Formandens nytårshilsen: Lad patientsikkerheden være en ledestjerne i kommende forandringer

2026 bliver både et år med store forandringer i sundhedsvæsenet og en fælles markering af 25 år med patientsikkerhed i Danmark.

Protrætfoto ved hospitalsgang. I baggrunden går en sundhedsprofesionel med ryggen til.
PS!-formand Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden og kommende regionsrådsformand for den nye region Østdanmark.

Der sker store forandringer i sundhedsvæsenet. Ældreloven er trådt i kraft, og forberedelserne til den nye sundhedsreform er i fuld gang. Forandringer af denne størrelse kræver både mod, vedholdenhed og samarbejde. Midt i alt dette står patientsikkerheden som et fælles og nødvendigt kompas.

I 2025 så vi, at en opmærksomhed på sundhedsvæsenets medarbejdere bredte sig til film- og tv-branchen med film som ”Hjem kære hjem” og ”Det andet offer”. De satte på hver sin vis fokus på, at vi skal huske at passe på de medarbejdere, der passer på alle os.

Mental belastning hos medarbejderne er et område, PS! har arbejdet med siden 2006, senest med projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle i samarbejde med CAMES og Herlev og Gentofte Hospital. I efteråret blev dette projekt tildelt den europæiske patientsikkerhedspris Butterfly Impact Award 2025. Prisen er en anerkendelse af, at patientsikkerhed og medarbejdernes trivsel hænger uløseligt sammen.

Projekt vinder europæisk patientsikkerhedspris for at styrke sundhedsprofessionelles mentale sundhed

I 2025 overtog regionerne UTH-ordningen. PS! har arbejdet målrettet for at sikre, at ordningen blev bevaret, og vi vil fortsat kæmpe for en stærk, sanktionsfri rapporteringskultur, som skaber tryghed for både borgere og medarbejdere. I december var vi medarrangører af en velbesøgt konference om, hvordan utilsigtede hændelser i endnu højere grad kan bruges aktivt og meningsfuldt til læring – på tværs af sektorer.

Se oplæg fra konferencen hos IDA

25 år med patientsikkerhed

I slutningen af 2025 udgav PS! anbefalinger til patientsikkerhed på plejehjem, hvor en høj andel af medarbejdere har anden baggrund end sundhedsfaglig. Anbefalingerne vil i det nye år blive foldet yderligere ud, bl.a. gennem podcast, så de kan gøre konkret gavn i både kommuner og regioner.

Vi vil også fortsat have fokus på patientsikkerhed i overgange – bl.a. i forbindelse med digitalisering, opgaveflytninger og hjemmebehandling – samt medicinsikkerhed og polyfarmaci. Til foråret udkommer en erfaringsopsamling fra projektet Sikker Medicinering, som har arbejdet med at forbedre medicinsikkerheden for borgere på botilbud og midlertidige pladser.

Vi har gennem længere tid haft et stigende fokus på beredskab og patientsikkerhed, og kort før jul modtog vi en donation fra Sundhedsdonationer til projektet ”Borgerskabt sundhedsberedskab i en urolig tid (BOOST)”, hvor borgere over hele landet vil blive inddraget aktivt i udviklingen af sundhedsberedskabet. Det glæder vi os til at tage fat på.

Nyt projekt vil inddrage borgere i udviklingen af sundhedsberedskabet

I 2026 markerer vi 25 år med patientsikkerhed i Danmark. Det er 25 år siden, at Dansk Selskab for Patientsikkerhed blev stiftet, og arbejdet med patientsikkerhed for alvor fik fodfæste. Vi er kommet langt – men der er stadig meget, vi kan og skal gøre sammen. Det sætter vi fokus på ved Patientsikkerhedskonferencen 2026 den 20.–21. april, hvor vi både ser tilbage på de første 25 år og frem mod de næste.

Patientsikkerhedskonferencen 2026: 25 år med patientsikkerhed – sammen mod et sikkert sundhedsvæsen

Nye strukturer i sundhedsvæsenet

For mig personligt starter også et nyt kapitel. Jeg er blevet valgt som den første regionsrådsformand for Region Østdanmark, og jeg er både stolt og ydmyg over den tillid, der følger med valget. Vi står foran den største reform af sundhedsvæsenet i 20 år, og opgaven er klar: Vi skal skabe reel lighed i sundhed.

Meget forandrer sig. Men noget er uændret: Det store og vigtige arbejde, som hver dag udføres for patienter og borgere, der har brug for behandling, støtte og pleje.

Tak for jeres engagement og for den indsats, I yder hver eneste dag for et mere sikkert og mere menneskeligt sundhedsvæsen.

Godt nytår!

Lars Gaardhøj
Formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed