Det er mandag morgen, en mørk og kold efterårsmorgen den 9. november 2015. Jeg har modtaget en invitation til at deltage i hverdagen på akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup i en uge. Det har jeg takket ja til, selvom kalenderen ser helt sort ud. Jeg har været i afdelingen flere gange før og i forskellige anledninger. Men det bliver rart at kunne dvæle lidt mere ved de enkelte oplevelser, tænker jeg.
Hun ligger i sengen med den tynde blå dyne trukket helt op over sig. Jeg kan se, at hun har sort hår og er mager. Jeg kan se hendes arm, der ind imellem slår ud i luften, når hun råber til lægen, at hun skal skride. Så er der også kvinden, som kom fra et somatisk hospital efter udskrivning på grund af selvmordsforsøg med morfintabletter. Hun sidder og græder og fortæller, at hun har haft planlagt det længe, men ikke ville gøre det af hensyn til sønnen. Nu sidder han ved siden af og aer hende på ryggen.
Klokken er 8.00, og dagen begynder med supervision af den yngre læge, der har passet natten. Han får lov at låne overlægens hoved ½ time og vende sine udfordringer bag en lukket dør. Jeg møder én af de patienter, jeg sidst var med til at overvære få ECT-behandling. I dag ser jeg hende på gangen, mens hun går langsomt og slæbende og venter på sin næste behandling.
Det er et af regionens botilbud, der melder en beboers ankomst med politi. Lægen kæmper med alt papirarbejdet for at få ham indlagt. Det gælder om at få det overstået så hurtigt som muligt, så betjentene kan gå igen.
Jeg følges med den nyslåede afdelingslæge, og bliver stolt af hende – og af vores organisation. Stolt af at komme så tæt på som direktør og være en del af hverdagen. Det betyder noget, fordi hele grundlaget for at træffe beslutninger til fordel for vores patienter og deres pårørende er nærhed til klinikken.
Jeg tror på kliniknær ledelse. Når vi for alvor skal levere resultater til gavn for de mennesker, som kommer i kontakt med psykiatrien én eller flere gange i løbet af deres liv, så skal vi have konstant ledelsesmæssigt fokus på patientsikkerheden. På afdelingsniveau, centerniveau og i direktionen.
Anne Hertz, vicedirektør i psykiatrien i Region Hovedstaden
Sikker Psykiatri hjælper os med redskaber til at fastholde og udbygge indsatsen til gavn for vores patienter. Jeg kunne fristes til at sige, at vi har tændt for knappen til en ny ledelsesteknologi. En teknologi, der først og fremmest består af kliniknær ledelse.
Tiden, hvor toplederen hver dag sad fordybet bag bunker af mapper og mødemateriale og kun bevægede sig ud i virkeligheden til julefrokosten, er slut. Vi skal systematisk ud og se, hvordan hverdagen foregår. Vi skal spørge ind til arbejdet. Vi skal rydde forhindringer af vejen og give konstruktivt input til, hvordan afdelingen kan blive endnu bedre.
En teknologi, hvor ledere stoler på og anvender data som det foretrukne redskab frem for tro og mavefornemmelser. En teknologi, hvor vi lytter til og inddrager patienter og pårørende – både i den direkte kontakt med patienten og i de fora, hvor beslutningerne om retningen for psykiatrien bliver taget.
For den viden, som personlig erfaring giver, kan ikke læres på skolebænken. Vi har brug for både den faglige og erfaringsbaserede viden, hvis vi skal lykkes.
Anne Hertz, vicedirektør i psykiatrien i Region Hovedstaden
Med det afsæt skriver ledelserne i psykiatrien på skift blogindlæg.
