Apoteker over hele landet opfordrer borgerne til at stille spørgsmål

Borgerne skal klædes på til at stille spørgsmål, som både giver tryghed – og bedre behandling. Sammen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden hjælper landets apoteker i disse uger borgerne med at få svar på spørgsmål om deres medicin. Enten hos egen læge eller på apoteket. Mere end 400 apoteker er med til at sprede budskabet bag Godt du spør’, og knap 160 apoteker meldt sig til at afvikle aktiviteter lokalt eller online i kampagneugerne.

-Hvordan virker medicinen? Det er et relevant spørgsmål, som alt for få stiller på apoteket. I denne uge sætter landets apoteker fokus på vigtigheden i at stille spørgsmål om sin behandling.

– Bliver man meget træt, når man indtager de her piller? spørger en kunde på Hedehusene Apotek. Den apoteksansatte tager sig tid til at lytte og gennemgår omhyggeligt indlægssedlen på varen sammen med kunden, så hun bliver klogere på, hvad hun indtager.

Bag på kasseapparaterne sidder der klistermærker med budskabet Godt du spør’, og på disken ligger en stak røde Godt du spør’-brochurer. De gratis brochurer giver inspiration til, hvilke spørgsmål man kan stille. Det kan for eksempel være spørgsmål om bivirkninger, om hvordan medicinen virker, eller hvor længe man skal tage den. Formålet er at klæde borgerne på til en god og ligeværdig snak med de apoteksansatte eller egen læge. Der er nemlig mange danskere, der ikke får stillet spørgsmål til deres behandling.

Om Godt du spør’
Godt du spør’ hjælper dig med at forberede og stille de spørgsmål, der er vigtige for dig – til lægen, sygeplejersken og de andre medarbejdere du møder i sundhedsvæsenet.
Find redskaber og gode råd til, hvordan du kan tage aktiv del i behandlingen – både som patient og pårørende.
Læs mere om Godt du spør’

Video om Godt du spør’ på apotekerne

Næsten en fjerdedel af de indlagte patienter får ikke talt med sundhedspersonale om deres spørgsmål og bekymringer, herunder medicin. Det viser en tidligere undersøgelse, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden står bag.

Godt du spør’-kampagnen på landets apoteker opfordrer borgerne til at blive endnu mere bevidste om at stille spørgsmål, så de føler sig trygge og velinformerede om deres medicin og behandlingsforløb.

– Vi ønsker, at borgerne føler sig trygge ved at stille spørgsmål – og at de ved, at deres spørgsmål er mere end velkomne. Det synes jeg, at Godt du spør’-materialet signalerer på en fin og meget synlig måde, siger farmaceut og filialleder i Hedehusene Apotek, Gitte Bremland.

fsdfssdfsdf
Jacob Jensen; Valby:
– Jeg har tillid til, at personalet ved meget mere om det end mig og derfor kan give mig et bedre behandlingsforløb

Når man spørger, mindsker man risikoen for fejl

Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden har igennem adskillige år haft fokus på kommunikationen mellem patienter og det sundhedsfaglige personale. Et af de forskellige tiltag er samarbejdet med landets apoteker, som netop har dialog og rådgivning som en høj prioritet.

Skibby Apotek er et af de apoteker, der har tilmeldt sig Godt du spør’-kampagnen. Personalet er enige om, at Godt du spør’ er en relevant kampagne med et budskab, der ligger personalet meget på sinde.

-Kampagnen underbygger i høj grad det store fokus på dialog, vi i forvejen har. Budskabet er relevant, for det er vigtigt at spørge ind til sin medicin, så man mindsker risikoen for fejl, siger Hamid A. Larijani, farmaceut på Skibby Apotek.

-Vi bruger også materialet internt i personalegruppen til at sætte gang i faglige snakke, som er med til at styrke kundebetjeningen på længere sigt, tilføjer han.

Godt du spør’ – om din medicin

Flere skal tage aktiv del i deres behandlingsforløb

Godt du spør’-brochurerne giver ikke blot inspiration til, hvilke spørgsmål man kan stille – det bruges også som hjælp til at indlede en dialog med kunden.

Personalet på Asnæs Apotek håber især på, at materialet kan være med til at fange de kunder, som har fået medicin i mange år, fordi de generelt er mindre opmærksomme på at stille spørgsmål. Personalet har sat Godt du spør’-klistermærkerne på deres hvide kitler, og skiltet er sat op ved indgangspartiet, så budskabet er så synligt som muligt og minder kunderne om, at deres spørgsmål er velkomne.

-Jeg håber, at Godt du spør’-materialet kan få flere til at tage aktiv del i deres behandling og stille kritiske spørgsmål til den medicin, de indtager. Det er vigtigt, at de får stillet spørgsmål, så de er trygge ved deres medicinindtag, siger Cecilia Schulenburg, farmaceut på Asnæs Apotek.

Tilbage på Hedehusene Apotek  har kunden fået svar på sit spørgsmål om medicinen. Apotekeren udskriver en oversigt over, hvad hun har tilbage på sin recept.

-Er du ellers noget, du gerne vil spørge om? Kunden ryster blidt på hovedet, hanker op i sin pose og forlader smilende apoteket.

Derfor deltager landets apoteker i kampagnen

“Jeg vil ikke proppe noget i munden, jeg ikke ved hvad er”

Dansk Selskab for Patientsikkerhed har spurgt tre borgere om, hvor gode de er til at stille spørgsmål om deres medicin:

Foto: Jimmy Damsgaard

Jacob Jensen, Valby:
– Jeg er så heldig, at jeg stort set aldrig behøver at købe anden medicin end hovedpinepiller. Mit indtryk er, at personalet på apotekerne har en meget høj faglighed, og selv ville jeg ikke tøve med at stille de spørgsmål, jeg måtte have. Jeg har tillid til, at de ved meget mere om det end mig og derfor kan give mig et bedre behandlingsforløb.

Hans-Henrik Hjorth-Bak, Havdrup:
– Jeg vil ikke proppe noget i munden, som jeg ikke ved hvad er. Derfor læser jeg altid grundigt indlægssedlen bag på den medicin, jeg indtager. Det vil jeg også opfordre andre til at gøre. På den måde får man et indblik og en forståelse af, hvad det består af, og man kan dermed spørge kritisk ind til det, man undrer sig over.

Esther Hvid, Frederiksberg:
– Jeg indtager meget medicin, så jeg kommer ofte på apoteket. Jeg er sådan en, der stiller rigtig mange spørgsmål, for eksempel om bivirkninger og lignende. For mig er det blevet rutine, at jeg lige spørger ind til det basale i forhold til den medicin, de udleverer til mig. Personalets faglighed er høj, og jeg synes, de er en stor hjælp i min hverdag.

Find mere om