Alaskas sundhedssucces hviler på robusthed og tætte relationer

Sundhedsorganisationen Southcentral Foundation i Alaska har opnået bemærkelsesværdige resultater gennem tætte relationer med kunde-ejere og en robust primærsektor, der bringer specialiserede fagområder direkte til borgerne. Organisationens administrerende direktør og præsident, April Kyle, og overlæge og vicepræsident Michael Cooper er keynotes ved Patientsikkerhedskonferencen 2025.

Præsident og adm. direktør April Kyle og overlæge Michael Cooper fra Southcentral Foundation er keynote-talere ved Patientsikkerhedskonferencen 2025.

Southcentral Foundation i Alaska skiller sig ud i det amerikanske sundhedssystem, hvor aktører ofte prioriterer profit og “kunder i butikken” over folkesundhed og gode løsninger for borgerne. Med et stærkt fokus på en robust og professionelt bred primærsektor er organisationen konsekvent blandt de bedste 10-25 procent af de amerikanske sundhedsorganisationer baseret på forskellige faktorer og resultater i de årlige HEDIS-rapporter (Healthcare Effectiveness Data and Information Set).
Den kunde-ejede, non-profit sundhedsorganisation ejes af Alaska-indfødte og betjener cirka 70.000 indbyggere i Anchorage, Matanuska-Susitna Borough samt nærliggende landsbyer i Anchorage Service Unit.

– Vi prøver – ved at styrke den primære sundhedspleje – at udfordre modellen, der kun fokuserer på sundhed og velvære ud fra et medicinsk og økonomisk perspektiv. Vi inkluderer også fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig sundhed for borgerne, familierne og fællesskaberne. Når man tænker på sundhed og velvære som et bredere og mere omfattende begreb, påvirker det naturligvis også, hvordan man designer modellen for et sundhedssystem, siger April Kyle, præsident og administrerende direktør for Southcentral Foundation.

Sammen med vicepræsident og overlæge Michael Cooper – også fra Southcentral Foundation – er hun en af keynote-talerne på Patientsikkerhedskonferencen 2025.

– Hjertet i vores system er borger- og kunderelationen. Vi opfatter forholdet mellem os og kunde-ejerne som den primære faktor – og en af vores vigtigste kompetencer – i forhold til de resultater, vi sigter mod at opnå, forklarer April Kyle.

Hun har selv dené/athabaskisk og russisk oprindelse og kommer fra landsbyen Ninilchik, hvor hun og hendes familie er medlemmer af den lokale stamme. Dermed afspejler April Kyles familiehistorie i høj grad den, som flertallet af Southcentral Foundation’s kunde-ejere har.

Hjertet i vores system er borger- og kunderelationen. Vi opfatter forholdet mellem os og kunde-ejerne som den primære faktor – og en af vores vigtigste kompetencer – i forhold til de resultater, vi sigter mod at opnå

April Kyle, præsident og administrerende direktør, Southcentral Foundation

Specialister i den primære sektor

I organisationens fokus på primærpleje vejer relationen mellem sundhedspersonale og borgere tungt. Kontakt mellem kunde-ejere og organisationen er i høj grad baseret på tillid og gensidig forståelse.

– I vores primærsektor har vi i næsten 20 år integreret adfærdsmæssig og mental sundhedspleje i vores arbejde; læger, sygeplejersker, psykiatere, fysioterapeuter, jordemødre, diætister… Alle er en del af systemet med målet om at nå borgerne gennem en stærk og robust primærsektor – i stedet for at have et fragmenteret system, hvor borgerne skal gå forskellige steder hen, siger April Kyle.

Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor specialiseret eller akut pleje er nødvendig, hvilket primærcentrene ikke er udstyret til at håndtere. Southcentral Foundation hjælper med at drive et hospital og har en række permanente specialister tilknyttet uden for primærsektoren.

– Hvis der opstår noget mere komplekst med en borger, er specialisten allerede knyttet til borgerens lokale praksis. Specialisten kan derefter hurtigt blive koblet på den borger, der har brug for hjælp. I stedet for at henvise borgeren til et andet sted, bringer vi den nødvendige ekspertise ind i den primære praksis, hvor den pågældende borgers sygdom eller plejeproces allerede er kendt, i stedet for at henvise ud af systemet, forklarer hun.

Nat og dag!

Overlæge Michael Cooper har været hos Southcentral Foundation som primærplejeudbyder siden 2016. Han har tidligere arbejdet for andre amerikanske sundhedssystemer og mærker en klar forskel i mål, fokus og den overordnede måde at gøre tingene på.

– Det er virkelig nat og dag! I den traditionelle amerikanske model er jeg lægen og centrum for, hvad der sker behandlingsmæssigt: Borgeren kommer til mig, jeg giver råd eller behandling, og jeg kan henvise borgeren til en fysioterapeut eller andre specialister. Lægen diagnosticerer og beslutter, hvad der skal gøres. Hos Southcentral Foundation er kunde-ejeren i centrum af hele behandlingsprocessen. Når de kommer ind, er jeg, sygeplejersken, sekretæren, assistenten – ja, hele teamet – til rådighed. En borger kan komme ind med hvad som helst, og vi prøver at finde en løsning eller behandling indenfor vores primære system. Fysioterapeuter, ortopædkirurger, diætister… de er alle en del af det samme system, siger han.

Før April Kyle blev administrerende direktør og præsident for Southcentral Foundation, arbejdede hun i Behavior Service, hvor mere tværfaglige behandlingsforløb begyndte at give stadig mere mening for hende.

– I Behavior Service tænkte jeg meget på, hvordan vi som samfund kan gøre mere i forhold til problemer med mental sundhed, afhængighed, selvmord, angst og depression. Hvad kan vi gøre for at hjælpe disse borgere med at finde en bedre vej? For eksempel er behandling af depression og diabetes ikke to forskellige ting. De er to ting, der kan have meget at gøre med hinanden – og for personen kan de være helt sammenkoblede, siger April Kyle.

Fakta om Southcentral Foundation

Data fra HEDIS-målinger, der viser, hvordan Southcentral Foundation (SCF) skiller sig ud sammenlignet med andre sundhedssystemer:
• SCF ligger bedre end den 90. percentil for screeninger for livmoderhalskræft og årlige HBA1C-screeninger (langtidsblodsukker) for diabetikere.
• SCF ligger bedre end den 75. percentil for brystkræftscreeninger og skadestuebesøg per 1000 medlemsmåneder.
• For 2023 har SCF 6,04 udskrivelser fra hospital per 1000 medlemsmåneder. Southcentral Foundations benchmark for dette er 6,45. Det samlede HEDIS-benchmark for dette er 5,65 til 6,90, så SCF ligger i den lavere ende af dette benchmark.

Ansatte i SCF:
• Behavioral Services Division: 477
• Executive and Tribal Services: 81
• Finance: 181
• Organizational Development and Innovation: 351
• Primary Health Care Services: 847
• Specialty Health Care Services: 903
• Office of the President: 15

Kilde: Southcentral Foundation

Læs mere om Southcentral Foundation

Fokus på det vigtige

Opmærksomheden på den enkelte borger er central for organisationen. Som et eksempel på pleje tæt på borgeren fortæller April Kyle om en mor, der har en konsultation vedrørende hendes diabetesbehandling:

– Moderen har en aftale, hvor det skulle handle om diabetesbehandling. Men hun kommer ind og udtrykker, at det, der virkelig bekymrer hende mest, er hendes teenage-søn, der er flyttet ud og er begyndt at komme i problemer med stoffer og kriminalitet. Der er det jo ikke optimalt at insistere på, at vi skal tale om diabetesbehandling. Vi som sundhedssystem bør være mere interesserede i, hvad der virkelig bekymrer moderen, og hvad der er bedst for familien. Men hvis du ikke har opbygget et robust primært sundhedssystem, kan du ikke bede den praktiserende læge om at skrælle løget lag for lag, indtil vedkommende når ind til, hvad der virkelig foregår i en familie, understreger April Kyle.

Robusthed kommer ikke af sig selv. Arbejdet med mental tryghed, forbedringsmodeller og kvalitetsarbejde er i høj grad på dagsordenen hos Southcentral Foundation. Michael Cooper ser mange fordele i det borgercentrerede system, som organisationen driver – ikke kun for kunde-ejerne.

– Fra mit eget ‘udbyderperspektiv’ er det så meget mere tilfredsstillende, når du faktisk er i stand til at opfylde næsten alle borgernes behov for sundhed og behandling. I de ‘gamle’ systemer handler det mere om bare at diagnosticere og behandle – eller sende dem videre. Så det er både personligt og professionelt meget tilfredsstillende at være en del af dette system, fastslår han.

Michael Cooper mærker, hvordan arbejdsglæde og tætte borgerrelationer går hånd i hånd, hvilket resulterer i en arbejdsstyrke, der i høj grad tager ejerskab over deres arbejde og jobfunktioner.

– Det betyder, at personalet er virkelig engageret i borgernes og patienternes sikkerhed, siger han, og glæder sig desuden over personalets villighed til at arbejde med forandringer og forbedringer.

– Jeg har været imponeret over, hvordan de udfordringer, der er opstået, er blevet håndteret de sidste otte år. Der er et gennemgående ønske om at løse tingene ved konstant at prøve noget nyt – og faktisk gennem PDSA-modellen teste en plan for at se, om den virker. Nogle ting virker, andre gør ikke – men det er okay, så længe man lærer af det. Mange ting er blevet prøvet af, mens jeg har været her: ‘Lad os prøve at integrere en ’husfarmaceut’, der følger den primære læge rundt,’ eller ‘Lad os prøve at integrere en smertespecialist i vores primære pleje.’ Det sidste har i øvrigt været en stor succes. Andre ting har ikke virket, og de er blevet justeret eller droppet helt. Men det er rart at være i et system, der er så fleksibelt, at du kan prøve noget nyt. Det er en kæmpe styrke, siger Michael Cooper.

Fra mit eget ‘udbyderperspektiv’ er det så meget mere tilfredsstillende, når du faktisk er i stand til at opfylde næsten alle borgernes behov for sundhed og behandling. I de ‘gamle’ systemer handler det mere om bare at diagnosticere og behandle – eller sende dem videre. Så det er både personligt og professionelt meget tilfredsstillende at være en del af dette system.

Michael Cooper, overlæge, Southcentral Foundation

Inspiration for andre

April Kyle og Michael Cooper håber, at Southcentral Foundation kan inspirere andre sundhedssystemer til at gøre tingene anderledes og opbygge en stærkere primærsektor.

– Det vi ser, når vi rejser til andre lande og taler om sundhedssystemer, er, at uden en solid investering i en robust primærpleje, ender man med at gøre mange flere borgere afhængige af specialister og hospitalsophold. Det ender med at blive en ond cirkel, hvor jo mindre du investerer i primærpleje, desto mere har du brug for specialister og hospitaler – og desto dyrere bliver det i sidste ende, siger April Kyle og fortsætter:

– Vores budskab er, at i stedet for at være afhængig af dyre specialister og hospitalsophold, bør man gøre næsten alt for at sikre, at borgerne har et sted i den primære sundhedspleje, de altid kan gå til – og hvor de har tillid og et forhold til den person, de taler med. Jeg tror, at mere fokus på den primære pleje – måske inspireret af vores historie – giver rigtig god mening i Danmark, set i lyset af den reform, I står overfor, slutter April Kyle.