Sundhedsreformen blev diskuteret og angrebet fra forskellige patientsikkerhedsvinkler, da Dansk Selskab for Patientsikkerhed (PS!) var værter ved den årlige konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen.
Der blev stillet – og besvaret – mange spørgsmål i konferencens sessioner og workshops, hvor både oplægsholdere og deltagere bød ind med viden og inspiration til, hvordan sundhedsvæsenet og dets ansatte tackler den kommende tids store forandringer, barrierer og udfordringer – og visse steder måske endda får dem vendt til muligheder. Alt sammen med patientsikkerhed som den røde tråd.
– Det er ikke et tegn på svaghed at erkende, at noget kan gøres bedre. Tværtimod. Det er en forudsætning for et sundhedsvæsen, der udvikler sig.
Sådan lød det blandt andet fra Bo Libergren, formand for PS! og regionsrådsformand i Region Syddanmark, i konferencens åbningstale.
Han så i sin tale tilbage på 25 år med patientsikkerhed i Danmark – og brugte samtidig anledningen til at se frem mod de næste 25 år.
– Når vi ændrer et sundhedsvæsen, skaber vi ikke bare nye muligheder. Vi skaber også nye risici. Når flere patienter behandles hjemme, bliver ansvarsfordelingen også mere kompleks. Når flere opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen, stiller det også nye krav til kompetencer, til kommunikation og til samarbejde. Når patienterne skal bevæge sig mellem forskellige organisationer, er der også en risiko for, at vigtig viden går tabt. F.eks. omkring medicin, opfølgende prøvesvar og ændringer i behandlingsplaner.
– Vi skal derfor have patientsikkerhed ind fra begyndelsen, når vi gennemfører reformerne. Ikke som noget, vi ser på bagefter, hvis der er opstået problemer, men som en del af selve arbejdet med at udvikle nye løsninger, sagde Bo Libergren.
Det har jo enorme konsekvenser i hele sundhedsvæsenet, så længe vi beholder kapaciteten inde på hospitalerne og i den regionale sektor. Når vi ikke er i stand til at flytte kapacitet ud, så har vi enorme problemer. Og vi kommer ikke til at rekruttere os ud af det her, hverken nationalt eller internationalt.
En opsang fra Sidsel Vinge
Derefter – og inden konferencedeltagerne gik ud til deres respektive sessioner – gik Sidsel Vinge på scenen og leverede konferencens første keynote. Hun er tidligere projektchef i VIVE og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune – og så var hun ikke mindst medlem af sundhedsstrukturkommissionen, der udarbejdede en rapport og en række anbefalinger til politikerne forud for vedtagelsen af den sundhedsreform, der går i luften 1. januar 2027.
Det er dog gennem mildest talt kritiske briller, at Sidsel Vinge ser på de strukturer, den ansvarsfordeling og de flytninger af opgaver, der er lagt op til, når vi fra nytår skal have et sundhedsvæsen endnu tættere på borgerne.
Hun påpegede blandt andet, at vi står over for store udfordringer med langt flere ældre borgere og en enorm mangel på social- og sundhedspersonale. Desuden har reformen – ifølge Sidsel Vinge – ikke formået at gøre op med det skel, der altid har været mellem kommuner og regioner.
De næste 10 år bliver der 40% flere borgere, der er over 80 år gamle, og i sagens natur betyder det også, at det samlede behov for pleje og behandling af den del af befolkningen stiger.
– Der sidder sikkert nogen i nærheden af en medicinsk afdeling, akutmodtagelse eller en geriatrisk afdeling, og føler sig en lille smule presset over det her. Men hvis vi ser objektivt på det – og vi er ét samfund, hvor vi alle sammen betaler skat til én kasse, så er der kun ét sted, hvor vi virkelig skal mande os op. Og det det er altså uden for hospitalerne – det er dér ressourcetrækket kommer, sagde Sidsel Vinge, og slog senere fast:
– Det har jo enorme konsekvenser i hele sundhedsvæsenet, så længe vi beholder kapaciteten inde på hospitalerne og i den regionale sektor. Når vi ikke er i stand til at flytte kapacitet ud, så har vi enorme problemer. Og vi kommer ikke til at rekruttere os ud af det her, hverken nationalt eller internationalt.
– Derfor skal vi heller ikke ”bare” flytte opgaven. Det er det, vi gør lige nu – og det har vi rigelig travlt med. Men alle opgaver skal løses væsentligt mindre arbejdsintensivt. Og det er klart, at når krybben begynder at blive tom, så bides hestene – og så er det nemmeste at skubbe opgaven over på de andre spor i stedet for at se samlet på det og spørge: Hvordan ændrer vi måden, vi gør det på? Hvordan løser vi det her mindre arbejdsintensivt? sagde hun.
Øget kompleksitet og større risici
Med den øgede mulighed for flere typer af indlæggelser, øges kompleksiteten i sundhedsvæsenet, og det giver større risici ift. patientsikkerhed, mener hun.
– I et patientsikkerhedsperspektiv er det alle de her overgange – og dem er der bare kommet mange, mange flere af. Der er ikke nogen steder i systemet sat en prop i eller lavet regler for, hvordan det skal fungere. Mængden af koordinationsarbejde og mængden af risici i det her system får jo enhver, der arbejder med patientsikkerhed, til at få lidt kolde fingre. Reformen øger grundlæggende set den organisatoriske kompleksitet. Det var ikke det, man havde tænkt sig, men den deler i stedet for at samle. Og vi har pludselig patientsikkerhed mellem mange flere stole, sagde Sidsel Vinge.
– Der er ingen politikere, der har sagt ” Lad os lave et system, der er meget mere komplekst med mange flere overgange og mange mere muligheder for, at vi kan stå og skændes hen over hegnet.” Min påstand er bare, at det er det, der er ved at ske i øjeblikket, fordi der bliver delt i stedet for at rykke sammen.
Befolkningssundhed kan ændre sig over korte afstande
Senere på dagen gav Dominique Allwood en lige så energisk keynote. Som administrerende direktør for Imperial College Health Partners i England arbejder hun indgående med, hvordan man i et sundhedssystem kan skabe og drive forandringer f.eks. ift. patientsikkerhed og lighed – blandt andet via måden man anskuer borgere og population på.
Hun viste et kort over det nordvestlige London, der illustrerede den gennemsnitlige forventede levetid for hvert område. Her kunne man se en forskel på op til 20 år, selvom der kun er få kilometer imellem de pågældende bydele.
– Det var udgangspunktet for, at vi sagde: Vi kan ikke længere tænke i enkeltstående ydelser og de enkelte patienter, som møder op hos vores klinikere. Vi er nødt til at begynde at tænke på vores befolkning og tænke som et samlet system, forklarede Dominique Allwood.
Imperial College Health Partners har derfor forsøgt at fokusere på en række områder og dele af befolkningen, der ikke altid optræder i målingerne og de ellers positive resultater af et stort forbedringsarbejde. For én ting er at tage sig af dem, der sidder i hospitalets venteværelse – en anden er at fange dem, som ikke dukker op eller overhovedet er i kontakt med sundhedsvæsenet.
Flot forbedring med en blind vinkel
I det nordvestlige London er det mellem 5 og 20 % af borgerne, der ikke møder op til en aftalt tid.
– Set fra systemets perspektiv er det meget stort spild. Vi har ressourcer, som vi forventer at bruge på de patienter, og så kommer de ikke. Men fra patientens perspektiv er vi virkelig nødt til at forstå, hvilke barrierer der forhindrer dem i at møde op. Vi begyndte derfor at opdele data ud fra forskellige perspektiver, fortalte Dominique Allwood.
Hun og hendes personale og kolleger gennemførte derfor en indsats, der omfattede gratis parkering for borgerne, så en p-afgift ikke blev en barriere for at dukke op. Der blev sendt påmindelser på WhatsApp osv. Og det første faktisk til, at flere mødte op til deres aftaler. Fra et forbedringsperspektiv gjorde man altså umiddelbart det rigtige.
– Men erfaringen her er, at man skal se ud over gennemsnittet. Hos os er race og etnicitet vigtige demografiske karakteristika. Her så vi på mennesker, der identificerer sig som hvide. De holdt i en periode op med at komme, men da vi satte indsatserne i værk, blev fremmødet bedre og andelen af udeblivelser faldt. Men da vi så på andre etniske grupper, fandt vi ingen forbedring. Den gennemsnitlige forbedring skjuler altså, at nogle befolkningsgrupper ikke havde gavn af vores indsatser.
– Min opfordring til jer er derfor: Uanset hvilke data I ser på, så tag ikke bare en ændring, I har gennemført, for pålydende. Sørg for at overveje, hvad der ligger nedenunder, sagde Dominique Allwood.
Hun opfordrede også til at tænke mere i forebyggelse. Undersøgelser viser, at af alle de ting, der, er med til at holde os sunde er det kun 10%, der kan tilskrives gode sundhedsydelser.
Helhedsperspektivet og overvejelser om, hvad man som system fokuserer på, var vigtige pointer for Dominique Allwood, som medbragte et citat af Desmond Tutu:
“There comes a point where we need to stop just pulling people out of the river. We need to go upstream and find out why they’re falling in.”
– Systemtænkning hjælper os altså med at gå op ad floden og tænke på forebyggelse, og på hvorfor mennesker overhovedet havnede i den situation, eller hvorfor problemet opstod. Man kan bruge den samme tankegang i patientsikkerhedsarbejdet, sagde Dominique Allwood.
Min opfordring til jer er derfor: Uanset hvilke data I ser på, så tag ikke bare en ændring, I har gennemført, for pålydende. Sørg for at overveje, hvad der ligger nedenunder.
Afslutning fra en sundhedsrådsformand
På konferencens andendag stod der workshops på programmet. Men inden deltagerne tog livtag med forbedringsmetoder på tværs af sektorer, hvordan man skaber et sikkert og sammenhængende sundhedsvæsen tæt på borgeren eller kastede sig ud i en simulation om arbejdsmiljø og patientsikkerhed, gav Torben Hollman en keynote om de muligheder og udfordringer, sundhedsvæsenet står over for – set fra hans perspektiv.
Som regionsrådsmedlem og formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne kom han til Kolding med budskabet om, at hospitalerne skal orientere sig mere ud mod kommunerne, og at vi skal være nysgerrige på hinandens hverdag og udfordringer.
Desuden ser han meget gerne sundheds- og omsorgspladserne som centrum for kvalitet, udvikling, patientsikkerhed og læring.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed inviterer til konference igen til foråret, hvor Patientsikkerhedskonferencen 2027 finder sted den 15.-16. marts på Radisson Blu.
