Udviklingssygeplejerske: ”Pårørende føler næsten, de har fået deres mor igen”

Det er en glad udviklingssygeplejerske, der tager imod mig på sit kontor på Bakkegården demensboliger.

– Jeg vidste jo godt, at det er gået godt, men når jeg ser på tallene, bliver jeg alligevel positivt overrasket – og virkelig stolt af mine kollegaer, siger Pernille Johansson.

De tal, hun taler om, viser resultatet af en målrettet indsats for at nedbringe antipsykotisk medicin til mennesker med demens. Og de taler da også deres eget tydelige sprog.

I marts 2024 var 24 ud af 107 borgere (22 %) på antipsykotisk medicin. Ud af de 24 borgere var der en udtrapningsplan for 7 af dem (29 %).

I august 2025 var der 7 borgere (6,5 %) på antipsykotisk medicin. For 4 af dem er der taget kontakt til lægen med henblik på en udtrapningsplan, mens der for de resterende 3 er taget stilling til, at de skal forblive på medicinen pga. psykiatrisk lidelse.

Deltagelse i afprøvning af model

Bakkegården er én af 9 plejeenheder, der har deltaget i Sundhedsstyrelsens afprøvning af model til nedbringelse af antipsykotisk medicin til mennesker med demens, hvor PS! har bidraget med faglig og metodisk sparring.

Det klinger hult med beboerkonferencer, socialpædagogiske handleplaner og personcentreret omsorg, hvis vi samtidig giver masser af psykofarmaka til beboere uden en psykiatrisk diagnose.

Pernille Johansson, udviklingssygeplejerske, Bakkegården demensboliger

– Vi var allerede gode til at arbejde med personcentreret omsorg, for det kommer alle nye medarbejdere på kursus i. Vi har bare haft fokus på det, og ikke så meget på det medicinske. Men for at arbejde personcentreret er vi nødt til at se, om der er noget på medicinlisten, der kan spænde ben for den gode trivsel, siger Pernille Johansson og fortsætter:

– Det klinger hult med beboerkonferencer, socialpædagogiske handleplaner og personcentreret omsorg, hvis vi samtidig giver masser af psykofarmaka til beboere uden en psykiatrisk diagnose. Og antipsykotisk medicin er en af dem, der bør blinke rødt, når vi ser det på medicinlisten.

Nye arbejdsgange ved indflytning

I begyndelsen af projektet lavede Pernille Johansson og en kollega en audit på alle 107 borgere for at have en basismåling omkring antipsykotisk og sederende medicin.

– Vi var nysgerrige på, hvorfor så mange beboere var på antipsykotisk medicin. Var det på vores anmodning? Vi reflekterede måske ikke så meget over medicinen, når beboere flyttede ind. Vi tjekkede handelsnavn og udløbsdato og placerede det korrekt i skabet, men vi reflekterede ikke over, hvorfor de fik det, de fik, siger Pernille Johansson.

Den iagttagelse har været grobund for en stor del af det videre arbejde. I dag er det en helt fast arbejdsgang, når nye beboere flytter ind, at personalet forholder sig til både mennesket og medicinlisten.

– Er der ikke umiddelbart en logisk forklaring på, hvorfor de får medicinen, eller er det baseret på et enkeltstående tilfælde, så tager vi den med lægen. Vi vil ikke ændre i medicinen, lige når beboeren flytter ind, men vi skal have en plan for det, siger Pernille Johansson.

Noget af det, Pernille og hendes kollega observerede, var, at beboerne ofte ikke havde en udtrapningsplan, når de flyttede ind. Derfor inviterede de – på anbefaling fra PS! – hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, midlertidige pladser og praktiserende læger med til fællesundervisning i kommunen. Her underviste Martin Schultz, cheflæge på Afdeling for Ældresygdomme og Lindrende Behandling på Amager og Hvidovre Hospital, i, hvordan man kan øge trivslen for patienter med demens og nedbringe unødig brug af antipsykotika, og de fortalte selv om deres indsats.

– Borgere, der kom fra midlertidige pladser, var tit i behandling med medicin, hvor der ikke var taget stilling til videre plan. Jeg synes, jeg kan se en forskel nu. Flere borgere kommer med planer for udtrapning eller kommer helt uden at være startet med antipsykotisk medicin til at begynde med, siger Pernille Johansson.

De har også måttet erkende på Bakkegården, at de tidligere ikke selv var stringente ift. at få lavet handlingsplaner for udtrapning.

–  Hvis det gik fint med beboeren, tænkte vi ikke så meget på det. Kun hvis der var bivirkninger eller uforståelig adfærd. Det var ikke systematisk, men behovsstyret, siger Pernille Johansson.

Modstridende medicin

Noget af det, der stod tydeligt frem, da de gennemgik alle beboernes medicin, var, at der var flere, der fik medicin, der kunne have modstridende effekt.

– Demensmedicin støtter op om at øge beboerens evne til at reagere på sanseindtryk, men det øger ikke evnen til at sortere i dem. Mange får to forskellige demenspræparater. Hvis man så også får antipsykotisk eller sederende medicin, kan det så være fordi, de får for mange indtryk, og skal vi i virkeligheden hellere fjerne det ene demenspræparat? spørger Pernille Johansson retorisk.  

I marts 2024 fik 23 beboere (21 %) sederende medicin. I august 2025 var tallet nede på 7 beboere (6,5 %), hvoraf det ved 2 var som pn-medicin (selv en halv sovepille tæller med i dette billede).

– Vi ved, at beboere med demens og ældre mennesker generelt ikke har godt af for meget medicin. Med Seponeringslisten i baghånden gik vi ind og så på der, hvor der var polyfarmaci. Nogle gange kan det hjælpe, at man bare fjerner den medicin, der åbner op for sanserne. Det har vi i hvert fald haft gode erfaringer med. Og reaktionen fra pårørende har været: ”Hold da op, var det bare det?”, siger Pernille Johansson.

Fra at kræve ressourcer til at blive en

At det nogle gange er bedre at fjerne medicin end at tilføje nyt, har Bakkegården flere gode eksempler på.

Det gjorde sig bl.a. gældende ved en beboer, der havde svær uforståelig adfærd, der gjorde, at ellers erfarne medarbejdere hang i med neglene, og det var også svært for de pårørende. Beboeren var bl.a. paranoid og havde selvdestruktive tanker.

– Vi fjernede benzodiazepiner og antipsykotisk medicin, og beboeren fik helt ro i hovedet. Nu er hun nærmest den, der har den bedste trivsel. Hun bidrager positivt til fællesskabet og er en stor ressource i bofællesskabet. Hun kan gå ture selv og komme på besøg hos familien. Og vi kan føre en stort set almindelig samtale med hende. Før handlede det om at finde sine små børn eller at komme hjem til barndomshjemmet. Nu er der en anden virkelighedsopfattelse, og fra at ville hjem forstår hun nu, hvorfor hun er her, og at det måske endda er rart at være her, siger Pernille Johansson og fortsætter:

– Vi har fået meget fine mails fra de pårørende, der nærmest føler, at de har fået deres mor igen. Og så kan medarbejderne også se meningen med det. I det bofællesskab var der tidligere 3 beboere på antipsykotisk medicin. Nu er der ingen.

Pernille Johansson beskriver det nye blik på medicin som af de succeser, de er glade for at have fået ud af indsatsen. Hun beskriver det nærmest som et nyt paradigme:

– Før tænkte vi, at beboerne skulle have noget medicin for at få ro på, når de personcentrerede indsatser ikke var succesfulde. Nu ser vi på, om der er medicin, der skal fjernes. For måske er der tale om bivirkninger. Det er en ny måde at anskue det på.

Før tænkte vi, at beboerne skulle have noget medicin for at få ro på, når de personcentrerede indsatser ikke var succesfulde. Nu ser vi på, om der er medicin, der skal fjernes. For måske er der tale om bivirkninger. Det er en ny måde at anskue det på.

Pernille Johansson, udviklingssygeplejerske, Bakkegården demensboliger

Hun tilføjer også, at ikke alle beboere har fået det bedre af at få fjernet medicinen, men at selv ved status quo er det bedre at undvære medicinen og mulige bivirkninger.

– Vi ser også nogle gange, at beboerne bliver så gode, at de måske næsten er for gode til plejehjemmet. Måske kan borgeren være længere i eget hjem ved at arbejde systematisk med seponering der også?

Systematik, evidens og samarbejde

At seponere og trappe borgere ud af medicin foregår selvfølgelig i samarbejde med de praktiserende læger, og det samarbejde er blevet styrket af systematik og evidens.

– Vi har lært, at vi skal føre døgnskema, hvor vi registrerer beboerens adfærd, allerede inden lægen kommer. For når først vi går i gang med udtrapning, så registrerer vi alle mulige ændringer, fordi der er ekstra fokus på beboeren. Det blev let til personlige synsninger. Når vi fører døgnskema inden, kan vi trappe ud baseret på fakta, siger Pernille Johansson og tilføjer:

– Det fjerner os fra det personbestemte og gør, at vi ser på, hvad fakta fortæller os. Det skal ikke være afhængigt af den enkelte læge eller sygeplejerske.

Hun fremhæver også, at medarbejderne hviler mere i at gå i dialog med lægen nu:

– Vi er blevet gode og modigere i forhold til at tale med lægen. Vi var nok meget autoritetstro før. Samarbejdet er blevet bedre af, at vi har Seponeringslisten som et fælles tredje. Vi taler samme sprog og har samme ønsker og drømme for beboerne. Nu beder vi lægen om udtrapningsplan og stiller krav den vej. Det er nyt.

Bakkegården samarbejder med 3 plejehjemslæger, som de oplever stor opbakning fra.

Data tydeliggjorde mønstre om depression og demens

Da de i begyndelsen af projektet lavede audit på alle beboere, var der en række ting, der skulle registreres. Bl.a. om der var en demensdiagnose eller en psykiatrisk diagnose. Her begyndte et mønster pludselig at vise sig.

– Mange beboere havde fået en depressionsdiagnose kort tid inden, de var blevet diagnosticeret med demens. Der kan være mange af de samme symptomer, så vi blev nysgerrige på, om vi overbehandlede, fordi de var sat på antidepressiver, som de ikke var trappet ud af. Der var ingen, der havde forholdt sig til, om depressionsdiagnosen stadig var gældende, eller om det i virkeligheden ”bare” var demenssymptomer. Heller ikke os.

Derfor greb projektet om at nedbringe antipsykotisk medicin hurtigt om sig, for der var ifølge Pernille Johansson for meget, der poppede i øjnene til at gå langsomt frem, så de valgte at rive plasteret af og sætte fuld fokus på medicin på alle 7 bofællesskaber.

– Det er jo mine kolleger, der har gjort det hårde arbejde. Det har stillet større krav til dem. Og ikke alle var lige begejstrede til at begynde med, fordi de tidligere havde dårlige erfaringer med at fjerne medicin, og de var bange for, at det ville føre til forværring hos beboerne, siger Pernille Johansson og fortsætter:

– Men de har virkelig taget ejerskab og rykket sig, også dem, der ikke lige havde armene over hovedet til at begynde med. De driver det selv nu og er blevet skarpe på at reflektere over medicingivning, så det ikke gives ukritisk. Det er blevet så stor en del af vores dna, at vi kigger både på medicin og beboer, når de kommer ind ad døren. Det går hånd i hånd.

Vedholdenhed er afgørende

På Bakkegården har de fået systematiske arbejdsgange, når nye beboere flytter ind, de har taget stilling til alle beboernes medicin, og de tænker medicin som en af flere mulige årsager, når en beboer viser uforståelig adfærd. Arbejdsgangene er masseret ind og er blevet ensrettet på alle bofællesskaber, så fx beboerkonferencer afholdes på samme måde.

Pernille Johansson er ikke i tvivl om, at indsatsen ikke kun kommer beboerne til gode, men også medarbejderne:

– Forudsigelighed giver tryghed og bidrager til at mindske stress. Det at vide, hvad vi gør og hvorfor, bliver meningsfuldt for den enkelte medarbejder

Skal hun pege på én ting, der har været afgørende for succesen, er det vedholdenhed.

– Vi kunne godt have givet op, da det blev svært og greb om sig. Men vi holdt ved og spiste elefanten i små bidder. Vi har haft opbakning fra medarbejderne, som har taget ejerskab. Og de små succeser undervejs har givet lyst til at fortsætte. Vi har erfaret, at systematik er en ven, og at det tjener et større formål.

Og et godt råd til andre, der er inspireret af Bakkegårdens arbejde?

– Bare gå i gang. Start med medicingennemgang, tag de lavthængende frugter og hav Seponeringslisten med i hånden, lyder opfordringen fra udviklingssygeplejersken.

Læs om afprøvning af model til at nedbringe antipsykotisk medicin til mennesker med demens