Sønderborg Kommune har med projektet I sikre hænder vist, at det kan lade sig gøre at udrydde tryksår i ældreplejen, der ellers tidligere blev betragtet som almindelige og uundgåelige skader. For eksempel har Tangshave Bo- og Aktivitetscenter haft over 600 dage uden tryksår.
Sønderborg præsenterede resultaterne fra tryksårsarbejdet i projekt I sikre hænder på en international konference om tryksår i Berlin d. 4.-6. april 2016. Her havde kommunen fået optaget en ’poster’, der er en plakat, som viser resultaterne af et bestemt patientsikkerhedsarbejde. På konferencen hænger plakaterne til frit skue, og der er seancer, hvor de sundhedsprofessionelle uddyber deres arbejde for de andre deltagere.
Frederiksberg, Lolland, Sønderborg, Thisted og Viborg Kommuner deltager i I sikre hænder, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Sundheds- og Ældreministeriet og KL står bag.
Besøg I sikre hænders hjemmeside
Vi lærte, at Danmark er meget langt fremme i forhold til forebyggelse af tryksår. Deltagerne var imponeret over vores resultater og tilgang til forbedringsarbejdet. De var blandt andet inspireret af, hvor meget medarbejderne bliver inddraget i forbedringsarbejdet – altså denne her bottom-up tilgang i stedet for top-down, siger Maibrit Kragh Hansen, projektkonsulent på I sikre hænder i Sønderborg.
Sønderborg Kommune præsenterede også sine resultater på den internationale patientsikkerhedskonference i London i 2015. Samme år modtog kommunen en særpris af Dagens Medicins prestigefyldte kvalitetspris ’Den Gyldne Skalpel’ for arbejdet med at forbedre patientsikkerheden i ældreplejen.