Emmy sætter sig på træbænken foran Sparekassen Thy og parkerer rollatoren ved siden af, som hun plejer at gøre. Hun indånder den friske brise, studerer blomsterkrukkerne og de mennesker, der passerer igennem Store Torv – knudepunktet i Thisted og for Emmy centrum for daglige samtaler med andre mennesker.
– Jeg har døbt bænken ’kontakt-bænken’. For der kan du sætte dig, selvom du er alene, og så kan du komme i kontakt med andre. Jeg har mødt mange forskellige mennesker på den bænk, også turister. Nogle, jeg overhovedet ikke kender – bare fordi jeg sidder der, og der så kommer en og sætter sig ved siden af mig. Så pludselig begynder en af os at sige noget om vejret. Det er altid en begyndelse. Jeg har egentlig tænkt, at det er mærkeligt, at alle fremmede begynder at snakke til mig. Jeg bilder mig ind, at jeg udstråler et eller andet. Måske imødekommenhed.
I dag får Emmy det bedste ud af livet og nyder dagligdagens små samtaler, men vejen hertil har ikke været nem. Da hun mistede sin mand Jørgen for tre år siden, væltede en bølge af depression ind over hende, så hun mistede sit fodfæste. Depressionen holdt hende isoleret derhjemme i lang tid. Dagene føltes lange og monotone. Ensomme og endeløse.
– Jeg havde godt nok en meget, meget svær tid, efter jeg havde mistet Jørgen. Jeg var meget langt nede, og der gik lang tid, før jeg accepterede, jeg ikke havde ham mere. Jeg havde ingen appetit, og jeg mistede lysten til at se andre mennesker, siger Emmy.
– Derhjemme blev jeg hele tiden mindet om savnet af Jørgen, og det gjorde, at jeg blev fastholdt i sorgen. Når jeg for eksempel så tv, tog jeg mig i at dreje hovedet over mod den stol, hvor han plejede at sidde. Alverdens ting derhjemme mindede mig om ham.
Aldersdepression (let, moderat eller svær) antages at ramme omkring 10% af alle ældre over 65. Det beskrives som et af alderdommens betydeligste sundhedsproblemer.
Projektet støttes af TrygFonden og varer fra 2017-2019.
Læs mere om Sikkert Seniorliv
Det hjalp at snakke om minderne
Til sidst nåede Emmy til et punkt, hvor hun indså, at hun ikke kunne klare det alene. Hun opsøgte sin læge, der konstaterede, at Emmy led af depression. Hun udskrev antidepressiv medicin, og derudover blev Emmy tilbudt samtaler med sygeplejersken, der var tilknyttet lægens praksis. Skæbnen ville, at sygeplejersken kendte Jørgen, fordi hun havde arbejdet på det plejehjem, hvor han boede i den sidste tid. Mødet mellem de to blev et vendepunkt for Emmy.
– Vi sad og snakkede om Jørgen, og det var netop dét, jeg havde brug for. Det var så dejligt at snakke om minder med en, der også kendte ham. Hun sagde, at Jørgen altid havde rost mig i store vendinger, og det gjorde mig så glad. Jeg smilede for første gang i lang tid. Derefter tog jeg hjem og tænkte, at jeg ikke kunne være bekendt at blive ved med at beklage mig til sygeplejersken.
– Jeg måtte simpelthen tage mig sammen og sørge for at komme ud og møde andre. Det var en hurdle, jeg skulle over, men det var nødvendigt. I starten var det hårdt, når folk spurgte til Jørgen, og jeg skulle fortælle, at han ikke var her mere, siger Emmy.
Skridt for skridt, langsomt men sikkert, fik Emmy mod på at møde verden igen. Da hun var kommet en smule op til overfladen, kunne hun begynde at tænke over, hvordan hun gerne ville leve sit liv uden Jørgen.
– Jeg sad faktisk her i min stue alene for mig selv og tænkte over, at det kunne jo ikke nytte noget, at jeg blev ved med at hænge sådan med hovedet. For nu skulle jeg jo altså bare være alene. Jeg sagde det højt. Det gør jeg tit. ’Hvad vil jeg så med mit alene-liv? Hvad er det, jeg gerne vil?’
– Man skal tænke sig om, når man sidder der alene – for man ER alene. Han kommer aldrig tilbage. Og jeg fandt ud af, at det, jeg gerne vil, er at snakke med mennesker. Det giver mig livsglæde og holder mig mentalt i gang.
Et tilfældigt møde, der udviklede sig
Emmys naturlige nysgerrighed og interesse for andre mennesker bliver i høj grad næret af de mange samtaler, hun har med andre mennesker på Store Torv. Samtalerne holder ensomheden og depressionen på afstand.
Særligt ét menneske har gjort indtryk. Emmy har mødt en dame deroppe, hun aldrig har kendt – hun aner ikke engang, hvad hun hedder endnu. De er bare kommet til at sidde på samme bænk på Store Torv i Thisted. Og pludselig begyndte de en dag at snakke med hinanden. Det har de gjort stort set hver dag siden.
– Vi har ingen aftaler om at mødes, det er bare sådan, at på det tidspunkt hvor jeg plejer at gå en tur om dagen, der går hun også. Og vi handler tilsyneladende også på samme tid på dagen. Hun har simpelthen samme rutine som mig, og derfor ramler vi ind i hinanden, siger Emmy.
– Nu forventer jeg jo nok lidt at møde hende, og sådan tror jeg også, hun har det. Sidste gang jeg gik en tur, gik jeg hen og satte mig på den bænk, hvor vi så tit har siddet og snakket sammen. Der sad jeg så i solskin, og det var så varmt, så varmt. Lige pludselig stod hun foran mig og sagde: ’Hvorfor i alverden sidder du der i solen, det er da alt for varmt? Hvorfor satte du dig ikke derhen, hvor jeg sad, i skyggen?’ Jeg havde slet ikke opdaget, at hun havde siddet et par bænke længere henne. Så flyttede vi os begge to over på en anden bænk, hvor der var skygge, og der sad vi så og snakkede.
Svenske erfaringer med Triple Aim
Man skal selv søge kontakt med andre
Efter opfordring fra en anden lokal borger er Emmy også begyndt at deltage i de lokale arrangementer, som Ældre Sagen i Thisted arrangerer en gang om ugen. Der møder hun mange mennesker fra sit lokalområde, som hun ikke har kendt før. De drikker kaffe, snakker, spiller ludo og andet. Emmy har erfaret, at hun får det bedre af at møde andre mennesker.
– Det, det drejer sig om for den enkelte er, at man selv skal søge kontakt med andre. Gør man ikke det, kan man blive ved med at sidde alene derhjemme. Og så bliver man holdt fast i ensomhed og depression. Det er stort set ligegyldigt, hvem det er, man søger kontakt til – bare det er nogen, man snakker godt sammen med. Det har i hvert fald virket for mig, siger Emmy.
Tilbage på bænken er Emmy så småt ved at tage hjemad igen. Hun konstaterer, at bænkene er ved at være godt slidte. Mange ord er blevet udvekslet på de bænke, og måske er det på tide at skifte dem ud. Og så kunne hun godt tænke sig, at de havde et ryglæn, så man kan sidde lidt bedre. Det er jo ikke bare en bænk, men en ’kontakt-bænk’.
– Jeg har tænkt mig at spørge Sparekassen, om de mon kunne tænke sig at sponsorere et par nye bænke til os, der bruger dem så flittigt. Vi er i hvert fald mange, der har glæde af dem hver eneste dag, siger Emmy.
