Inddragelse giver bedre behandling og tryghed

Det giver tryghed, når patienter spørges, hvad der er vigtigt for dem. Det er en af erfaringerne fra Slagelse Sygehus, der den 6. juni markerede Hvad er vigtigt for dig?-dagen med taler, foredrag og gospelkor.

– Det er ikke kun i dag, at vi skal spørge patienterne, hvad der er vigtigt for dem, men dagen i dag er med til at minde os om det fokus, der kan være svært at huske i en travl hverdag, sagde PS!-direktør Inge Kristensen til Hvad er vigtigt for dig?-dagen den 6. juni på Slagelse Sygehus.

Den 6. juni deltog over 40.000 sundhedsprofessionelle over hele landet i Hvad er vigtigt for dig?-dagen. En international dag, der sætter fokus på patientinddragelse, og som markeres over hele verden.

På Slagelse Sygehus optrådte elever fra Slagelse Musikskole på Mave-tarm og Karkirurgisk Sengeafsnit om formiddagen, og Kol-koret sang for til fællessang. Regionsrådsformand Heino Knudsen kom også forbi for at være med til at spørge patienterne, hvad der er vigtigt for dem, og det er direktør for PS! glad for.

– Patientinddragelse kræver opmærksomhed fra flere niveauer, heriblandt politikere og ledere. Derfor er det godt, at også politikere bakker op om en dag som ’Vigtigt for dig’, siger Inge Kristensen.

Læs mere på vigtigtfordig.dk

Inddragelse giver tryghed og nattesøvn

Inge Kristensen var del af eftermiddagens program i sygehusets forhal, hvor hun holdt en kort tale for de fremmødte patienter, pårørende og ansatte.

– Som patient er man i en sårbar situation, og det er vigtigt, at man er i stand til at modtage behandling. Bekymringer kan være en hindring for det, og derfor handler dagen i dag om tryghed. Når patienten inddrages i beslutningen om behandlingen, er det lettere at følge den, og patienten bliver mere tryg, sagde Inge Kristensen fra scenen.

Skuespiller, instruktør og komiker Søs Egelind holdt foredrag om sit forløb med kræftsygdom, og hun bekræftede behovet for at føle sig inddraget og forstå behandlingen:

– Som patienter er vi altså kunder i butikken, så vi skal ikke holde os tilbage. Jeg vidste, at hvis jeg ikke stillede alle de dumme spørgsmål, så ville de spørgsmål holde mig vågen om natten. Og jeg havde brug for min søvn for at komme til kræfter.

Giver indsigt og handlemuligheder

I løbet af eftermiddagen blev patienter opfordret til at hænge postkort op, hvor de skrev, hvad der er vigtigt for dem. Her lød det bl.a.:

  • At I ser mig som det menneske, jeg er. At I lytter til mig.
  • Jeg vil ikke hjem. Jeg ønsker at blive her eller komme på plejehjem.
  • Det er vigtigt for mig, at min søster kan besøge mig uanset tidspunkt.

På tavler var opsat lignende udsagn fra tidligere år, og ifølge afdelingssygeplejerske på kirurgisk afdeling Sabina Lund giver det stor værdi for personalet at spørge patienter, hvad der er vigtigt for dem, så de kan agere efter det:

– Jeg talte først med en patient, der gerne ville have, at det blev skrevet på patienttavlen, hvad vedkommende skulle gøre i løbet af dagen. Jeg spurgte derefter en anden patient på stuen, om det også var noget, hun kunne tænke sig. Hun ville bare gerne vide, hvad forkortelsen på tavlen betød, det havde ingen fortalt. Der tænker jeg, at vi enten ikke skal bruge forkortelser på tavler, eller også skal vi blive bedre til at forklare dem.

Stolthed over arbejdet

På Slagelse Sygehus øver de sig løbende med at inddrage patienterne og spørge, hvad der er vigtigt for dem. Ifølge ledende oversygeplejerske Anne Grethe Raahauge Larsen er det nemlig et spørgsmål om træning.

– Vi vil så gerne, men vi skal øve os. Vi spørger hinanden over frokost, om der er nogen, der har fået spurgt i dag, og om det har givet nye indsigter. Nogle gange kan man blive ret overrasket over patienternes svar, siger Anne Grethe Raahauge Larsen, der ikke er i tvivl om effekten:

– Det skaber tillid og tryghed mellem patienter, pårørende og de fagligt ansvarlige på sengeafsnittene. Vi er stolte over det arbejde, og vi er stolte over at markere det i dag.

Borgerne i I sikre hænder blev spurgt: Hvad er vigtigt for dig?

– Jeg blev rørt, da jeg så min journal, fordi jeg kunne læse omsorgen i den. Det var ikke kun tal og grafer, det var også noteret, om jeg f.eks. var ked af det. Tak til jer for alle de gange, I viser omsorg og også tager tid til at holde i hånden, selvom I har travlt, sagde Søs Egelind, der afsluttede sit foredrag med stor ros til alle ansatte i sundhedsvæsenet.

Regionsrådsformand Heino Knudsen var forbi Slagelse Sygehus den 6. juni, hvor han var med til at spørge patienterne: Hvad er vigtigt for dig? Foto: Bo Søby Hansen

Overlæge Line Walker og afdelingssygeplejerske Sabina Lund fra Slagelse Sygehus har sammen med teamet på Mave-tarm og Karkirurgisk Sengeafsnit taget initiativ til også at spørge personalet, hvad der er vigtigt for dem. Det gjorde de første gang den 4/4 i år, og initiativet er nu ved at sprede sig.

Gospel United fra Slagelse havde doneret en koncert til Slagelse Sygehus. Alle kormedlemmerne kom direkte fra arbejde og rundede dagen på Slagelse Sygehus af med god energi til klapsalver fra publikum. Foto: Bo Søby Hansen

PS!-direktør Inge Kristensen og skuespiller m.m. Søs Egelind til Hvad er vigtigt for dig?-dagen på Slagelse Sygehus.