Hvad er vigtigt for dig?-dagen sætter patienten i centrum

Den internationale Hvad er vigtigt for dig- dag finder fremover sted den første tirsdag i juni for at sikre, at den ikke falder i weekenden. Dansk Selskab for Patientsikkerhed har besluttet at udvide ”Hvad er vigtigt for dig?” til hele ugen i år, så dem, der allerede har planlagt at afholde den 6. juni selvfølgelig også er omfattet. På Hvad er vigtigt for dig?-dagen spørger sundhedsprofessionelle patienter, borgere, brugere og pårørende, hvad der har betydning for dem som modtagere af pleje og behandling i det danske sundhedsvæsen.

Banner på mur med reklame for hvad er vigtigt for dig-dagen
Hvad er vigtigt for dig?-dagen markeres fremover den første tirsdag i juni.

Idéen bag den årlige Hvad er vigtigt for dig?-dag er, at borgeren eller patienten bliver mødt som et helt menneske og at vi vender blikket mod hvad der betyder noget for mennesket i sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Ved at vide, hvad der er vigtigt for borgeren eller patienten, kan sundhedsprofessionelle tilrettelægge behandlingsforløbet, så det tager udgangspunkt i patientens, borgeren eller brugerens vaner, behov og ønsker. Resultatet er større patienttilfredshed, bedre behandlingsresultater og i sidste instans større patientsikkerhed.

Et tydeligere fokus

Dagen markeres i omkring 50 lande, og vil fremadrettet årligt finde sted den første tirsdag i juni. PS! bakker naturligvis op om arrangementer og tiltag i hele uge 23. Samtidig glæder PS! sig over, at spørgsmålet – Hvad er vigtigt for dig? – i højere og højere grad stilles året rundt i det danske sundhedsvæsen og i ældreplejen.

– Den patientcentrerede tilgang er heldigvis i fokus mange steder, hver dag, og medvirker til, at vi får et endnu tydeligere fokus og bliver mere og mere systematiske i, at patienter og borgere bliver hørt og kan fortælle om, hvad der har betydning for dem, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og fortsætter:

– Dette er vigtigt – ikke mindst i en tid, hvor vores sundhedssystem er under forandring og vi kan se ind i en periode, hvor reform og nye strukturer kommer til at fylde. Her skal vi huske at holde og udbygge sundhedsvæsenets fokus på patienterne, borgerne og de pårørende. Sådan får vi sikkerhed og tryghed.

Læs om Inge Kristensens besøg på Kirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus på Hvad er vigtigt for dig?-dagen 2024

Hvad er vigtigt for dig?-dagen
• Første tirsdag i juni
• Hvad er vigtigt for dig?-dagen har tidligere fundet sted fast den 6. juni, men fra 2025 er det besluttet, at dagen fremover markeres den første tirsdag i juni.
• Har I allerede planlagt arrangementer til afholdelse den 6. juni foreslår vi, at I holder fast i dem. Det vigtigste er indholdet, ikke selve datoen, og vi understøtter aktiviteter på sociale medier og med materialer på vores hjemmeside mv. hele ugen.

Søg inspiration

Vi bruger den internationale Hvad er vigtigt for dig?-dag til at minde os selv og hinanden om vigtigheden af at tage udgangspunkt i mennesket foran os, så det har et vedvarende fokus i sundhedsvæsenet.
Den internationale Hvad er vigtigt for dig?-dag er en ekstra anledning til at sætte fokus på den patientcentrerede tilgang, som de fleste i forvejen arbejder med. Det er ikke en kampagne, der skal afvikles, men en tilgang og tankegang, som kan få ekstra opmærksomhed på denne dag.

PS! har udarbejdet en række materialer – plakater, postkort, roll-ups, lommekort mm. – som kan bruges til at skabe opmærksomhed om tilgangen og starte dialogen op.

Patientsikkerhed.dk/vigtigtfordig

Vi hører meget gerne om, hvordan Hvad er vigtigt for dig?-dagen markeres rundt om i det danske sundhedsvæsen. I er naturligvis altid velkommen til at kontakte PS! med gode historier, billeder og andre input, og så vil vi med stor interesse følge med på de sociale medier. Her kan I bruge #vigtigtfordig, når I poster fra dagen.

Læs om, hvordan HovedOrtoCentret på Rigshospitalet dagligt arbejder med et mere patientcentreret fokus

Læs patientambassadør Lise Christensens blog-indlæg om at være sårbar patient i det danske sundhedsvæsen