Frits Bredal

18. december 2019

Breaking Down Barriers

Af Frits Bredal, kommunikationschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Dansk Selskab for Patientsikkerhed indgår i et strategisk partnerskab med Institute for Healthcare Improvement, der står bag National Forum on Quality Improvement. Igen i år var et hold fra PS! med til konferencen i Orlando – for at fortælle om danske erfaringer og resultater og for at lade sig inspirere af den seneste internationale viden. Fra venstre på billedet er det chefkonsulent Hanne Ellegaard Miang, kommunikationskonsulent Annelene Højvang Larsen,  chefkonsulent Bodil Elgaard Andersen, direktør Inge Kristensen, specialkonsulent Jens Reventlov og kommunikationschef Frits Bredal.

Hvad gør man, når man støder ind i en mur? Når forhindringerne tårner sig op? Når problemerne er så store, at de kan forekomme uovervindelige? Grundlæggende er det et af de centrale spørgsmål, som National Forum on Quality Improvement in Health Care i Orlando forsøger at komme med svar på.

Der er mange variationer over temaet og hele tiden nye indfaldsvinkler til spørgsmålet, men den årlige konference i Orlando fungerer i høj grad som en tilbagevendende flere dage lang peptalk. Også i december 2019 fik vi et stort udvalg af personlige narrativer, der var designet til at styrke motivationen: Lægen med indisk baggrund, som flyver fra USA til sit fødeland for at sige et sidste farvel til sin bedstemor, der ligger for døden – men som så egenhændigt ændrer historien ved selv at overtage behandlingen, så granny nærmest mirakuløst kravler ud af sygesengen og vender hjem til familien.

Eller Abby Wambach, den mest scorende professionelle fodboldspiller gennem alle tider, blandt mænd og kvinder. En af stjerne fra det amerikanske kvindelandshold, der har høstet triumfer ved alle de store turneringer. Hun fortalte, uden særligt subtil symbolik, hvordan man holder fokus på bolden, dribler uden om alle forhindringer, bevæger sig frem mod målet og kæmper sig op på toppen af sejrsskamlen i en verden, der er skabt ud fra mænds forestillinger og forventninger.

Og så var der min personlige favorit, Tarana Burke, der fortalte den 5000 mennesker store forsamling, hvilke uretfærdigheder og krænkelser, der havde motiveret hende til at skabe ”me too” bevægelsen. I min almindelige naivitet og uvidenhed troede jeg faktisk, at ”me too” var opstået blandt velbjergede Hollywood-skuespillerinder, men jeg blev klogere. Tarana Burkes keynote fik forsamlingen til både at grine og græde. Med overskud, humor og stor alvor fik hun fortalt sin historie, så man fik troen på, at der faktisk kan gøres noget effektivt for at forebygge og modvirke seksuelle krænkelser.

Fælles træk på tværs af brancher

Jeg har aldrig været til et National Forum, hvor der ikke var mindst ét oplæg eller én keynote, der gav mig fornemmelsen af, at alt er muligt. At enhver mur, enhver forhindring, et hvilket som helst problem kan overvindes, når mennesker mobiliserer al deres fælles kreativitet, viljestyrke og tro på projektet. Ofte bliver denne pointe illustreret af mennesker, der arbejder i sundhedsvæsenet. Men lige så ofte har arrangørerne bag konferencen valgt oplægsholdere, som kommer fra helt andre brancher. Ud fra en antagelse om, at indignation og motivation har nogle fællestræk, som går på tværs af alle fag og brancher. En overbevisning om, at overlægen, sygeplejersken eller hospitalsdirektøren kan lade sig inspirere af en fodboldspiller eller kvinderettighedsforkæmper.

Motivation og arbejdeglæde

Temaerne ved konferencen i Orlando er måske en del af og et udtryk for en bredere international tendens. En voksende forståelse af, at man skal have fat i de sundhedsprofessionelles indre motivation og arbejdsglæde, hvis man for alvor vil gøre noget for patientsikkerheden og forbedringsarbejdet. Forbedringer kræver viljestyrke, sommetider nærmest umenneskelig viljestyrke. Og det er dybt inspirerende at se og høre karismatiske mennesker, der har opnået imponerende resultater, forandringer og forbedringer. Dem er der mange af, og ved nærmere eftertanke møder man dem hele tiden, ikke bare på den store scene i Amerikas Forenede Stater, men i mindst lige så høj grad i regioner og kommuner i det danske kongerige.

I slutningen af april 2020 kommer International Forum on Qualty & Safety in Healthcare til København. Det overordnede og gennemgående slogan/tema for konferencen blev offentliggjort for nylig: Breaking Down Barriers. Et meget bevidst valg fra arrangørernes side. Ud fra en forestilling om, at selvom Danmark også har masser af ulighed og uhensigtsmæssige hierarkier, så er den danske model og den danske samarbejdskultur mere fleksibel, tilpasningsdygtig og løsningsorienteret end så mange andre. På den måde fungerede National Forum i Orlando som en glimrende optakt til den kommende konference i København. Breaking Down Barriers – allerede i Orlando var der mange eksempler på, hvordan det kan gøres.

København i 2020

Uanset geografiske, økonomiske og kulturelle forskellige så skal der dribles uden om mange forhindringer på vej mod målet om endnu bedre kvalitet og patientsikkerhed. For nu at udtrykke det på en måde, som Abby Wambach ville være enig i. Det stadigt stigende pres på sundhedsvæsenet kan minde om noget fra en amerikansk katastrofefilm. Både i Danmark og resten af verden. Ved konferencen i København vil der uden tvivl også komme mange gode bud på, hvordan man kan overvinde alle forhindringer. Muligvis med endnu større fokus på betydningen af holdpræstationer end de individuelle succeshistorier, man ofte hører om i en amerikansk kontekst.

Jeg glæder mig til Copenhagen 2020 og mange flere eksempler på, hvordan man kan nedbryde barriererne.

International Forum 2020

Frits Bredal er kommunikationschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Sammen med Jo Ann Endo fra IHI holdt han oplæg ved National Forum – Using Communications Strategies to Accelerate Quality Improvement:

http://www.ihi.org/communities/blogs/using-communications-strategies-to-accelerate-quality-improvement