Et compassionate mindset og patientsikkerhed går hånd i hånd

Sundhedsprofessionelle ønsker at yder compassionate pleje til deres patienter, men det kan være vanskeligt på grund af strukturelle og organisatoriske barrierer. Hvordan kan vi løfte vores sundhedsvæsen, således, at det skaber bæredygtige arbejdspladser med trivsel og arbejdsglæde samt god compassionate patientpleje og derved også bedre patientsikkerhed.

Et compassionate mindset giver os muligheden for at opdage, når vi eller andre er udfordrede eller står i en svær situation og mærker motivationen til at ville lindre eget eller andres ubehag.

Det lyder simpelt nok, og alligevel kan det blive svært at handle på i en travl hverdag. Når vi er stressede og fortravlede har vi sjældent overskuddet til at se andres udfordringer. Vi har nok i de opgaver, vi skal løse eller nå inden en deadline, og vi står måske selv og bøvler med noget svært i vores privatliv.

De sidste 8 år har jeg forsket i effekten af at træne compassion. Jeg har undervist hundredvis af mennesker i at have en mere compassionate tilgang til deres egne og andres udfordringer. Jeg har afholdt mange faglige oplæg og workshops i sundhedsvæsenet i hele landet omhandlende forskningen i effekten af at træne compassion, samt hvilket problematikker der kan opstå i os mennesker, når den compassionate tilgang mangler.

Gang på gang har jeg hørt det samme budskab fra de sundhedsprofessionelle, uafhængigt af om det er læger i sundhedsvæsenet eller privatpraktiserende, eller om det er sygeplejersker, administrativt personale eller andre faggrupper i sundhedsvæsenet. Det fælles budskab lyder således: Det er ikke drænende eller svært for de sundhedsprofessionelle at være i kontakt med deres patienter, og der er ikke noget, de hellere vil, end at give compassionate pleje til deres patienter. MEN der er systemer og strukturer, som gør det svært for dem at tilbyde at give denne compassionate pleje. Tid er ofte en faktor der bliver peget på. Det samme budskab skriver den engelske psykolog Paul Gilbert om i The Guardian i starten af januar 2025. Her konstaterer han, at læger ikke er udmattede på grund af deres patienters sygdom og lidelse, men at udmattelsen hænger sammen med dårlig ledelse og for høje krav i sundhedsvæsenet (1).

Compassion og organisatoriske faktorer

Ny forskning fra New Zealand og Canada peger på, at der er meget, vi ikke ved i forhold til, hvilke organisatoriske faktorer der påvirker den sundhedsprofessionelles muligheder for at udvise compassionate pleje til deres patienter. I studiet fra New Zealand var målet med forskningen at beskrive sammenhængen mellem forskelle i personlige (sundhedsprofessionelle) og organisatoriske værdier (sundhedsvæsenet) og de sundhedsprofessionelles evne til at udvise compassionate pleje, deres oplevelse af udbrændthed, jobtilfredshed, deres sygefravær og deres overvejelser om tidlig pension. Resultaterne af studiet viste, at der var en sammenhæng mellem uoverensstemmelse mellem de værdier, en person har, og de værdier, der er til stede i organisationen og at denne dissonans førte til højere udbrændthed, sygefravær, og flere overvejelser om at gå tidligt på pension, samt gjorde det sværere for den sundhedsprofessionelle at yde compassionate pleje (2).

Studiet fra Canada undersøgte derimod, hvilken rolle compassion spiller i patienters evaluering af at modtage compassionate pleje i sundhedsvæsenet. Resultaterne af studiet viste at compassion udgjorde en næsten 20% ekstra variation i de samlede bedømmelser af kvaliteten af pleje og hvilke befolkningsgrupper der oplevede at modtage mindre compassionate behandling (3).

Compassion og patientsikkerhed

Hvad betyder disse resultater for patientsikkerheden i Danmark? Forskningsresultater som disse peger på, at vi skal være ekstra nysgerrige på, hvordan compassionate pleje kan blive et tydeligt fælles værdisæt i sundhedsvæsenet, men også at vi skal være nysgerrige på, hvilke organisatoriske og strukturelle barrierer og udfordringer der er med til at modarbejde, at den sundhedsprofessionelle kan yde – og at patienten kan modtage – compassionate pleje.

Med et compassionate mindset skal vi ikke skyde skylden på sundhedsvæsenet, politikerne eller hvem, vi gerne vil have skal bære ansvaret. Nej et compassionate mindset inviterer os til at være nysgerrige ind i at undersøge, hvordan vi alle kan være med til at løfte vores sundhedsvæsen, således, at det skaber bæredygtige arbejdspladser med trivsel og arbejdsglæde samt god compassionate patient pleje og derved også bedre patientsikkerhed.

CV
Nanja Holland Hansen er autoriseret psykolog og Ph.d. Hun er postdoc-forsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen. Hun har en uddannelse som Certificeret Compassion Cultivation Training (CCT) fra Stanford University, hun underviser ved Aarhus Universitet, der tilbyder uddannelse i compassion til blandt andre sundhedsprofessionelle, og hun er ejer af Center for Compassion, hvor hun arbejder som psykolog.
Referencer
 
(1) Gilbert, P. (2025). Compassion fatigue in the NHS or burnout? https://www.theguardian.com/society/2025/jan/05/compassion-fatigue-in-the-nhs-or-burnout#:~:text=Our%20research%20showed%20that%20it,supported%20and%20overdemanding%20care%20systems
(2) Pavlova, A., Paine, S. J., Sinclair, S., O’Callaghan, A., & Consedine, N. S. (2023). Working in value-discrepant environments inhibits clinicians’ ability to provide compassion and reduces well-being: A cross-sectional study. J Intern Med, 293(6), 704-723. https://doi.org/10.1111/joim.13615
(3) Boss, H., MacInnis, C., Simon, R., Jackson, J., Lahtinen, M., & Sinclair, S. (2024). What role does compassion have on quality care ratings? A regression analysis and validation of the SCQ in emergency department patients. BMC Emergency Medicine, 24(1), 124. https://doi.org/10.1186/s12873-024-01040-8
 

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt

Find mere om