– Vi vil styrke patientsikkerheden på tværs af kommune og sygehus.
Sådan lyder den hensigtserklæring, som Thisted Kommune og Regionshospitalet Nordjyllands afdeling i Thisted har indgået. Det intensiveret samarbejde udspringer af Thisted Kommunes engagement i I sikre hænder og sygehusets deltagelse i projektet Patientsikkert Sygehus, som foregik i perioden 2010-2013.
– Det er først efter I sikre hænder, at der er skabt et fælles afsæt for at lave forbedringsarbejde på tværs. Nu har vi et fælles sprog. Når vi siger driverdiagram eller arbejdsgangsanalyse, ved personalet på sygehuset, hvad vi taler om, fortæller Bente Øllgaard, der er projektleder på I sikre hænder i Thisted Kommune.
Fokus på medicin og tryksår
Samarbejdet omfatter indtil videre medicin og tryksår. I medicinindsatsen deltager to hjemmeplejeteams samt akutfunktionen fra kommunen sammen med sygehusets akutafsnit samt den afdeling, som akutafsnittet oftest sender patienterne videre til. Derudover er den kommunale praksiskonsulent inddraget i arbejdet.
– I første omgang lavede vi i fællesskab en arbejdsgangsanalyse. Vi kiggede på, hvad der sker, når kommunen sender borgerne til sygehuset, hvad er det der sker, når sygehuset modtager borgeren, og hvad sker der ved udskrivelsen, forklarer Bente Øllgaard:
– Vi fik afdækket nogle arbejdsgange, som vi skal forbedre. Det er vi nu i gang med at lave PDSA’er på.
Tælleproblematikken
En af de ting, som skal forbedres, er tælleproblematikken. På nogle lægemidler er personalet i kommunen vant til at give én tablet af ti milligram, mens sygehuset kun har piller af fem milligram og giver to i stedet for én. Når borgeren kommer hjem fra sygehuset, tror personalet i kommunen ofte, at der en pille for meget.
– Det skaber forvirring og udgør en risikofaktor, siger Bente Øllgaard.
Personalet er i gang med en afprøvning, hvor borgeren får sin aktuelle medicin med på sygehuset, hvis kommunen er involveret i indlæggelsen. Så kan personalet på sygehuset se borgerens medicin og fortsætte med det under indlæggelsen eller anvende borgerens medicin, når der dispenseres til udskrivelsen.
– Afprøvningen er stadig i gang, da der er opstået andre problematikker. For det første kniber det med pladsen til borgerens medicin, da den gerne skal ligge i et aflåst skab. For det andet er der også nogle hygiejnemæssige udfordringer ved det, fortæller Bente Øllgaard.
Tryksår forebygges på vejen til sygehuset
På tryksårsområdet er Thisted Kommune og sygehuset også i fuld gang med afprøvningerne. Udover at skabe mere ensartede tryksårsvurderinger og –screeninger på tværs er kommune og sygehus i gang med finde ud af, hvordan de kan gøre hinanden mere opmærksomme på, at de har at gøre med en borger i risiko for tryksår.
– Hvis jeg kommer ind på sygehuset fra kommunen og er i risiko for tryksår eller har et tryksår, skulle det gerne være sådan, at det ikke udvikle sig, fordi personalet har fokus på mig med det samme, siger Inge Thomsen, leder på plejecentret Åbakken og engageret i den tværsektorielle tryksårsindsats.
På den baggrund har kommunen og sygehuset lavet et samarbejde med Falck, som kører borgerne til og fra sygehuset og plejecenteret. Hvis borgeren har et tryksår eller er i risiko, får vedkommende et tryksårsskilt med, når de forlader plejecenteret. Derved ser personalet i ambulancen og på sygehuset med det samme, at borgeren er i risiko for tryksår og kan tage sine forholdsregler.
– Det har kørt fantastisk godt. Vi har nogle dialysepatienter, hvor sedlen er kommet frem og tilbage flere gange, fortæller Inge Thomsen:
– Men vi har også haft situationer, hvor det glippede. Her kigger vi på, hvad der gik galt, så vi kan forbedre processen yderligere. Derudover er der en udfordring med udskiftning af personale på sygehusets akutafsnit, hvor nye medarbejdere skal kende til denne her proces med, at borgeren får sendt et skilt med.
Bedre dialog og forståelse på tværs
Det intensiveret samarbejde betyder, at der er kommet en bedre dialog mellem kommunen og sygehuset samt en større forståelse for arbejdsgangene og hvad der sker i den anden sektor.
– Når vi i kommunen oplever, at sygehuset giver noget forkert medicin med hjem, kan det være, fordi vi giver noget forkert med til sygehuset. Vi i kommunerne skal være med til at give sygehusene optimale muligheder for give den rigtige medicin. For på den måde har sygehusene nogle helt andre muligheder for at gøre det rigtigt ved udskrivelsen. Den forståelse og erkendelse er ny, siger Bente Øllgaard, I sikre hænder-projektleder.
Inge Thomsen, leder på plejecentret Åbakken, har samme oplevelse:
– Vi kan se, hvad hinanden kæmper med, og hvilke udviklingspunkter der er. Vi kan give hinanden gode råd og hente ideer på tværs af sektorer. Vi besøger hinanden. Det er så sundt.