21 dage uden bæltefikseringer i psykiatrien i Aalborg

I begyndelsen af juni var det 21 dage siden, at en patient var blevet bæltefikseret i akutafsnit S5 i psykiatrien i Aalborg, som deltager i projekt Sikker Psykiatri. En ændret sikkerhedskultur er en af årsagerne.

Personale, ledelse og patienter fejrede de 21 dage uden bæltefikseringer på afsnit S5 i psykiatrien i Aalborg.

Afsnit S5 har historisk set været det afsnit i Klinik Psykiatri Syd i Aalborg med flest bæltefikseringer. Patienter på S5 indlægges akut, fordi de er i en situation, hvor de er meget belastet af deres sygdom. Nogle indlæggelser sker med brug af tvang, fordi patienterne har det så dårligt, at de er til fare for sig eller andre.

Men nu er der ved at blive længere mellem, at bæltet kommer i brug på afsnittet. Den 6. juni 2017 kunne personale, ledelse og patienter således fejre, at det 21 dage siden sidste bæltefiksering. 

– Der er mange faktorer, som forklarer den positive udvikling. Først og fremmest er det personalets store engagement, og derudover er den fælles kultur og det tværfaglige samarbejde afgørende, hvilket blandt andet er blevet udviklet igennem de eksterne gennemgange, hvor der har været mulighed for at drøfte de forskellige perspektiver, fortæller Aline Busch, ledende sygeplejerske på S5.

Hun peger samtidig på forbedringsarbejdet i projekt Sikker Psykiatri som en væsentlig faktor:  

– Strukturen og systematikken, som ligger i Sikker Psykiatri har været en stor hjælp, da projektet har bibragt et konstant fokus på de processer, som skal medvirke til at forebygge tvang.

Sikkerhedsbriefinger forebygger bæltefikseringer

Bæltefikseringer har en række alvorlige konsekvenser for patienterne i psykiatrien. Fysisk kan der opstå blodpropper og brud på knoglerne, mens de psykiske følger hos patienterne i yderste konsekvens kan være posttraumatisk stress og livslang traumatisering. Derfor er reduktion af bæltefikseringer et af fire kliniske indsatsområder i projekt Sikker Psykiatri.

Et centralt element i indsatsen er sikkerhedsbriefinger, hvor personalet på et kort møde identificerer situationer i den kommende vagt, der kan lede til bæltefikseringer. Er der for eksempel en patient med en kendt historie om udadreagerende adfærd? Eller var der konflikter i den tidligere vagt?

– I modsætning til de systematiske risikovurderinger, som har betydning for forebyggelse på individniveau, vedrører sikkerhedsbriefingen forebyggelse af tvang på det organisatoriske niveau. Når vi foretager en sikkerhedsbriefing, udarbejder vi en plan for den kommende vagt med betydning for afsnittets sikkerhedstilstand og dermed med formålet om at forebygge tvang, forklarer Annette Jaquet kvalitetskoordinator og Sikker Psykiatri-projektleder i Klinik Psykiatri Syd.

Fokus på fastholdelse

Simon Feldbæk Peitersen – projektleder i Sikker Psykiatri fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som står bag Sikker Psykiatri sammen med Dansk Regioner, TrygFonden og Det Obelske Familiefond – roser forbedringsarbejdet på S5:

– Det er dejligt at se og høre, at der er positive tendenser på S5. Vi har på flere projektafsnit i Sikker Psykiatri set, at personalet kan reducere brugen af bæltefikseringer i psykiatrien ved hjælp af forbedringsmetoderne. For S5 handler det om at blive ved med at have en systematisk tilgang, finjustere de gode arbejdsgange, have blik for om der steder, hvor man kan forbedre sig samt følge og lære af data og lave afprøvninger     

Udover bæltefikseringer fokuserer Sikker Psykiatri også på at optimere behandlingen med medicin, forebygge selvmord samt sikre effektiv diagnostik og behandling af fysiske sygdomme hos psykiatriske patienter. Sikker Psykiatri løber frem til udgangen af 2017.

Find mere om