Det næste sundhedsvæsen er temaet for Patientsikkerhedskonference 2018, som finder sted lige nu i København. 17 år efter Dansk Selskab for Patientsikkerhed blev etableret, er det tid til at tale om Patientsikkerhed 2.0.
En vision for fremtidens sundhedsvæsen er, at vi ikke kun skal lære af det, der går galt, men også af det, der går godt. Det var en pointe, der gik igen blandt flere af konferencens hovedtalere.
Direktør Inge Kristensen præsenterede det som en ny dagsorden for patientsikkerhed, mens konstitueret kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Annemarie Zacho-Broe formulerede det således:
– Vi skal huske, at størstedelen af tiden går det godt. Vi skal fokusere på alle de gange, hvor tingene går som det skal, og vi leverer høj kvalitet. Den fortælling, tror jeg også, skaber glade medarbejdere.
Medfølelse central for arbejdsmiljøet
En af hovedtalerne på konferencen var Michael West, der er Senior Visiting Fellow ved The King’s Fund og professor ved Work and Organisational Psychology på Lancaster University Management School.
– Arbejdsmiljø og stress påvirker patientsikkerheden og evnen til at være medfølende. Men det behøver ikke at være sådan. Der er eksempler på, at det kan være anderledes, sagde Michael West.
Han fremhævede ledelsens opgave med at gå forrest med visionen. Ifølge professoren er der nemlig en tendens til at fokusere på værktøjer og PDSA-cirkler, men han understreger, at det ikke kan stå alene uden en inspirerende vision. Og her mener den engelske professor, at vi bl.a. skal huske, hvad der er vores kerneopgave.
– Sundhedsvæsenet skal sørge for alle og udvise medfølelse. Det er gældende for alle herinde, at I har valgt en vej, hvor I viser omsorg for andre, sagde Michael West henvendt mod konferencens mange deltagere, som han også havde en opfordring til:
– Vi skal begynde med at udvise omsorg over for os selv. Vi skal passe på os selv, så vi er i stand til at passe på andre.
Sundhedscharter skal sikre bedre journalistik
Under overskriften ’Smitsomme sygdomme i sundhedsdækningen’ afsluttede direktør og ansvarshavende chefredaktør for Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, konferencens første dag fra scenen.
Sundhed er det, der optager danskerne allermest, og derfor også et emne, medierne dækker flittigt. Ifølge Lisbeth Knudsen er der dog så mange forskellige interesser på spil, at det kan være svært for medierne at finde rundt i. Hun mener imidlertid ikke, at medierne kan ændre nyhedsbilledet alene, men at de fagprofessionelle også kan blive bedre til at komme på banen.
– Hvis vi skal gøre noget fundamentalt ved sundhedsdebatten og højne niveauet, er vi nødt til at være mange interessenter, der arbejder sammen, sagde Lisbeth Knudsen.
Hun foreslår derfor, at ansvarlige kræfter sammen laver et charter for seriøs omgang med sundhedsstoffet. Det handler ifølge hende om rådgivning, debat og et kritisk eftersyn for at højne niveauet.
Baggrunden for det forslag kommer af en undersøgelse, som Tænketanken Mandag Morgen har lavet i samarbejde med TrygFonden. Her fremgår det, at danskere har svært ved at finde rundt i mængden af informationer.
Undersøgelsen fra TrygFonden og Mandag Morgen
“Stil op og kommuniker”
Lisbeth Knudsens oplæg blev efterfulgt af debat med Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen. Han så positivt på initiativet med et sundhedscharter og tilbød sin assistance, men påpegede også, at en offentlig styrelse ikke bør blande sig for meget i, hvordan medierne arbejder.
Hans råd er derfor i første omgang åbenhed, så man som organisation eller styrelse kan være med til at præge dagsordenen.
– Det starter med at stille op. Opgrader presseafdelingen. Man kan bruge rigtig lang tid på at undgå at sige noget, men vi skal selv kommunikere, for ellers så gør andre det, sagde Søren Brostrøm.
Det skete også på konferencens første dag:
12 indsatser der giver patientsikkerhed for pengene
På konferencens første dag blev offentliggjort en ny rapport, som PS! har lavet i samarbejde med Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Rapporten fremlægger 12 indsatser, der giver mest patientsikkerhed for pengene. Det kan nemlig betale sig at investere i patientsikkerhed.
Karin Friis Bach ny formand for PS!
Ulla Astman har været formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed siden 2011, men under sin velkomsttale fra scenen kunne hun afsløre, at dette også var hendes sidste konference som formand. Hun lovede dog, at hun fortsat vil arbejde for bedre patientsikkerhed.
På generalforsamling sidst på eftermiddagen tiltrådte Karin Friis Bach som formand.