Hvis vi vender blikket og ser på de seneste 25 års arbejde med patientsikkerhed internationalt, er vi kommet langt, mener Jason Leitch, tidligere National Clinical Director i Skotland med ansvaret for kvalitet og patientsikkerhed i det skotske sundhedsvæsen, nu Senior Fellow hos Institute for Healthcare Improvement (IHI):
– Den systematiske tilgang til behandling og pleje har haft den største betydning og er den vigtigste bedrift for patientsikkerheden og kvaliteten globalt set – tjeklister, infektionsforebyggelse, medicinsikkerhed. Pålidelig pleje og behandling, hver gang, til hver borger og patient. Systembaseret pleje er nu integreret, og studerende lærer det som noget naturligt. Sådan var det ikke engang, siger Jason Leitch.
– Vi må skelne mellem vores “circle of concern” og vores “circle of control”. Du kan ikke kontrollere alt — politik, globale begivenheder, hele befolkningen. Men du kan kontrollere næste vagt, næste møde, næste kommunikation, din enhed, dit team. Hvis alle bidrager inden for deres eget kontrolområde, bliver den større mission opnåelig.
Jason Leitch, Senior Fellow, Institute for Healthcare Improvement
Vi er dog ikke i mål, og pga. den konsekvente udvikling i samfundet bliver vi det nok aldrig. Ifølge Leitch er der stor grund til at forsætte arbejdet med at forbedre sikkerheden for borgere og patienter.
– Hvis man har mulighed for at tjene sin befolknings sundhed — som fysioterapeut, sundhedsminister eller i min position — så er det noget af det mest meningsfulde, man kan gøre. Der findes ingen større menneskelig bestræbelse end befolkningens sundhed. Vores første ansvar er “ikke at gøre skade” og derefter at forsøge at gøre behandlingen og plejen bedre og mere personlig. Men første prioritet må være ikke at gøre det værre.
Jason Leitch peger på de vigtigste årsager til, at vi er kommet langt inden for patientsikkerhed – men også hvad de væsentligste udfordringer patientsikkerheden står over for inden for nærmeste fremtid.
Forbedringsmetoder revolutionerede det skotske sundhedsvæsen
En forfærdelig tragedie i det skotske sundhedsvæsen, hvor flere mennesker døde af hospitalsinfektioner, kickstartede regeringens ønske om at forbedrede patientsikkerheden.
Løsningen blev Scottish Patient Safety Programme, som Jason Leitch var med til at udvikle, og som havde til formål at implementere forbedringsmetoder for at forbedre patientsikkerhed og kvalitet på tværs af hele landet. Programmet revolutionerede sundhedsvæsenet i Skotland.
– Det ændrede virkelig måden, vi leverede hospitalsydelser på — fra måden vi lagde perifere venekatetre, til måden vi brugte kirurgiske tjeklister, til måden vi håndterede hospitalsinfektioner på. Senere blev arbejdet udvidet til primærsektor, lokalsamfund og socialsektor — endda skoler og fængsler. Det voksede langt ud over, hvad jeg havde forestillet mig.
I et årti arbejdede han for regeringen sammen med hundredvis, hvis ikke tusindvis, af kolleger i partnerskab om at skabe større sikkerhed for borgere og patienter.
Enighed og vilje til at arbejde mod et fælles mål er afgørende
Hvis Jason Leitch kun må pege på én ting som det vigtigste aspekt for at højne patientsikkerheden i Skotland, vil det være ”mission alignment”.
– At få alle i hele systemet til at være enige omkring en fælles mission om patientsikkerhed var afgørende — fra sundhedsministeren til lederne til de kliniske teams til patienterne. Alle vidste og var indforståede med, at det var dette, vi skulle løse. Uddannelse og metoder er selvfølgelig også vigtige elementer. Men hvis jeg skal vælge én ting, er det enighed om visionen, fortæller han.
Det bemærkelsesværdige for Leitch personligt var at se folk forbedre den pleje og behandling, de leverede, ved hjælp af de værktøjer og den ekspertise, de kunne undervise dem i og stille til rådighed. For at vi lykkedes, skal vi forstå, at alle er en vigtig brik i det store patientsikkerhedspuslespil.
– Vi må skelne mellem vores “circle of concern” og vores “circle of control”. Du kan ikke kontrollere alt — politik, globale begivenheder, hele befolkningen. Men du kan kontrollere næste vagt, næste møde, næste kommunikation, din enhed, dit team. Hvis alle bidrager inden for deres eget kontrolområde, bliver den større mission opnåelig.
Digital pleje, AI, nye teknologier er i udvikling. Fx så jeg for nylig et digitalt stetoskop, der diagnosticerer automatisk og skriver dine noter. AI vurderes endda som mere empatisk end mennesker i nogle studier. Så fremtidens patientsikkerhed indeholder også digital pleje og behandling – hvis de bruges med omhu og tanke på patientsikkerhed.
Jason Leitch, Senior Fellow, Institute for Healthcare Improvement
Et nationalt og international udsyn: Vi skal inspirere hinanden
PS! opfordrer altid til at “stjæle med arme og ben” — altså ikke at opfinde den dybe tallerken igen, hvis andre allerede har fundet løsningen. Jason Leitch deler samme holdning og roser danskerne for netop det:
– Jeres villighed til at lære af andre og dele med andre er en kæmpe styrke. Danmark er en global leder inden for patientsikkerhed — landet har påvirket mange andre, inklusive Skotland.
I Danmark har vi i høj grad ladet os inspirere og bygget videre på metoderne fra Skotland, USA, m.fl.. Jason Leitch har flere gange besøgt Danmark for at støtte arbejdet med ledelse og forbedringsarbejde. Han er imponeret over det danske arbejde med patientsikkerhed.
– Jeres arbejde i den kommunale sektor er i verdensklasse. Jeg har set meget få steder håndtere sikkerhed i social omsorg, som Danmark gør. På et tidspunkt begyndte I at overhale os. Skotland har stadig svært ved det område, men Danmark har gjort imponerende arbejde på plejehjem og i hjemmeplejen. Jeg synes ærligt talt, at det var bedre end arbejdet i Skotland – og måske stadig er.
Her henviser Leitch til forbedringsprogrammet I sikre hænder, som 33 kommuner har deltaget i. Erfaringerne fra I sikre hænder viser, at det er muligt at skabe forbedringer for både borgere og personale på plejehjem og i hjemmeplejen, bl.a. ved at reducere medicineringsfejl, tryksår, fald, uplanlagte vægttab, forebyggelige indlæggelser og infektioner markant.
Jason Leitch har tidligere rost dansk patientsikkerhedsarbejde i kommunerne og kaldt indsatsen med I sikre hænder enestående i verden.
Læs om I sikre hænder, der har skabt markante forbedringer i ældreplejen
Den stigende efterspørgsel bliver et problem for patientsikkerheden
Stigende efterspørgsel presser sundhedsvæsenet fra alle sider, og dét påvirker ikke kun ventetider og arbejdsmiljø – det bliver også et reelt patientsikkerhedsproblem. Når flere mennesker har brug for hjælp, end systemet kan følge med til, opstår der nye risici, som vi er nødt til at forholde os til.
– Alle lande kæmper med stigende efterspørgsel. Folk lever længere, men ikke nødvendigvis i god sundhed. Det betyder mere efterspørgsel på systemet. Det vigtigste globalt er at reducere efterspørgslen — ved at forbedre folkesundheden og holde folk væk fra hospitalerne, når det er muligt, pointerer Jason Leitch og sætter ord på, hvorfor den stigende efterspørgsel er en udfordring for patientsikkerheden:
– Forsinkelser i sundhedsvæsenet bliver et patientsikkerhedsproblem. Det resulterer i forsinkede diagnoser, forsinket smertebehandling, forsinket pleje — det er skade. Så efterspørgsel og forsinkelser skaber nye sikkerhedsrisici.
Realistic Medicine, digital transformation og fokus på folkesundheden er fremtiden
For at imødekomme den stigende efterspørgsel er begrebet Realistic Medicine blevet et nyt paradigme i det skotske sundhedsvæsen. Idéen er, at befolkningen skal have mest muligt sundhed inden for de begrænsede økonomiske rammer ved at yde pleje og behandling, som giver ægte værdi for patienterne, og at begrænse overbehandling, unødige indgreb og medicin, som patienterne ikke har gavn af.
– Realistic Medicine handler om værdi — at levere den bedste pleje og sundhed til den bedste værdi. Ingen ønsker at få taget blodprøver om igen, fordi systemerne ikke taler sammen. Vi har haft nogle succeser, men der er stadig lang vej igen, fordi spildet fortsat er stort, fortæller Jason Leitch.
En anden mulighed for at skabe større patientsikkerhed i fremtiden kan ske gennem den digitale transformation, som giver enorme muligheder, ifølge Leitch:
– Digital pleje, AI, nye teknologier er i udvikling. Fx så jeg for nylig et digitalt stetoskop, der diagnosticerer automatisk og skriver dine noter. AI vurderes endda som mere empatisk end mennesker i nogle studier. Så fremtidens patientsikkerhed indeholder også digital pleje og behandling – hvis de bruges med omhu og tanke på patientsikkerhed.
Han mener også, at arbejdet med patientsikkerhed og kvalitet skal bevæge sig ud over hospitalerne og ældreplejen og ind i hjem og lokalsamfund.
– Vi skal fokusere på folkesundhed — ernæring, aktivitet, skoler, forebyggelse. Patientsikkerhed har også en rolle dér.
Læs også: ”Skotland har kurs mod et mere realistisk sundhedsvæsen”
