Alle gode gange tre…

Da bostedet Skovbakken i Middelfart skulle bruge plads til dispensering af medicin, lød den oprindelige plan på at etablere to nye rum. Da det ikke kunne lade sig gøre, ville man lave et medicinrum i sammenhæng med et kontor, og nu er man i gang med at afprøve en tredje mulighed i et rum, som har været brugt til at pårørende kunne overnatte.

Forløbet fortæller en historie om, at første løsning ikke altid er den bedste, og at en vis ihærdighed i forhold til at nå frem til en løsning kan betale sig – også selvom der er omveje frem mod målet.

Forhindringer på vejen

Pia Nørup Hansen, der er kvalitetskonsulent i Middelfart Kommune, fortæller om vejen til den nuværende afprøvning, hvor man har indrettet det gamle pårørenderum til dispenserings- og medicinlokale. En vej, der altså startede med planer om to nye medicinrum.

– Skovbakken er opdelt i fire huse – og hver af dem i to afdelinger. Så der var rigtig mange overvejelser om, hvorvidt der skulle etableres et eller to medicinrum. Men man kunne ikke rigtigt få dem, der skulle gå udenfor til at gå med op og dosere medicinen. Samtidig er det også et sted, hvor vi ikke bare kan bygge om, som vi vil, fordi ejendomscentret siger nej til meget af det. Så var vi tilbage ved ét medicinrum, fortæller hun om det første forsøg, som altså ikke blev til noget.

Kvalitetskonsulenten og medarbejdere på Skovbakken besluttede, at man i stedet for indrettede ét medicinrum i et kontorlokale, som blev delt i to af en skillevæg.

– Desværre dækker skillevæggen ikke det hele, så oppe for oven er der stadig luft, så man bliver forstyrret af dem, der sidder på kontoret ved siden af. Og kontoret derinde er samtidig blevet så lille, at man heller ikke kan arbejde ordentligt der – eller holde de koordineringsmøder, man normalt plejer at afholde derinde, siger Pia Nørup Hansen.

Skovbakken er opdelt i fire huse – og hver af dem i to afdelinger. Så der var rigtig mange overvejelser om, hvorvidt der skulle etableres et eller to medicinrum. Men man kunne ikke rigtigt få dem, der skulle gå udenfor til at gå med op og dosere medicinen. Samtidig er det også et sted, hvor vi ikke bare kan bygge om, som vi vil, fordi ejendomscentret siger nej til meget af det.

Lokale til pårørende kom i spil

Hun fortæller samtidig, at rummet – især om sommeren – har det med at blive så varmt, at man ikke kan holde ud at stå derinde under de fire daglige doseringer. Samtidig er rummet for varmt til, at man kunne opbevare medicin derinde.

– Så måtte vi tænke nye tanker igen, siger kvalitetskonsulenten og fortsætter:

– Så hen over sommeren er der prøvet et lokale af, hvor pårørende har haft mulighed for at overnatte. Det ligger i hovedbygningen, hvor vi slet ikke var i tvivl om, at personalet fra hus 3 og 4 nok skulle gå derop og dispensere, mens det var mere spændende, om det også kunne lade sig gøre for hus 1 og 2. Men det er faktisk lykkes. Blandt andet fordi, man har sat ekstra personale på, så når den sundhedsfaglige går fra, kommer der en anden ind og tager over. Ellers er det langt at gå væk fra sit hus og sine beboere, der jo ikke kan være alene, siger Pia Nørup Hansen.

Foreløbig er ordningen afprøvet i det små med to beboere, så man ikke skal slæbe al medicinen med hver gang. Der ligger nemlig en udfordring, at turen beboerhuset til hovedhuset, hvor det nye medicinrum ligger, foregår ad nogle ujævne stier, hvor der kan være glat, når har regnet og sneet eller termometeret viser frostgrader.

– Der er blevet prøvet en kurv af, hvor man kan putte det dispenserede medicin i, og man har også afprøvet en vogn, hvis der er nogle, som ikke kan bære kurven, siger Pia Nørup Hansen.

Medicin skal samles ét sted

Planen på sigt er, at al medicin skal opbevares i medicinrummet. Dette vil ikke alene gøre, at man undgår den besværlige transport fra hus til hus, men også forbedre procedure og sikkerhed i forhold til de nuværende forhold.

– Udfordringen er, at beboerne har en lille sluse og et lillebitte skab til medicin. Det har vist sig, at det bliver noget rod; tit kan medicinen ikke være der, nogle har fået et skab mere eller medicinen opbevares forskellige steder. Det gør så, at man for eksempel kan komme til at bestille for meget medicin – og at risikoen for, at der sker fejl forøges, siger kvalitetskonsulenten.

Hun forklarer, at man under afprøvningen arbejder med at få alt medicin op i medicinrummet, så det kun er det dispenserede medicin, der står i beboernes skabe. Med til afprøvningen hører også, at Skovbakken med stor tilfredshed hos personalet har lånt et medicinbord af Egebo Midlertidige Pladser, som også er med i Sikker Medicinering og lige har anskaffet sig medicinbordene som en del af forbedringen af stedets fysiske rammer.

Selvom det foreløbigt tegner positivt med det nye medicinrum hos Skovbakken, er man endnu et stykke fra målet. Der er kommet en del nyt personale i den seneste tid, der skal måske findes et nyt lokale til de pårørende, medicinrummet skal endeligt etableres og der skal findes plads til 33 beboeres medicin derinde.

– Der er desværre bare ikke så meget plads på Skovbakken. Det er en udfordring – også fordi, ejendomscentret siger, at visse lokaler ikke må bruges til det her formål. Det skal være beboerne, der bruger det. Så helt overordnet er der bare en del udfordringer, man skal være opmærksom på, siger Pia Nørup Hansen.

Udfordringen er, at beboerne har en lille sluse og et lillebitte skab til medicin. Det har vist sig, at det bliver noget rod; tit kan medicinen ikke være der, nogle har fået et skab mere eller medicinen opbevares forskellige steder. Det gør så, at man for eksempel kan komme til at bestille for meget medicin – og at risikoen for, at der sker fejl forøges.

Det vigtigste er tålmodighed

Kvalitetskonsulenten nævner også nye vaner, andre arbejdsgange og arbejdskultur som nogle af de områder, der skal arbejdes med i forhold til, at man går ind og ændrer de fysiske rammer på Skovbakken. Alt sammen noget, der gør, at en ændring ikke sker fra den ene dag til den anden.

– Vi har brugt Hanne Miang og Inge Ulriksen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed meget, fordi de jo har set alt muligt, som vi aldrig nogensinde har tænkt over. Så ind i mellem, når vi er kommet med en god idé, har de sagt, at vi nok lige skulle prøve den af først. Der må vi også indrømme, at vi indimellem har været lidt for hurtige, smiler hun.

På spørgsmålet om, hvad det vigtigste er i forhold til at få indført nye rammer og arbejdsgange er svaret klart:

– Det kræver tålmodighed. Det kan godt være svært – når man synes, man har en god idé – at få prøvet det ordentligt af over en længere periode, inden man indfører ændringer. Men det kræver det, fastslår hun.