Blog: Primærsektoren som del af verdens bedste sundhedsvæsen

En kommende sundhedsreform skal bygge bro mellem sygehus, kommune og praktiserende læge, siger statsministeren i sin tale ved Folketingets åbning.

Det danske sundhedsvæsens samlede effektivitet, kvalitet og patientsikkerhed afhænger i høj grad af alt det, der foregår i primærsektoren – og i overgangene mellem sektorer. Sådan har det været før, regeringen luftede sine planer om en reform af sundhedsvæsenet, og sådan vil det under alle omstændigheder også være efter reformerne. Uden sammenhæng og inddragelse, ingen patientsikkerhed. Det er den på samme tid enkle og komplicerede kendsgerning.

Primærsektorkonferencen har altid været en særlig mulighed for at samle viden og inspiration, dele erfaringer og netværke med spændende oplægsholdere og dygtige kolleger. Årets primærsektorkonference 31. oktober – 1. november har en ekstra aktualitet og påtrængende nødvendighed: Dels står vi over for en helt ny sundhedsreform, dels kræver den demografiske udvikling i stigende grad nye og visionære løsninger i primærsektoren.

Flere og flere patienter og borgere får mere og mere komplekse sygdoms- og behandlingsforløb. Flere og flere borgere lever med kroniske sygdomme og med flere forskellige diagnoser.

Borgere med multisygdom er helt afhængige af den indsats, der finder sted i kommunen, og de er afhængige af effektiv kommunikation og koordinering mellem sektorerne. Manglende nærhed og sammenhæng kan medføre forværring af sygdom, patientskade og utryghed for den enkelte.

Sikker sammenhæng

Visionen om et nært og sammenhængende, trygt og patientsikkert sundhedsvæsen afhænger i vidt omfang af den kommunale indsats. Primærsektorkonferencen er en chance for at være blandt de første til at høre det seneste om alt det nye, der skal være en del af de kommunale løsninger. Om sikker sammenhæng og modeller, der fremmer tværsektorielt samarbejde. Om det nye patientsikkerhedsbegreb med større fokus på læring med afsæt i alt det, der går godt. Om konkrete erfaringer med tidlig opsporing af begyndende sygdom. Forebyggelse af medicinfejl. Og hvordan data kan anvendes til at skabe forbedringer for patienter og borgere.

Årets primærsektorkonference giver også en sjælden mulighed for at høre to internationale keynotes i en dansk sammenhæng. Sygeplejersken Jos de Blok har revolutioneret hjemmeplejen i Holland. Han står i spidsen for et system med høj kvalitet og lave omkostninger. Samtidig er tilfredsheden høj blandt både personale og borgere.

Den internationalt anerkendte professor David Roe kommer også til Kolding. Han arbejder i Israel, hvor der er en lang tradition for at anvende Patient Rapporterede Data både på de enkelte sygehuse, lokalt og som en del af de landsdækkende kvalitetsindikatorer. Kommunerne skal være i stand til at tænke sammenhængende for at kunne skabe sammenhæng for borgerne. Og kommunerne skal være i stand til at inddrage borgerne som en del af løsningen. Roes indlæg vil uden tvivl give masser af inspiration og stof til eftertanke.

Uanset hvilke reformer, regeringen spiller ud med og uanset hvilke reformer, der ender med at blive gennemført, er en ting helt sikker: Hvis Danmark skal have verdens bedste og mest patientsikre sundhedsvæsen, så kan det kun ske med en aktiv indsats fra primærsektoren. Vi glæder os til at være sammen med mange af jer på Primærsektorkonferencen, så vi i fællesskab kan bidrage til den udvikling.