Blogindlægget er oprindelig bragt i Practicus 275, juni 2025.
Let, hurtigt, fleksibelt, overskueligt… Plusordene står i kø, når retten til digitale sundhedstilbud og visionen om digital fordør skal beskrives. Vi er ikke i tvivl om, at digitalisering rummer mange muligheder. Men hvis vi ikke tager hånd om udfordringerne fra begyndelsen, risikerer vi, at løsningerne ikke lever op til deres potentiale eller endda introducerer nye risici og forstærker uligheden i sundhed.
I første omgang omfatter retten til digitale sundhedstilbud bl.a. videokonsultationer i almen praksis, virtuel genoptræning og skærmbesøg fra hjemmeplejen. Fordelene er oplagte for brugerne: reduceret transporttid, mindre stress ved at skulle ud ad døren og lavere risiko for infektioner i venteværelset. Men der er også torne på de smukke roser.
Kan øge ulighed og ensomhed
Mange vil uden tvivl ønske at bytte fysisk fremmøde ud med en digital konsultation, og det kan have store fordele. Det skal indføres med ”fokus på forskelle i befolkningens digitale kompetencer”. Men er der alligevel ikke en risiko for, at valgmulighederne primært er en fordel for dem, der har indsigt og overskud til at sætte sig ind i tingene og vælge?
”Fokus” rækker ikke, hvis f.eks. ældre med begrænsende digitale kompetencer, personer med psykiske udfordringer, sprogbarrierer eller hjemløse skal have samme muligheder som andre.
Nogle vil hævde, at det ikke er sundhedsvæsenets ansvar, om mennesker er ensomme. Men når vi fjerner anledningerne til at mødes fysisk med andre, kan risikoen for ensomhed stige. Det er ikke et enkelt digitalt tiltag, der giver ensomhed, men som samfund må vi overveje, hvordan indførte tiltag virker samlet. De kompetencer, der kræves i 2025, er det langt fra alle, der har, og nogle kan føle sig ekskluderet.
Kræver teknologiske færdigheder
Nye ”tilbud” har det med at udradere andre muligheder over tid. På længere sigt kan det blive vanskeligt at få de samme tilbud, hvis man ikke har digital adgang eller digitale kompetencer. Og reelt er de fysiske muligheder mindre gode end den digitale løsning, hvis man f.eks. skal vente længere på at få en fysisk konsultation eller vente på den brevpost, der snart udfases.
I Dansk Selskab for Patientsikkerhed er vi opmærksomme på fremkomsten af polyteknologi, dvs. det forhold, at hver borger skal bruge en række forskellige tjenester og apps. Man skal i dag forholde sig til rigtig mange forskellige løsninger, og der er mange indgange. At komme i kontakt med almen praksis kræver en løsning, mens en tid hos en terapeut kræver en anden. Hertil kommer alle de apps, som vi hver især bruger til at monitorere vores fysiske aktivitet, søvn og kost eller til at tjekke vores symptomer for at blive advaret om en forværring under opsejling. Det ændrer en digital fordør ikke ved.
I Dansk Selskab for Patientsikkerhed er vi opmærksomme på fremkomsten af polyteknologi, dvs. det forhold, at hver borger skal bruge en række forskellige tjenester og apps. Man skal i dag forholde sig til rigtig mange forskellige løsninger, og der er mange indgange.
Et større tidsforbrug
En række af de digitale løsninger, der er blevet introduceret over de senere år, f.eks. til mennesker med kronisk sygdom, er reelt langt fra arbejdskraftbesparende. Hvis der er tale om såkaldte ”stand alone”-systemer introducerer de dobbeltdokumentation. Det bidrager negativt til personalets tidsforbrug og trivsel.
En nylig undersøgelse fra Health Foundation i England viser, at der hyppigt er et større tidsforbrug ved digitale løsninger. Det bør vi være meget opmærksomme på.
Risiko for cyberangreb
Vi skal også være bevidste om de risici, som de digitale løsninger introducerer i forhold til f.eks. strømnedbrud og cyberangreb. At øge afhængigheden af digitale løsninger er ikke risikofrit med den nuværende verdenssituation, og beredskabet er pt. ikke fulgt med introduktionen af digitale tilbud.
Hvis digitale løsninger skal være en fordel, skal de ikke bare være sikre; de skal også føles sikre. Det er vigtigt at følge introduktionen og brugen af digitale løsninger. Vi bør registrere utilsigtede hændelser og indføre såkaldt “balancerende mål”, så vi kan dokumentere, om vi får de forventede fordele, når vi indfører et nyt tiltag, eller om vi introducerer nye problemer.
Det er en demokratisk, etisk og patientsikkerhedsmæssig fordring at skabe digitale tilbud, der reelt hjælper borgerne, og som støtter personalet ved at reducere arbejdsbyrde og kompleksitet. Ellers bliver det hverken godt for borgerne eller for sundhedsvæsenet.
