I år afholdt BMJ og IHI for 25. gang International Forum on Quality and Safety in Healthcare. Et forum, som på mange måder var anderledes, end vi kender det. Det skulle have været afholdt i København. Det skulle have været en konference med flere deltagere end nogensinde før, 3.500 mennesker i Bella Center og for første gang med danske keynote-talere.
Men COVID-19 satte en stopper for den fysiske konference, og International Forum blev i stedet afholdt virtuelt med langt færre deltagere og langt færre sessioner end sædvanligt.
International Forum og det tilsvarende National Forum i USA har gennem mange år været mødested for alle os, som er passioneret optaget af patientsikkerhed og forbedringsarbejde, og forventningerne til konferencens keynote-taler er tårnhøje: Hvad får vi med hjem i år? Kommer der endnu en opsang a la dronningens nytårstale?
Jeg tror, at mange af os har minder om sessioner, som har været skelsættende for vores arbejde. Don Berwicks tale fra 2007 ”Eating Soup with a Fork” gav os mod på forbedringsarbejdet og bekræftede os i, at det er mindst lige så vigtigt som traditionel forskning.
Og senere er vi næsten hvert år blevet præsenteret for data og resultater, der er så overbevisende, at der ikke var tvivl om, at vi skulle hjem og forbedre vores eget system, fx resultater fra Skotland om reduceret mortalitet på hospitalerne eller resultater fra London om minimal brug af tvang i psykiatrien.
Venlighed, empati og arbejdsglæde
Hvad fik vi så med hjem i år? Var der store resultater underbygget af overbevisende data? Nej, vi fik en række opfordringer til at være mere venlige, mere empatiske, til at gøre mere for arbejdsglæde og arbejdsmiljø og til at reducere uligheden. Bløde kvaliteter og alt sammen uden tvivl vigtigt – både generelt og som basis for patientsikkerheden.
Men der er også en anden side af kvalitets- og patientsikkerhedsarbejde, og de to sider skal balancere. Vi kan lægge lod i den ene skål, hvor vi har evidensbaserede bundles og hardcore data om effekt, og vi kan lægge lod i den anden skål med det anekdotiske narrativ, med patientcases og helteberetninger om de sundhedsprofessionelle. På dette års forum tippede balancen til fordel for de bløde værdier.
Der er ingen tvivl om, at der er et umætteligt behov for at gøre sundhedsvæsenet mere imødekommende over for patienterne – og for at gøre det til en arbejdsplads, hvor flere har lyst til at være ansat. Men har COVID-tsunamien påvirket aktørerne i sundhedsvæsenet så meget emotionelt, at der kun kan tænkes på venlighed, arbejdsglæde, og hvordan man udrydder ulighed?
Patientsikkerhed er stadig at forebygge skade
Jeg bliver bekymret for, at vi er ved at smide barnet ud med badevandet. Patientsikkerhed er stadig at forebygge skade, og der er stadig patienter, der blive skadet og får fx tryksår eller hospitalsinfektioner i deres møde med sundhedsvæsenet. Der er patienter, som får deres diagnose stillet for sent med konsekvenser for deres førlighed eller liv. Vi har stadig ikke fået lukket kløften mellem, hvad vi ved, og hvad vi gør. Og hvis vi alene fylder vægtskålen med venlighed, empati og ærlighed, er der risiko for, at vi aldrig når derhen.
I 2012 skrev patientsikkerhedens grand old man Lucian Leape, at disrespekt er en trussel mod patientsikkerheden, fordi det hæmmer teamsamarbejde, ødelægger kommunikation og undergraver god moral på arbejdspladsen. Leape beskrev flere former for disrespekt, hvor den institutionaliserede er så udbredt, at vi betragter den som det normale (1).
Leapes modsvar til disrespekt er at skabe en sikkerhedskultur med gensidig tillid, samarbejde og ansvarlighed for både individer og institution. Hvor ledere har fem vigtige opgaver: At motivere og inspirere, skabe forudsætninger for en respektfuld kultur, sikre et kodeks for respektfuld adfærd, understøtte involvering af alle medarbejdere og skabe et læringsmiljø for studerende og medarbejdere (2). Leape har hele tiden high reliability og patientsikkerhed som mål – og det mål må vi ikke miste af syne.
Derfor vil jeg rejse et lille bekymringsflag: Er vi på vej tilbage? Tilbage til den tid, hvor vi troede, at alt var sikkert, og derfor alene fokuserer på, hvad der giver mening for den enkelte, og hvor vi fokuserer på handlinger, der ligger hos den enkelte, og hvor vi glemmer at det, som har skabt vores høje niveau af patientsikkerhed, er fokus på systemer og ikke på individer.
Der er brug for balance
Når det er sagt, så er det stadig vigtigt, hvordan vi opfører os over for hinanden. Konferencens store fokus på de bløde elementer i sundhedsvæsenet kan medvirke til, at det bliver mere legitimt at dagsordenssætte disse emner. Jeg har selv meldt mig under venlighedsfanen og har fået en invitation til det månedlige møde i en international gruppe med blandt andre Bob Klaber og Maureen Bisognano, hvor diskussionen omhandler vigtigheden af de bløde værdier i sundhedsvæsenet.
Jeg vil lægge vægt på, at vi kan omsætte det til noget konkret: Hvad er det for 5 ting, man dagligt kan gøre for at fremme venlighed og virke som en barriere mod en usund kultur af institutionel disrespekt? Måske det kan bliver et bundle, som vi kan måle på og dermed få mere balance mellem de to vægtskåle. Det glæder jeg mig til.
1)
Lucian L Leape 1, Miles F Shore, Jules L Dienstag, Robert J Mayer, Susan Edgman-Levitan, Gregg S Meyer, Gerald B Healy. Perspective: a culture of respect, part 1: the nature and causes of disrespectful behavior by physicians. Acad Med 2012 Jul;87(7):845-52. doi: 10.1097/ACM.0b013e318258338d.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22622217/
2)
Leape, Lucian L., MD; Shore, Miles F., MD; Dienstag, Jules L., MD; Mayer, Robert J., MD; Edgman-Levitan, Susan, PA; Meyer, Gregg S., MD, MSc; Healy, Gerald B., MD. A Culture of Respect, Part 2. Creating a Culture of Respect. Academic Medicine: July 2012 – Volume 87 – Issue 7 – p 853-858. doi: 10.1097/ACM.0b013e3182583536
