Den største risiko i forhold til kvalitet i sundhedsvæsenet er vores ansatte. Sådan lød det fra Christina Krause, CEO for BC Patient Safety & Quality Council i Canada, og Helen Bevan, Strategic Advisor hos NHS Horizons i England, i sessionen “Rest & Recovery for Health human Resources – a necessary step for quality”.
– De seneste år har været uden fortilfælde. Der var selve covid-19-pandemien. Mange lande har haft en hård vinter. Og der er en del usikkerhed, ikke kun inden for sundhedsvæsenet, men også i befolkningen. Og vi ser, at folk begynder at søge væk. Det medfører personalemangel og sætter ekstra pres på sundhedsvæsenet, lød det fra Christina Krause, som fortsatte:
– Samtidig lever vi i en kontekst med klimaforandringer og mange begivenheder verden over. Krig i Ukraine. Inflation. Det påvirker ikke kun vores professionelle liv, men også vores privatliv. Vi hørte allerede om stigende udbrændthed inden pandemien. Så bad vi folk om at træde til, og det gjorde de. Men nu ser vi endnu flere tilfælde af udbrændthed.
Hun understregede samtidig, at udbrændthed ikke bare er mangel på energi. Det er apati. At føle sig afkoblet fra formålet. Det, man kan kalde moralsk stress (moral injury):
– Moralsk stress opstår, når vi ikke kan give den grad af omsorg, vi ønsker. Som forbedringsmennesker ser vi alt det, vi gerne vil gøre bedre, men vi har ikke haft tid til at komme os. Når militærfolk kommer hjem fra en udsendelse, har de tid til at restituere. Det har vi ikke haft i sundhedsvæsenet, og nu gør manglen på sundhedspersonale det endnu sværere.
Stop blødningen
Prioriteten for sundhedsvæsenet må derfor være at stoppe blødningen.
– Lige nu kommer vi ikke til at få nok nye hurtigt nok, så først og fremmest er vi nødt til at holde på de ansatte, vi har. Og give dem mulighed for at levere den kvalitet, de ønsker, sagde Christina Krause.
Med udgangspunkt i de nuværende vilkår, hvor der er en større arbejdsbyrde og mindre kapacitet, gennemgik hun og Helen Bevan forskellige modeller for, hvordan der kan skabes tilknytning og energi til forandring, hvor sidstnævnte blev defineret som ”kapaciteten og drivkraften i et team, organisation eller system til at handle og skabe de forandringer, der er nødvendige for at opnå sine mål”.
Skab energi til forandring
Der kan arbejdes med “Energy for Change” på flere niveauer. Både organisatorisk, men også på fx individ- og teamniveau.
Ifølge Helen Bevan er det vigtigt at have øje for alle 5 energier. Hun ser det især som problematisk, når der er et højt niveau af intellektuel energi, og det er den primære energi:
– Som forbedringsledere skal vi skabe balance. Intellektuel energi er drevet af præstation og data. Men data skaber ikke forandring i sig selv. Vi har brug for mere social energi.
– Det er et af vores hovedbudskaber: Betydningen af tilknytning. En af de udfordringer, vi så under pandemien, var, at den skabte en masse isolation. Tilknytning er fuldstændig afgørende for produktiviteten, supplerede Christina Krause.
Tal omsorgsfagene op
En anden session handlede om sygeplejerskers rolle og betydning i en foranderlig verden.
– Sygeplejersker bygger bro mellem alle professioner. Den eneste vej til forbedring af sundhedsvæsenet i hvert eneste land er at forbedre sygeplejerskers status, lød det fra President Emerita og Senior Fellow hos IHI Maureen Bisognano med henvisning til kampagnen Nursing Now Challenge.
Sygeplejerskers bidrag til kvalitet gennem historien er ikke blevet fortalt godt nok, fortalte Margrieta Langins, Nursing and Midwifery Policy Adviser hos WHO Regional Office for Europe, med eksempler på, hvordan sygeplejersker gennem tiden har været med til at finde løsninger ved fx polio og covid-19, og aktuelt bliver hun kontaktet af sygeplejersker, der har bud på tiltag i forbindelse med klimaforandringer.
– Uden sygeplejersker kan vi ikke stræbe efter bedre kvalitet, lød budskabet fra Margrieta Langins.
Vær stolt af jeres profession
Sygeplejerskers afgørende rolle i sundhedsvæsenet var også pointen fra patientambassadør Kira Ørbekker, der deltog i paneldebatten med perspektivet som pårørende.
– Jeg var selv sygeplejerske, jeg kendte systemet. Men jeg var ude af stand til at håndtere det, da min mand blev syg med kræft. Jeg fik ikke stillet de spørgsmål, jeg skulle. Jeg forstod ikke beskederne. Det er derfor, sygeplejersker er vigtige. De forstod, og de var der. Vi kan ikke klare os uden sygeplejersker.
Hun havde også et vigtigt budskab til salen, hvor der til denne session virkede til at være en overvægt af sygeplejersker:
– I skal være stolte af at være sygeplejersker. Man bliver nogle gange mødt med et ”jeg er kun sygeplejerske”, men du er ikke kun en sygeplejerske, du er meget vigtig for mig som patient eller pårørende.
Sessionen og den efterfølgende debat afsluttedes med en pointe om, at sygeplejefaget skal tales op – også af sygeplejerskerne selv. Det kan både være med til at tiltrække nye til faget, men også til at fastholde de sygeplejersker, der allerede er.
