Siden årtusindeskiftet har patientsikkerhed bevæget sig fra projekter på sidelinjen til et begreb, som alle i sundhedsvæsenet kender til og arbejder med. Men bevægelsen har i nogen grad mistet sin fremdrift, mener Helen Bevan, internationalt anerkendt ekspert i stor-skala forbedringer.
Helen Bevan er keynotetaler ved Patientsikkerhedskonferencen 2026 i København i april, hvor Dansk Selskab for Patientsikkerhed, i anledning af 25-året for patientsikkerhedens indtog i Danmark, ser både tilbage og fremad.
– Det vigtigste, der er sket inden for patientsikkerhed siden årtusindeskiftet, er, at det nu bliver set som et vigtigt emne for alle i sundhedsvæsenet. Det er ikke længere bare et projekt på sidelinjen, men noget, som vi alle må fokusere på, og som vi har en systematisk tilgang til, siger Helen Bevan. Hun tager det forbehold, at hun ikke primært er ekspert i patientsikkerhed, men ser emnet ud fra sit ekspertområde, som er stor-skala forbedringer.
– Noget andet vigtigt er, at perspektivet på patientsikkerhed er udvidet fra Safety 1 til nu også at inkludere Safety 2. Det handler ikke kun om at reagere på utilsigtede hændelser og patientskade, men også at fokusere på det, vi gør godt, og det, vi skal gøre mere af hver dag, siger hun.
Se programmet for Patientsikkerhedskonferencen 2026
Patientsikkerhed har mistet fremdrift
Men selv om der er sket utroligt store fremskridt, er der stadig lang vej, mener Helen Bevan.
– Mange steder fornemmer man, at arbejdet med patientsikkerhed har mistet fremdrift. Selv om vi gør os store anstrengelser, er det som om, at vi ikke opnår, at systemet som helhed bliver mere sikkert. Der er stadig for mange patienter, der skades, og der er meget videnskabelig valideret patientsikkerhedspraksis, som bare ikke sker, siger hun. Og hun har et bud på, hvordan arbejdet for patientsikkerhed kan revitaliseres.
Vi skal give patienter og medarbejdere handlekraft
– Noget af det, der skal til, er, hvad vi på engelsk kalder ’agency’: Medarbejderne i sundhedsvæsenet skal opleve, at de har mulighed for og magt til at handle og at skabe fremskridt, siger Helen Bevan.
Det er svært at finde et dansk ord, der dækker begrebet agency, men det kan måske bedst oversættes om handlemuligheder og handlekraft.
– Vi har gjort fremskridt inden for patientsikkerhed på mange områder ved at opbygge kompetencer og ledelsesengagement. Men skaber vi også de omstændigheder, der gør, at folk har de redskaber, den opbakning, de data og den psykologiske tryghed, der er forudsætning for, at de kan skabe forbedringer?
Som en af patientsikkerhedens grand old men, Paul Batalden, har sagt: ”Alle i sundhedsvæsenet har to job: at udføre deres arbejde og at forbedre det.”
– Det handler om, hvordan vi kan hjælpe medarbejderne med at have de to job, siger Helen Bevan.
Noget andet, der er meget vigtigt, er patienternes og de pårørendes rolle, mener Helen Bevan. Og her handler det igen om agency.
– Vi må give patienter og borgere den støtte, de redskaber og den tryghed, der skal til, så de har mulighed for at tage ordet og sige deres mening og træffe informerede beslutninger om deres egen pleje og behandling.
Kunstig intelligens og handlekraftige mennesker
Vi er på vej ind i en ny æra med kunstig intelligens, AI. Vi er i gang med at udvikle systemer, der kan forudse risici og afværge hændelser. Nye generationer af AI, agentic AI, kan træffe beslutninger og handle uden menneskelig indblanding.
– Ja, vi behøver agentic AI, men vi har samtidig brug for agentic people, dvs. medarbejdere, patienter, borgere, pårørende, der har kapacitet til og mulighed for at handle og at gøre en forskel.
Vi må se på de almindelige årsager til skader
Noget af det, som vi har brug for at fokusere på i de kommende år, mener Helen Bevan, er de almindelige årsager til forebyggelige skader, fx hospitalsinfektioner.
– Mange hospitaler investerer massivt i at forebygge og kontrollere infektioner, men det er stadig et kæmpe problem. Vi har ikke været i stand til at opnå de resultater, vi havde håbet. Der er brug for anderledes tænkning og en anderledes praksis, siger hun.
– Hvis vi kigger på forebyggelse af infektioner, må vi flytte os fra compliance, dvs. ’Husk nu at vaske dine hænder’, til, at det er et ikke bare professionelt, men også et moralsk ansvar. For vi må betragte forebyggelige infektioner som uacceptable skader.
– Noget andet er, at vi må kigge på, hvordan systemet er indrettet. Og her kan vi vende tilbage til Paul Batalden, som har sagt, at ”every system is perfectly designed to get the results it gets (Ethvert system er perfekt designet til at opnå de resultater, det skaber.)
– Hvis vi ønsker pålidelig praksis omkring infektionsforebyggelse, må vi kigge på det kliniske miljø, patientflow, digitale systemer, uddannelse af personale, hvordan vi samarbejder med partnere osv. Vi er nødt til at tage et skridt tilbage og kigge på, hvordan vi kan designe hele systemet, så det er sikkert. Og så skal vi bruge implementeringsvidenskab og forbedringsvidenskab til at komme videre, siger Helen Bevan.
– Når det gælder patientsikkerhed, sker der ofte det, at vi pålægger medarbejderne nye opgaver, nye skemaer, der skal udfyldes, nye audits, der skal gennemføres. Men i stedet for at lægge ekstra opgaver på, skal vi bruge de dokumenterede metoder til at redesigne det daglige arbejde.
Ikke bare teknisk, men også socioteknisk kompleks
Et af elementerne i implementerings- og forbedringstankegangen er, at når der skal redesignes, gælder det om at samle de rigtige personer fra starten.
Alt for ofte er det en lille gruppe politikere eller eksperter, der træffer beslutningerne, og så prøver de at få folk til at bakke op om de vedtagne prioriteter, mener Helen Bevan. Men det er svært at blive engageret i andre menneskers ideer.
Med nye initiativer er det derfor essentielt at involvere alle interessenter, patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle, forbedringseksperter og kommunikationseksperter. Alle disse mennesker skal være i rummet i begyndelsen.
– Vi må se patientsikkerhed som et socioteknisk kompleks. Vi har det tekniske: data, metodologi, analyser. Men det er ikke nok. Vi har også brug for socio-delen, engagement, narrativer, hjerte og relationer. Kun på den måde skaber vi betingelser for forandring, siger Helen Bevan.
