsat refleksion og læring i faglig praksis.