Tingene kommer ikke af sig selv, men med tålmodighed, fokus og engagement kan man rykke rigtig meget.
Det er erfaringen på Plejecenter Blomstergården i Slagelse, hvor man siden begyndelsen af 2024 i regi af projektet Sikker Medicinering har arbejdet med at nedbringe antallet af manglende registreringer af medicin til borgerne kl. 8 og 12. Tallene viser, at man for de 24 midlertidige boliger på Blomstergårdens 1. sal, hvor man indsamler data, er gået fra 28 procent manglende registreringer i januar og februar 2024 til blot 5 procent i slutningen af februar 2025.
– Jeg har været sygeplejerske i 10 år, og medicinhåndtering er altid noget, der fokuseres på. Vi fandt ud af, at vi også på Blomstergårdens midlertidige pladser havde nogle udfordringer i medicinprocessen. For at afdække hypotesen om netop dette, lavede vi arbejdsgangsanalyse og herefter en årsagsanalyse. Herfra fandt vi ud af, hvor der skulle sættes ind og hvilke data der skulle følges. I den proces fandt vi også ud af, at problemet med registrering af givet medicin var lidt større, end vi havde regnet med, fortæller Rikke Thybo Albrechtsen, der er udviklingssygeplejerske på alle plejecentrene i Slagelse Kommune.
Der skal også være konstant opmærksomhed på det, for er der ikke det, mister man fokus – og så ser vi en stigning i manglende registreringer igen. Så det er ikke sådan, at jeg med ro sindet vil sige, at ”nu slipper vi det”.
Påmindelser og quiz
Der blev derfor sendt en ansøgning afsted til Sikker Medicinering, og siden januar 2024 har man målt manglende registreringer i medicinhåndteringen på 1. sal blandt Blomstergårdens midlertidige pladser. Samtidig har man afprøvet metoder, der skulle minde medarbejderne om at få registreret medicinudleveringen korrekt. Nye tiltag kom til og enkelte blev fjernet igen.
– Vi begyndte med at holde tavlemøder, blot for 1. salen, for at informere omkring projektet, vi skulle i gang med. Men ret hurtigt fandt vi ud af, at det måske ikke var måden at gøre det på. Vi har i forvejen morgenmøder, hvor vi fordeler borgerne og opgaver ud på dagen. Derudover har vi triagemøder, hvor vi også bruger tid på at tale om borgernes specifikke forløb. Så det her med at mødes ved tavlen – også selvom det er bare fem minutter – kan være sindssygt svært, når man allerede er godt i gang med plejen ude hos borgerne. Så vi begyndte at gøre opmærksom på medicinregistrering på triagemøderne i stedet for, for der var vi jo samlet i forvejen. Dette blev og bliver kombineret løbende med opdatering via mails. Og det har fungeret for os. Derudover har vi haft nogle engagerede nøglepersoner, Nellie og Dalal (social- og sundhedsassistenter, red.), som løbende gør opmærksom på medicinregistreringen, når der for eksempel starter en ny kollega – eller hvis de opsnapper, at der er en kollega, som ikke husker eller ved, hvordan man registrerer for givet medicin. Derudover har jeg løbende dialog med Nellie og Dalal omkring andre problematikker, som kan opstå ved medicinhåndteringen generelt, siger Rikke Thybo Albrechtsen.
For at vække og fastholde engagementet sender Rikke jævnligt mails ud til kollegaerne, hvori hun minder dem om medicinregistreringen kl. 8 og 12, samt andet relevant i forhold til information, relateret til medicinhåndtering – og så har hun også lavet en quiz for medarbejderne.
– Jeg lavede en konkurrence for et par måneder siden – Tip en 13’er, tror jeg, jeg kaldte det – hvor jeg egentlig ”bare” udarbejdede spørgsmål, som står besvaret og beskrevet i vores medicinhåndteringsinstruks. Der var en præmie på højkant, og vi havde en svarrate på 96%. Rigtig mange af spørgeskemaerne var jo korrekt besvaret, fordi medarbejderne naturligvis regnede ud, at det hele stod i vores medicinhåndteringsinstruks. Min agenda var heller ikke, at der skulle svares forkert, tværtimod. Hensigten var, at medarbejderne skulle blive opmærksom på instruksen, og reflektere over de her spørgsmål. Det var faktisk en ret sjov proces, fordi der gik også lidt sport i den, smiler Rikke Thybo Albrechtsen.
• Konstant fokus
• Inddragelse af medarbejderne
Det kræver tid og fokus
Som andre steder, hvor man har forsøgt at ændre arbejdsrutiner og vaner, har man også på Blomstergården oplevet bump undervejs.
– Da vi startede på projektet – og havde fokus på det – faldt tallene ret markant i forhold til manglende registreringer. Derefter kørte det lidt op og ned, men nu er der en tendens til, at det er blevet lidt mere en kultur. Vi er faktisk nede under eller omkring vores målsætning hver gang, jeg laver data, siger Rikke Thybo Albrechtsen.
– Der skal også være konstant opmærksomhed på det, for er der ikke det, mister man fokus – og så ser vi en stigning i manglende registreringer igen. Så det er ikke sådan, at jeg med ro sindet vil sige, at ”nu slipper vi det”. Det kræver en lang periode med fokus, siger hun.
Af samme årsag er projektet ikke rullet ud til hele huset endnu. Robustheden og de gode tal skal først dokumenteres over et længere stræk, men Rikke Thybo Albrechtsen og kollegerne er efterhånden ved at være der, hvor også stueetagen kan komme med.
– Jeg tror ikke, at det bliver så svært at brede projektet ud til stueetagen, for de har jo hørt os tale om det. De har også læst de mails, jeg har sendt ud. Vi har medarbejdere, som nogle gange rykker fra den ene sal til den anden. Disse ændringer i huset gør, at det jo ikke er helt nyt for stueetagen, når vi breder fokus ud der, siger hun og glæder sig over, at interessen for og medarbejdernes spørgsmål om medicinhåndtering generelt har været stigende undervejs i forløbet.
– Jeg har erfaret, at der ikke er nogen fordel ved at få for aggressivt til værks, når man skal ændre på en arbejdsgang i så stor en medarbejdergruppe. Stille og roligt laver vi nogle ringe i vandet, som gør, at det smitter resten af huset og vores kollegaer. Det er meget tydeligt, at der er kommet lidt mere snak i huset vedrørende medicinhåndtering, og jeg tror også, at der på en eller anden måde er kommet lidt mere psykologisk tryghed i, at det er okay, at vi laver fejl, siger hun.
Rikke Thybo Albrechtsen håber på, at stueetagen kommer med i projektet hen over foråret.
• Projekt Sikker Medicinering omfatter i første omgang de 24 pladser på stedets 1. sal.
• Siden januar 2024 har man målt på manglende medicinregistreringer.
• Målsætningen er 10%.
• I januar og februar 2024 lå tallet på 28%
• I den seneste måling fra februar 2025 ligger tallet på 5%
