Med tilladelse fra Kommunal Sundhed bringes teksten her i sin fulde længde.
Corona er ligesom skarpt forårslys på mine vinduer, som jeg kigger alt for meget på fra hjemmearbejdspladsen: Lyset afslører både snavset på vinduerne – og i krogene.
På samme måde har coronapandemien afsløret en del sprækker og nullermænd – som vi jo godt vidste eksisterede, men som vi måske ikke har kunnet se så tydeligt.
Det vil føre for vidt – og være for langt at komme ind på alle vindheksene, så jeg vil ‘nøjes med’ at nævne tre:
1. (Mere) ulighed i sundhed og mindre sundhed for alle
Corona kender ikke forskel på høj og lav. Og så alligevel. For tiden er der et udbrud i Vollsmose-bydelen af Odense, og Københavns vestegn har længe været det område, hvor incidensen har været uforholdsmæssig høj. Udover alder rammer COVID-19 også overvægtige særligt hårdt. Samtidig er de, der lider under nedlukningen dem, der i forvejen har et lille netværk, få ressourcer – og som tilmed måske slås med psykiske lidelser.
(For) langsomt er det ved at blive ekstra tydeligt, at sundhed er noget, der skal stimuleres tæt på – som kræver kommunikation og nærvær – og fokus på forebyggelse. Det gør det også, når der ikke er coronavirus…. og så er det skræmmende at se de undersøgelser, der efterhånden pibler frem om forsinkede diagnoser og behandlinger. Det er ikke et resilient sundhedsvæsen, der kun kan koncentrere sig om én ting.
2. (Manglende) implementering
Efter snart 30 år med, i og omkring sundhedsvæsenet, har det til stadighed været mig en gåde, hvordan man kan tænke, at det at udsende en vejledning uden at afprøve, hvordan den virker og uden at være meget bevidst om konteksten, kan ses som løs-ning-EN. Om ikke andet, så er det blevet ret tydeligt under epidemien, at der skal mere til for at implementere i praksis. Idéen om, at man kan sidde på Slotsholmen eller Islands Brygge og vide, hvordan virkeligheden er på et plejecenter, er ikke gangbar.
Den glædelige nyhed er, at jeg hører fra mange, at hvis arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed er indarbejdet i organisationen, så har man en klar fordel – for så ved man, hvordan implementeringen kan gribes an. Og vi kan også lære af vores kolleger i NHS i Storbritannien, som har lavet et overbevisende vaccine-setup ved hjælp af forbedringsmetoder. Så mere af det, også efter coronapandemien!
3. Planlægning vs. risikotænkning
I forlængelse af kæphesten (jeg ved det godt) om implementering er det blevet tydeligt, at man ikke kan planlægge sig ud af en epidemi. Det kan anbefales at læse (noget af) den redegørelse, som Grønnegaard Christensen har forestået om beslutninger under krisens første del. I én del af den statslige forvaltning har man (bevidst eller ubevidst) anvendt klassisk patientsikkerheds- og risikotænkning. Mantraet: håb er ikke en plan – er fuldstændig klassisk patientsikkerhed og tilsiger en adfærd, hvor man handler proaktivt. I en anden del af forvaltningen tyede man til tidligere planer, lagt i forlængelse af fugleinfluenzaen for snart 10 år siden. Også yderst relevant reference, men i en krise gælder det jo om at lede det uventede og være proaktiv…
I næste uge er det patientsikkerhedsuge. Vi har i PS! valgt at anvende den måske lidt tvetydige overskrift: ‘Patientsikkerhed under pres?’. For det var den før, og det er den nu – men der er også masser af gode erfaringer at trække på.
Vi vil i løbet af ugen fremhæve gode eksempler på, hvordan der er arbejdet med patientsikkerhed under coronapandemien – kommunalt, regionalt og internationalt. Vi ønsker at pege på gode løsninger, inspirere og komme med praktiske handlemuligheder.
Så herfra en invitation til at deltage i vores webinar om epidemiens betydning for patientsikkerhed i sundhedsvæsenet den 17. marts – og en anbefaling om at følge med på #PSugen og læse de indspark, der kommer – om både de sprækker og nullermænd coronapandemien har afsløret, men også at der findes gode løsninger fra ind- og udland.
Og så må jeg se at få de vinduer pudset…
