Anbefalinger til at styrke den faglige ledelse i ældresektoren

På baggrund af efterårets Ældretopmøde har PS!-direktør Inge Kristensen sammen med 3 andre aktører udarbejdet 5 anbefalinger til at styrke den faglige ledelse og skabe en lærende kultur i ældresektoren.

Hvordan skaber vi faglig ledelse og en lærende kultur i praksis?

Sådan lyder det indledende spørgsmål i et udspil, der også indeholder anbefalinger til, hvad man på nationalt plan og fra politisk side kan gøre.

Udspillet er blevet til på opfordring af partner bag Ældretopmødet 2020, og forfatterne er Inge Kristensen, direktør for PS!, Helen Kæstel, sygeplejechef i Aalborg Kommune, Kari Rose Holm, programleder i Videnscenter for Værdig Ældrepleje og Sidsel Vinge, projektchef i VIVE.

I indledningen til udspillet, der blev offentliggjort i oktober, skriver de 4 aktører:

”Vi har taget udgangspunkt i ét af Ældretopmødets temaer, som vi finder helt centralt. Og vi har fokus på, hvad der skal til for reelt at løfte området i bredden: Ikke bare på papiret – men ude i den hverdag borgerne møder. Og ikke i et par få udvalgte kommuner – men i alle kommuner og for alle borgere.

At få løftet i bredden og skabt varige ændringer er ikke noget, man gør med et snuptag. Det kræver et længere perspektiv. At skabe en lærende kultur er i sagens natur svært at gøre via politiske tiltag på nationalt plan: Den slags retter sig oftere mod struktur. Men vi har lagt os i selen for at komme med nogle helt konkrete bud på, hvad man kan gøre på nationalt plan for at skabe langsigtede og reelle ændringer på ældre- og sundhedsområdet, som effektivt vil fremme mere faglig ledelse og en lærende kultur i praksis.”

Anbefalinger til at styrke den faglige ledelse i ældresektoren i overskrifter:

1) Kommunerne skal sikre tid og rum til faglig ledelse blandt lederne i frontlinjen

2) Skab en klar national ramme for, hvad faglig ledelse er i praksis

3) En national kvalitetsramme for det kommunale ældre- og sundhedsområde

  • Der skal holdes hyppige tværfaglige borgermøder: Opbygning af en stærk konferencekultur
  • Habitualskemaer på alle borgere: Rettidig omhu er kernen i forebyggelse på ældreområdet
  • Der skal arbejdes systematisk med patientsikkerhed i kommunerne
  • Der skal arbejdes systematisk med borgernes livskvalitet, selvbestemmelse og trivsel
  • Der skal holdes indflytningssamtaler på plejehjem
  • Alle borgere skal have tilbud om en samtale om den sidste tid
  • Alle borgere skal have én navngiven faglig tovholder i kommunerne

4) Et samlet, styrket og læringsorienteret sundheds- og ældretilsyn

5) Et obligatorisk nationalt lederprogram om praksisnær faglig ledelse

Derudover indeholder udspillet forslag til styrket borger- og pårørendeinddragelse i praksis:

  • Landsdækkende undersøgelser af borger- og pårørendeoplevelser
  • Plejehjemsbestyrelser på alle plejehjem

Klar til at gå i gang

De 4 forfattere bag udspillet håber, at det kan bruges som udgangspunkt for videre drøftelser og indsatser. I en artikel om udspillet, der netop er udkommet i Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen, afslutter de således:

”Det kommunale ældre- og sundhedsområde – og de borgere og medarbejdere, der skal trives i det – har brug for en praksisnær ramme og tiltag. Dette er vores bud, og vi glæder os til at fortsætte drøftelserne og til at komme i gang.”

Artikel om udspillet i Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen

Det fulde dokument med udspillet her (pdf)

Omtale i Kommunal Sundhed (kræver login)

Find mere om