Sundhedsvæsenet skal lade være med at håbe så meget. Sådan lyder budskabet fra Carol Haraden fra den amerikanske organisation Institute for Healthcare Improvement. Hun underviser i forbedringsarbejde over hele verden og deltog i det fælles læringsseminar i projekterne I sikre hænder og Sikker Psykiatri.
Hvad mener du med, at ’håb ikke er en plan’?
Håb er ikke ligegyldigt i forbedringsarbejdet. Det bringer os sammen. Men når vi er sammen og skal til at lave forbedringer af kvaliteten og patientsikkerheden, bliver vi nødt til at komme på den anden side af håbet.
Lad mig give et eksempel. Hvor tilfreds vil du være, hvis du tog din bil til mekanikeren for at få bremserne lavet, og mekanikeren sagde: ”Vores statistikker viser, at vi har held med at fikse bremserne i 66 procent af tilfældene. Så jeg håber, vi kan lave dem.” Det vil vi aldrig acceptere, men vi accepterer det faktisk i sundhedsvæsenet.
For 10 år siden publicerede Institute of Medicine en meget vigtig undersøgelse, hvori det fremgik, at der ikke bare er et hul mellem sundhedsvæsenets viden og ydelser – men en kæmpe kløft. Forskellen er enorm! Vi ved, at ikke alle patienter får samtlige elementer i den anbefalede behandling, og at mange patienter bliver skadet i mødet med sundhedsvæsenet.
Hvordan lukker vi kvalitetskløften?
For det første skal du som sundhedsprofessionel være bevidst om, hvilke løfter du er parat til at give patienterne og deres pårørende. Det kunne være et løfte om altid at behandle patienterne og deres pårørende med værdighed – eller et løfte om at undgå alvorlige medicinfejl.
Derefter skal du tage et grundigt kig på det system, som du arbejder i. Alle systemer er perfekt designet til opnå de resultater, de producerer. Så hvis dine patienter bliver udsat for alvorlige medicinfejl, skyldes det, at der er noget i systemet, som forårsager disse medicinfejl.
Hvordan ændrer du systemet? Ikke ved at håbe – eller at fortælle personalet, at det skal være mere opmærksomme. Det er opskriften på en katastrofe. Du skal analysere dit system og forbedre det, så du har et system, der forebygger medicinfejl.
Hvad er hovedelementerne i arbejdet med at ændre systemet?
Der er tre elementer. For det første skal du opbygge vilje til forandring i organisationen. Du skal motivere medarbejderne i organisationen og få dem til at forstille sig et bedre system. Det kan du gøre med data og patienthistorier. For det andet skal du høste ideer. Du skal finde eller udvikle nye tilgange, som øger kvaliteten og patientsikkerheden.
For det tredje er det vigtigt at måle på sit forbedringsarbejde og opnå resultater. Når jeg coacher personalet i forbedringsarbejde, spørger jeg altid: Hvad er resultaterne af jeres forbedringsarbejde? Aktiviteter er ikke det samme som resultater. Afprøvninger er vigtige, men patienterne vil have resultater. Derfor skal du måle på, om dine afprøvninger resulterer i forbedringer af systemet. Vi skal ikke spilde tid på aktiviteter og afprøvninger, som ikke skaber forbedringer.
Hvordan går det med arbejdet med at lukke kvalitetskløften?
Vi bliver nødt til at accelerere forbedringerne af sundhedsvæsenet ved at omsætte nytænkende ideer til praksis, som giver mening for patienterne. Det arbejde begynder med pionerer, der viser, at det kan lade sig gøre. Disse mennesker er specielle, fordi de bærer på et stort ansvar.
De sundhedsprofessionelle, som deltager i Sikker Psykiatri og I sikre hænder, er pionerer. I øjeblikket tester de nogle ’løfter’ i lille skala, men det er ikke den endelige ambition. Ambitionen er ikke at have den bedste behandling på et plejehjem eller på et psykiatrisk afsnit. Vi vil have den bedste behandling for alle patienter i hele Danmark.
Opgaven for personalet i disse to projekter er at vise andre, at det for eksempel kan lade sig gøre at udrydde alvorlige medicinfejl. De andre kan ikke følge, med mindre der er nogle, som har vist vejen. Det er en fantastisk forpligtelse.
