Kan en ’sort boks’ på operationsstuen øge patientsikkerheden og mindske forstyrrelser på operationsstuen? Det tester man nu i et nyt forsknings- og udviklingsprojekt på Rigshospitalet.
Boksen fungerer ligesom den sorte boks i et fly. Den registrerer tidstro data fra operationsstuen, både data fra selve operationen, data fra apparaturet og data fra forstyrrelser og afbrydelser på stuen. Hvis noget er gået galt, kan data tages frem og analyseres, sådan at man kan lære af det og tage forholdsregler mod, at noget lignende sker igen.
De mange data giver i det hele taget mulighed for at kortlægge livet på en operationsstue. Ved hjælp af algoritmer kan man klarlægge, om der er uhensigtsmæssige arbejdsgange, elementer, der forstyrrer unødigt eller i værste fald er medvirkende til – eller ansvarlige for – alvorlige hændelser. Data er anonymiserede i forhold til deltagernes identitet. Målet ikke er at finde personfejl, men at se på operationsstuen og det, der sker, som en helhed.
Den sorte boks afprøves på en gynækologisk-obstetrisk operationsstue på Rigshospitalet. I spidsen for projektet står en projektgruppe fra Juliane Marie Centret på Rigshospitalet under ledelse af professor Jette Led Sørensen og projektansvarlig afdelingslæge Jeanett Strandbygaard.
Forskningsprojektet, der forventes afsluttet i 2023, har titlen ‘Implementation of the OR Black Box in a gynecologic operation room: a data-driven paradigm shift in the operation room’. Teknologien er udviklet af Surgical Safety Technologies Inc (SST). https://www.surgicalsafety.com/
Se billeder, video og andre informationer om black box projektet på:
https://www.rigshospitalet.dk/orblackbox
Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed.
Tilmeld dig Fagligt Nyt