42 procent. Så meget har NHS East London Foundation Trust reduceret antallet af voldelige episoder med i hele psykiatri-distriktet, som tæller næsten 6000 ansatte, 100 afdelinger og et befolkningsunderlag på næsten halvanden million indbyggere.
Den markante kvalitetsforbedring, der har fået international anerkendelse, har kun kunnet lade sig gøre på grund af et kompromisløst og kontinuerligt fokus på kvalitet hos topledelsen og resten af organisationen. Det fortalte Kevin Cleary, tidligere lægefaglig direktør i NHS East London Foundation Trust, da han gæstede Sikker Psykiatris officielt sidste læringsseminar i oktober:
– Når du arbejder i sundhedsvæsenet, er der mange ting du skal forholde dig til – en masse dagsordener. Mange forskellige mennesker, som vil have forskellige ting til at ske. Derfor er det vigtigt, at topledelsen sikrer, at der er et konstant fokus på kvalitet, som er ubøjeligt. For hvis du som leder siger et det ene år og gør noget andet det næste år, så bliver forbedringerne ikke varige, og personalet holder op med at følge dig.
Giv personalet plads til at skabe forbedringer
I projektet Sikker Psykiatri tager topledelsen – i højere grad end tidligere – direkte ansvar for kvalitetsområdet i psykiatrien. Lederne sidder ikke længere kun bag skrivebordet, men de kommer jævnligt ud på afdelingerne, hvor de blandt andet deltager i tavlemøder og drøfter forbedringsarbejdet med medarbejderne.
– Det er vigtigt, at lederne går forrest og så at sige ‘walk the talk’. De skal være rollemodeller, sådan at medarbejderne kan se, at de mener det med fokus på kvalitet. En topledelse, som giver forbedringsarbejdet konstant opmærksomhed, er altafgørende for at fastholde forbedringerne, siger Kevin Cleary.
Udover at være synlige skal topledelsen ifølge Kevin Cleary i højere grad give personalet plads til selv at udvikle og skabe løsningerne på problemerne med patientsikkerheden:
– Vi skal stoppe ideen om, at alle gode ideer kommer fra toppen af organisationen – og at hvis personalet bare gjorde, som ledelsen sagde, så vil det hele gå godt. I stedet er det ledelsens opgave at understøtte personalets forbedringsarbejde og stimulere kreativitet blandt sundhedspersonalet.
Synlighed om forbedringarbejdet
NHS East London Foundation Trust har spredt en sikkerhedskultur-pakke til distriktets 100 afdelinger, der tager sig af både ambulante og indlagte patienter, herunder retspsykiatriske patienter. Pakken består af en række interventioner, som organisationen har udviklet og tilpasset over de seneste fem år, og afdelingerne nu bruger systematisk. Ofte oplever personalet, at det nemt at komme i gang med forbedringsarbejdet, men det er vanskeligt at fastholde forbedringsarbejdet og resultaterne.
– Det handler om hele tiden at sikre sig, at alle medarbejdere ved, hvorfor det er nødvendigt at lave forbedringsarbejdet. På den måde opbygger du vilje til forbedringer. Samtidig skal der være synlighed om resultaterne, så personalet kan se, at deres arbejde gør en forskel – og husk at fejre milepælene.
Psykiatrien i London har brugt de samme forbedringsmetoder, som de psykiatriske afdelinger i Sikker Psykiatri.
Forbedringsledelse i forbedringsarbejdet
Kompetencer i forbedringsledelse vil i de kommende år blive efterspurgte og nødvendige i sundhedvæsenet.
Det nye nationale kvalitetsprogram, som Sundheds- og Ældreministeriet, Dansk Regioner og KL er ved at lægge rammerne for, bygger nemlig på den samme tilgang, som Sikker Psykiatri anvender.