Se lovforslaget på Høringsportalen
Dansk Selskab for Patientsikkerhed (herefter PS!) takker for muligheden for at afgive supplerende høringssvar over lovændringer om horisontale samarbejdsaftaler ifm. forslag til lov om opgaveflytning, nationale sundhedsplan, nærsundhedsplaner m.v. idet vi henviser til vores tidligere høringssvar af 30.06.2025.
Som nævnt i PS!’s høringssvar af 30.6.2025 er overgange mellem forskellige organisatoriske dele af sundhedsvæsenet er et af de mest risikofyldte tidspunkter i patientforløb, typisk med svigtende, uklar eller manglende kommunikation. PS! vil i dette svar fokusere på de kvalitets- og patientsikkerhedsaspekter, der er indlejret i en opgaveflytning.
Af lovforslaget fremgår at ”et regionsråd og en kommunalbestyrelse eller flere kommunalbestyrelser kan indgå en kontrakt om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen, jf. sundhedslovens afsnit IX. De vil i den forbindelse kunne overdrage driften (PS! fremhævet) af opgaver mellem hinanden, men ikke ansvaret (PS! fremhævet) for sundhedsydelsen. Et regionsråd, en kommunalbestyrelse eller flere kommunalbestyrelser vil dog i tilknytning til opgaven med at levere en sundhedsydelse også kunne få overdraget ansvaret for at tildele sundhedsydelsen”.
Lovforslaget, som særligt har fokus på de kontraktuelle forhold i et sådant samarbejde, muliggør således en opdeling mellem udførelse af ydelse og ansvar for ydelse.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår ”Udgangspunktet er altså, at hele eller dele af driftsansvaret vil kunne overdrages ved en samarbejdsaftale, men ikke myndighedsansvaret. Myndighedsansvaret omfatter bl.a. muligheden for at kunne fastsætte retningslinjer for driftsopgaven og forpligtelsen til at føre kontrol og tilsyn med udøvelsen af driftsopgaven”.
PS! vurderer, at en opdeling mellem driftsansvar og myndighedsansvar ikke vil medvirke til at reducere risikoen for utilsigtede hændelser i de overgange, som forsat vil være til stede med flere forskellige aktører.
For nuværende er det Regionsrådet og kommunalbestyrelsen, der modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om utilsigtede hændelser, til brug for forbedring af patientsikkerheden. PS! har tidligere vurderet, at lov om opgaveflytning ikke bidrager med at reducere de risici vi kender i dag ved overgange, men potentielt har indbygget en risiko for at bidrage med nye og hidtidig ukendte risici, med nye (digitale og mundtlige) kommunikationsveje på tværs af sektorer (regioner, almen praksis, akutsygeplejen, apoteker, visitation, hjemmepleje og hjemmesygepleje).
Netop derfor er det nødvendigt med entydige kommunikationsveje for rapportering og analyse af utilsigtede hændelser og de nødvendige fora for læring. Det fremgår ikke af nærværende lovforslag, hvor denne opgave placeres for de hændelser, hvor en kommunalbestyrelse har driftsansvar og et regionsråd myndighedsansvar.
PS! anbefaler, at der gøres et grundigt arbejde med at vurdere mulige afledte patientsikkerhedsmæssige konsekvenser af horisontale samarbejdsaftaler, med de muligheder og udfordringer, der kan vise sig.
PS! anbefaler, at der som del af implementeringen af loven proaktivt og systematisk opsamles og analyseres UTH’er, og at viden om risici i de eksisterende og nye overgange deles således, at patientforløb ikke bliver mere usikre for patienter.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed
17. september 2025