Færre børn fødes med iltmangel

Hvidovre Hospital har nedbragt antallet af børn, der fødes med iltmangel, så markant, at resultaterne nu publiceres i anset medicinsk tidsskift.

Danmark er et sikkert land at føde i, og nu er det blevet endnu mere sikkert. Hvidovre Hospital, som er landets største fødeafdeling, har reduceret andelen af børn, der fødes med iltmangel, med 48 procent. Iltmangel under fødslen kan medføre, at barnet dør eller får alvorlige mentale og fysiske handikap. Erfaringerne fra forbedringsarbejdet er så markante, at de nu er udgivet i tidsskriftet British Medical Journal Quality & Safety.

Artiklen i British Medical Journal Quality & Safety

En ny opgørelse fra Patienterstatningen viser samtidig, at antallet af alvorlige fødselsskader på landsplan er reduceret.

Opgørelsen fra Patienterstatningen

Forbedringerne på Hvidovre Hospital er opnået i forbindelse med projektet Sikre Fødsler, som blev iværksat i 2012 for at øge sikkerheden på alle fødesteder i Danmark. Sikre Fødsler bestod af to dele: et undervisningsprogram i tolkning af CTG for alle læger og jordemødre på fødestederne og et systematisk arbejdende læringsnetværk, hvor fødestederne fik undervisning og støtte i at forbedre deres arbejdsgange blandt andet ved at bruge kop-pakken, s-drop-pakken og fødselstjeklisten.

– Vi har med projektet vist, at vi kan gøre det endnu bedre, hvis man arbejder hårdt og systematisk med metoder til at forbedre kvaliteten – og bruger data til at se, om forandringerne rent faktisk er en forbedring, siger chefkonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Rikke Hollesen, som er førsteforfatter på artiklen i British Medical Journal Quality & Safety, til Berlingske Tidende.

Ulla Astman, formand for Dansk Regioners sundhedsudvalg og Dansk Selskab for Patientsikkerhed ser store perspektiver i resultaterne fra Hvidovre Hospital:

– Det vil også være en metode, man kan skele til på andre områder, hvor vi kan se, at der sker fejl og utilsigtede hændelser.

Indslag i TV Avisen om Hvidovre Hospitals forbedringsarbejde

Artikel i Berlingske Tidende om Hvidovre Hospitals forbedringsarbejde

Find mere om