Samskabelse har givet medarbejderne indflydelse i innovationsprojektet iAware

Projektet iAware har til formål at skabe gensidig opmærksomhed mellem personale, patienter og pårørende omkring plejearbejdsgange. Patientskærmen er en central del af løsningen, og indholdet er udviklet i samarbejde med brugerne.

Tre portrætbilleder af hhv. Mia Trip, Trine Rask Nielsen og Rasmus Jakobsen.
Fra venstre: Mia Trip, sygeplejerske på Bispebjerg hospital, Trine Rask Nielsen, postdoc ved Københavns Universitet og Rasmus Jakobsen, sygeplejerske på Bispebjerg Hospital. De er alle en del af projektet iAware, og i nye videoer fra projektet fortæller de om, hvordan samskabelse har været en vigtig del i udviklingen af nye teknologiske løsninger.

Hvilke oplysninger har man som patient brug for under indlæggelsen? Hvilke informationer har personalet brug for? Og hvordan sikres en gensidig forståelse og opmærksomhed omkring plejearbejdsgangene?

Det er nogle af de spørgsmål, der stilles – og undersøges – i projektet iAware.

I udviklingen af prototypen på den teknologiske løsning har samskabelse været en vigtig metode, der har sikret, at relevante perspektiver og viden er bragt ind i projektet helt fra begyndelsen.

Nyhed om projektets Proof of Concept: Hvem har set til mig i dag?

Brugerne er eksperter

– Hvor vi tidligere primært har designet teknologier til at skabe overblik til personale, fx i koordinationsrum, så vil vi med iAware forsøge at skabe en gensidig opmærksomhed mellem personale, patienter og pårørende. Fx omkring forskellige plejearbejdsgange. Her er det rigtig vigtigt, at alle brugeres perspektiver bliver taget i betragtning og bliver en del af designprocessen, siger Trine Rask Nielsen, postdoc ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet, og fortsætter:

– Så i stedet for at vi udvikler og designer for brugerne, så tager vi dem med i processen. Og hører alle deres relevante perspektiver. Det er personalet, patienter og pårørende, der har den viden, der skal til for at fortælle os, hvad der er meningsfuldt for dem for at skabe den her gensidige opmærksomhed omkring plejearbejdsgange.

Hun nævner, at der har været mange overraskende input undervejs, som de som forskere ikke har kunnet forudse. Det har derfor været vigtigt at få personalets ekspertviden om, hvilke typer af informationer, der er relevante at dele, men også hvordan det gøres uden at lægge en ekstra byrde på personalet.

Om iAware
iAware er et innovationsprojekt, der har til formål at udvikle digitale løsninger, som øger tryghed og trivsel for både patienter og personale gennem øget gensidig opmærksomhed. Målet er at skabe større tryghed for patienter, ved at de føler sig bedre informeret og set i deres behandlingsforløb, samt mere effektive arbejdsgange for plejepersonalet gennem bedre udveksling af information.

En forventet sekundær gevinst er færre unødvendige alarmopkald og afbrydelser i plejearbejdet. Projektet bygger på principper om co-creation, hvor både patienter og personale inddrages i alle led af udviklingen af løsningerne.

Projektet undersøger, hvordan eksisterende hospitalsteknologi – fx skærme, tablets og datasystemer – kan kombineres med sporing af plejepersonalets bevægemønstre for at skabe bedre gensidig opmærksomhed og informationsdeling.

iAware er muliggjort med støtte fra Innovationsfonden og er et samarbejde mellem Bispebjerg Hospital, Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, Systematic, PowerNet og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Læs mere på projektsiden

Inddragelse giver personalet blod på tanden

Rasmus Jakobsen og Mia Trip er begge sygeplejersker på M4 på Bispebjerg Hospital, der er en af to afdelinger, der medvirker i projektet.

Rasmus Jakobsen har været med til at lede projektet i afdelingen og mener bl.a., at der er nuancer, der vil gå tabt og arbejdsgange, der overses, hvis ikke medarbejderne bliver involveret i udviklingen.

– På den første workshop kunne jeg mærke, at mange af de ting, jeg kunne sige, sporede os hurtigere ind på nogle af de ting, som var mere patientnært i projektet, siger Rasmus Jakobsen.

Mia Trip nævner ligeledes, hvordan hun har været med til at identificere forbedringsmuligheder. Hun synes, det er vigtigt, at patienter føler sig medinddraget i deres forløb og håber, at iAware kan medvirke til det.

– Jeg håber, at det kan skabe forudsigelighed for patienterne og en bedre arbejdsgang, og så håber jeg, at det kan skabe mere tid med patienterne – og mere tid til patienterne. Og lette et arbejdspres, for vi løber stærkt her på afdelingerne, siger Mia Trip.

Hun nævner bl.a. det differentierede patientkald som en løsning. Idéen er, at patienten via skærmen kan angive, om de fx har brug for hjælp til smerter eller er tørstige. Dermed kan personalet lettere prioritere og forhåbentlig også reducere antallet af skridt i løbet af en arbejdsdag.

– Mit stille håb er jo, at det kan give noget selvbestemmelse og egenrådighed til patienterne igennem den her teknologi, siger Rasmus Jakobsen.

Find mere om