Blog: Teknologiparadokset hjemme hos borgeren

“Mens der tales om nærhed – så flytter sundhedsvæsnet ikke ind i nærheden – det flytter helt hjem til os!”, skriver Inge Kristensen i sin blog i Kommunal Sundhed.

Dansk Selskab for Patientsikkerheds direktør, Inge Kristensen, har skrevet en blog til nyhedsbrevet Kommunal Sundhed. Med tilladelse fra Kommunal Sundhed bringes bloggen her i sin fulde længde:

Teknologiparadokset hjemme hos borgeren

Det danske sprog er blevet rigere,  eller i hvert fald udvidet – de seneste år. »Det nære sundhedsvæsen«, »nærhedsfinansiering« og sågar nu udspil om »nærhospitaler«. Ingen kan være i tvivl om, at ordet »nær« er nøglen her.

Men mens der tales om nærhed – så flytter sundhedsvæsnet ikke ind i nærheden – det flytter helt hjem til os!

De teknologiske muligheder for overvågning (‘monitorering’ i sundhedslingo), hjemmetests, telebaseret træning, telekonsultationer og meget mere er allerede store – og vokser dag for dag. Mulighederne anvendes allerede i et vist omfang, og vil komme mere og mere i spil.

Med nye teknologiske og organisatoriske muligheder og borgernes egne ønsker, vil behandlingen i højere og højere grad foregå hjemme. Ja, allerede i dag er mange af de sygeste borgere ikke på et hospital. De er derhjemme, og ofte er der andre komplekse, ofte socialt betingede, problemstillinger knyttet til borgerens behandling, når de er hjemme. Om hjemme så er et plejecenter, hus, lejlighed – eller måske ikke er et hjem, men er på gaden eller skiftende steder.

Men det er som om, behandlingen ikke bare flytter tæt på, men rent faktisk flytter helt hjem, hvor den ikke fylder så meget. Men det bør den!

At behandlingen kan foregå i borgerens eget hjem giver mange gode muligheder. Men det rummer også faldgruber.

Den teknologi, der kan give mulighederne kan paradoksalt nok også betyde risici for borgeren, for hvad hvis teknologien svigter, eller bare ikke er god nok, eller ikke implementeres systematisk og dermed udnyttes optimalt? Noget andet er, om man rent faktisk – borgeren og kommunen eller hospitalet – får nok ud af de investeringer, der ligger i teknologien. Og teknologi eller ej, så er der mange opmærksomhedspunkter, når avanceret og kompleks pleje og behandling foregår hjemme.

Institute for Healtcare Improvement (IHI) har udarbejdet en hvidbog ‘No Place like Home – Advancing Safety of Care in the Home’ om netop Patientsikkerhed i hjemmet.

Hvidbogen giver anbefalinger, strategier og værktøjer til at realisere fem overordnede principper for:

Princip 1: Selvbestemmelse og person-centrering er grundlæggende for alle aspekter af pleje i hjemmet.

Princip 2: Enhver organisation, der sørger for pleje i hjemmet, skal skabe og opretholde en sikkerhedskultur.

Princip 3: Et robust lærings- og forbedringssystem er nødvendigt for at opnå og opretholde forbedringer i kvalitet og sikkerhed.

Princip 4: Effektiv teambaseret pleje og koordination er vital for sikkerheden i hjemmet.

Princip 5: Politikker og finansieringsmodeller skal understøtte højt kvalificeret, koordineret pleje i hjemmet og modvirke fragmentering.

I løbet af efteråret vil vi i Dansk Selskab for Patientsikkerhed dykke ned i principperne – og i de tilhørende anbefalinger og værktøjer. Hvis du også synes, at hjemme er bedst – så sig til: Vi hører meget gerne dine input – og jeg vil vende tilbage til temaet i en senere klumme.

Sikkert er det, at behandling og pleje ikke bare flytter ind nær på – den flytter helt hjem. Og det skal være sikkert!

IHI-rapporten kan findes her.

Find mere om