Tilmeld dig konference om ”Realistic Medicine” – hvad kan vi lære i Danmark?

”Realistic Medicine” – hvad kan vi lære i Danmark? Det er overskriften for en konference d. 28. januar i Regionernes Hus.

På konferencen kan man bl.a. høre om Shobhan Thakores arbejde med Realistic Medicine.

Danske Regioner, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Lægeforeningen afholder en konference om Realistic Medicine. I samarbejde med Lægevidenskabelige Selskaber og Dansk Selskab for Almen Medicin.

Tidspunkt: Den 28. januar 2020 kl. 09:30 – 15:45
Sted: I regionernes hus i København.

Skotland har de seneste år arbejdet med Realistic Medicine og har konkrete erfaringer ift. til kvalitetsforbedringer og patientsikkerhed. På konferencen fortæller Deputy Chief Medical Officer for Scotland, Gregor Smith, og Associate Medical Director, Quality Management, NHS Tayside, Shobhan Thakore, om deres arbejde med Realistic Medicine og hvilke resultater, de har opnået. I løbet af konferencen leder dette over i en drøftelse af potentialet for Realistic Medicine i Danmark.

Interview med Shobhan Thakore

På konferencen præsenteres konkrete danske eksempler på arbejde med temaerne for Realistic Medicine: Fælles beslutningstagning mellem sundhedsprofessionelle og patienter med udgangspunkt i patientens individuelle behov og ønsker. Forskelle i behandlingspraksis og -effekt. Overbehandling/utilstrækkelig behandling. Håndtering af risici. Innovation og kvalitetsforbedringer.

Det danske ‘Vælg klogt’-projekt præsenteres, og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, vil kommentere på Realistic Medicine i en dansk kontekst.

Konferencen er målrettet kommunale, regionale og statslige embedsfolk og ledere, interesseorganisationer, sundhedsfaglige og andre med interesse i et udviklende og lærende sundhedsvæsen. Nærmere program annonceres senere.

Tilmelding til konferencen efter først til mølle-princippet.