”God indgangsvinkel til en lukket mand”

Aktive pårørende er uvurderlige, når man rammes af sygdom. Men hvordan inddrager personalet dem meningsfuldt i forløbet? Redskab til pårørendeinddragelse testes på Aarhus Universitetshospital.

Brystklinikken, Aarhus Universitetshospital

”Hvad har du mest brug for min hjælp til?” ”Hvilke undersøgelser eller samtaler skal jeg gå med til?” Det er nogle af de spørgsmål, pårørende tumler med. Det er vigtigt, at borgere med sygdom og deres pårørende får talt sammen om spørgsmål som disse og opnår en forventningsafstemning af såvel den syges ønsker og behov som den pårørendes ressourcer og muligheder for at støtte.

I sommeren 2016 lavede sygeplejerskerne Malene Schjøth Raundahl og Ina Holden en litteraturgennemgang af 22 studier. Læringen var blandt andet, at mange pårørende gerne vil tage aktivt del i behandlingsforløbet, men føler sig utilstrækkelige og lukket ude. Det skaber frustration og vrede hos nogle pårørende.

Undersøgelsen ”Pårørende på spring” fra TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, udført af DEFACTUM i 2015, viste det samme. Pårørende oplever, at de kan gøre en forskel og bliver aktivt inddraget, hvis de vel at mærke forbereder sig, inden de går med til samtaler og undersøgelser. Men har man ikke erfaring i rollen som pårørende, kan det være meget vanskeligt at være aktivt bidragende. Uerfarne pårørende er tilbøjelige til at holde sig tilbage med spørgsmål og viden. Det er problematisk, da pårørende har vigtig viden om den syges hverdag og præferencer, som måske ellers ikke kommer frem.

Hjælp til at forberede sig sammen

TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed udviklede i 2016 et redskab, der skal hjælpe borgere i gang med rollen som aktive pårørende. Til at teste redskabet, og særligt hvordan det fungerer i den kliniske hverdag, blev der indgået et samarbejde med Brystklinikken på Aarhus Universitetshospital.

– Det betyder noget for kontakten til den pårørende, at vi har et tilbud, som er målrettet dem, fortæller sygeplejerske Malene Schjøth Raundahl fra Brystklinikken, og fortsætter;
– Den pårørende holder sig ofte tilbage ved samtalerne, da de ikke vil tage den syges tid.

Brystklinikken har aktivt opfordret pårørende til at tilmelde sig et to ugers SMS-forløb udviklet af TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som tilbyder råd og redskaber til pårørende opdelt i en række små SMS-beskeder. Dermed får den pårørende mulighed for at fordøje information i små bidder inden SMS-forløbet bygger mere på.

– Fordelen ved SMS-redskabet er, at det adskiller sig fra andre tilbud, og de pårørende får løbende guidning og coaching i små doser, fortæller Malene Schjøth Raundahl.

”So far og next step”

Projektets delresultater blev præsenteret på Breast Surgery Workshop afholdt i maj på Aarhus Universitetshospital. Malene Schjøth Raundahl præsenterede projektets status samt plan for videre tiltag. Klinikken havde lavet denne poster til konferencen.

– Kollega har meldt tilbage, at redskabet er en ”god indgangsvinkel til en lukket mand”, der ellers kan have en tendens til at holde sig tilbage, fortæller Malene Schjøth Raundahl, og fortsætter;
– Alle pårørende får så vidt muligt tilbudt redskabet, men vi oplever, at det kan være vanskeligt rent faktisk at få sig tilmeldt, når man kommer hjem.

Derfor vil Brystklinikken afprøve, om det er muligt at tilmelde de pårørende til forløbet under samtalerne på klinikken. Hos personalet har der været et stærkt ønske om en mere aktiv inddragelse af de pårørende, og de har gennem intern undervisning sat fokus på de pårørendes behov og oplevelser i forløbet.

Evaluering af redskabet

Hvor samarbejdet med Brystklinikken i Aarhus omhandler afprøvninger af selve introduktionen af redskabet til de pårørende, så vil TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed i efteråret 2017 evaluere redskabets indhold og form. Det sker blandt andet på en survey, som alle brugere af redskabet bliver bedt om at udfylde som afslutning på SMS-forløbet.

Du kan læse mere om pårørendeindsatsen på www.godtduerder.dk, og pårørende kan helt gratis tilmelde sig det to ugers SMS-forløb ved at sende en SMS til nummeret 1999 med teksten ”Hej P”.

Man kan til enhver tid afmelde sig forløbet, og den pårørendes oplysninger bliver ikke brugt til andet end at sende redskabets SMS-beskeder som indeholder gode råd til spørgsmål den pårørende og den syge kan stille til hinanden eller gode spørgsmål man sammen kan stille til personalet.


Du kan læse mere om pårørendeindsatsen på www.godtduerder.dk, og pårørende kan helt gratis tilmelde sig det to ugers SMS-forløb ved at sende en SMS til nummeret 1999 med teksten ”Hej P”.Læs mere

Find mere om