Sundhedsstrukturkommissionens rapport, der blev sendt i høring før sommerferien, skitserer flere af de centrale udfordringer, sundhedsvæsenet står over for – og kommer også med en række gode forslag til at finde løsninger på dem.
– Rapporten er grundig og folder de udfordringer ud, der er i sundhedsvæsenet. Så på den måde er det jo et godt stykke arbejde, som politikerne nu har som grundlag for at diskutere, hvad der skal ske, siger PS!-direktør Inge Kristensen.
I organisationens høringssvar hæfter PS! sig især ved, at rapporten fokuserer på at styrke det nære sundhedsvæsen.
– Der er generel enighed om, at de har fanget udfordringerne godt, og at vi skal have fokus på det nære sundhedsvæsen. I Danmark har vi brugt rigtig mange kræfter på at lave fantastiske tilbud i det specialiserede sundhedsvæsen. Men nu skal vi have fokus på det, der foregår i det nære sundhedsvæsen – især fordi vi har en udfordring omkring mange ældre, påpeger Inge Kristensen og fortsætter:
– Derudover kan man fra vores synsvinkel og som patientsikkerhedsmenneske kun bifalde, at man ser på at skabe sammenhæng. Vi ved, at noget af det, der er allerfarligst for patienter og borgere er overgange. Altså, når man går fra den ene behandler, sektor eller afdeling til den anden. Der ved vi bare, at der kan ske fejl og skader – og det gør der også i stor stil. Det er også det, der kan skabe utryghed for patienterne; at de måske ikke helt har fornemmelsen af, at den ene hånd ved, hvad den anden laver.
PS! har ikke nogen mening om strukturer. Patientsikkerhed skal ske, uanset hvilken struktur vi har. Men det er selvfølgelig positivt, når rapporten nævner vigtigheden af at lave en ordentlig plan og have et stærkere fokus på, hvem der skal lave hvad
Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Vigtigt fokus på implementering
Ud over rapportens fokus på sammenhæng mellem sundhedsvæsenets sektorer, bifalder PS!, at Sundhedsstrukturkommissionen retter opmærksomheden på ordentlig implementering.
– Der et stort fokus på implementering, og det er der ikke ret tit i sådan nogle kommissionsrapporter. Så det er vi rigtig glade for. Vi synes ikke, at den når hele vejen i forhold til, at implementeringen skal ske lokalt hos dem, der direkte har med borgerne og patienterne at gøre. Men der er et fokus på det, og der er åbnet for nogle gode muligheder for at arbejde med det, siger Inge Kristensen og understreger:
– PS! har ikke nogen mening om strukturer. Patientsikkerhed skal ske, uanset hvilken struktur vi har. Men det er selvfølgelig positivt, når rapporten nævner vigtigheden af at lave en ordentlig plan og have et stærkere fokus på, hvem der skal lave hvad, siger hun.
Se PS!’ tjekliste til implementering.
Mangler i forhold til ledelse og lovgivning
Nye rammer løser i sig selv ingen problemer. Ledelsesopgaven i forbindelse med strukturændringer er stor og kompetencekrævende, og her mangler rapporten, ifølge PS!, at adressere, hvordan og af hvem den store opgave skal løses.
– Strukturer løser ikke særlig meget i sig selv. Så alt det, der handler om ledelse, kunne måske godt være mere udfordret. Der er brug for en anden måde at lede på i sundhedsvæsenet. Hvis man vil have sammenhæng, så skal der også tænkes og udføres sammenhæng, kan man sige. Og den ledelsesopgave, det indebærer, er ikke så godt beskrevet, siger Inge Kristensen.
En anden mangel i Sundhedsstrukturkommissionens rapport er fokus på lovgivning. PS! påpeger i høringssvaret, at man er nødt til at indtænke integration og sammenhæng mellem service- og sundhedslov. Som det er nu, er der store udfordringer for borgerne, som ofte kommer i klemme, når de skal skifte mellem lovgivningerne.
– Der er jo en sammenhæng mellem servicelov og sundhedslov, men den er kun sporadisk nævnt i rapporten, og ikke noget, der som sådan fylder. Det er ellers noget helt konkret, som borgerne oplever, og som medarbejderne slås med. Det bliver man simpelthen nødt til at have et meget stærkere fokus på, siger Inge Kristensen.
Når man arbejder med forbedringer, vil man altid starte med at spørge, hvad er det for et problem, vi skal løse. Det håber vi, at man gør, når vi nu skal omsætte denne her flotte kommissionsrapport til politisk handling; at man har et skarpt fokus på, at man rent faktisk løser problemerne – og ikke skaber nogle nye
Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed
PS!-direktøren håber, at Sundhedsstrukturkommissionens store arbejde i sidste ende munder ud i mere kvalitet og sikkerhed for borgerne.
– Når man arbejder med forbedringer, vil man altid starte med at spørge, hvad er det for et problem, vi skal løse. Det håber vi, at man gør, når vi nu skal omsætte denne her flotte kommissionsrapport til politisk handling; at man har et skarpt fokus på, at man rent faktisk løser problemerne – og ikke skaber nogle nye, siger hun.
– Hele risikoanalysen kan vi hos PS! medvirke til. Vi kan hjælpe med hele implementeringsdelen og understøtte ledelserne. Vi arbejder, som en af de eneste organisationer på sundhedsområdet, i alle sektorer. Vi kender kommunerne, og de opgaver de løser, rigtig godt. Vi kender hospitalerne og er vant til at navigere i de forskellige systemer – og på tværs af dem. Så det synes jeg da, at vi skal bruges til i denne sammenhæng, slutter Inge Kristensen.
Læs PS!’ høringssvar her: