Inspirationsbesøg fra norske kommuner

En delegation af mellemledere fra det norske kommunale sundhedsvæsen var i juni på studiebesøg hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed. De 35 deltagere fik blandt andet lejlighed til se, hvordan en dansk kommune arbejder med forbedringsmetoder. Og gæsterne fik også en succeshistorie om medicinhåndtering på bosteder for borgere med psykiske handikap.

Vicedirektør Vibeke Rischel gav de norske gæster en introduktion til Dansk Selskab for Patientsikkerhed

De norske gæster var primært mellemledere inden for sundhedsvæsenet fra en række kommuner i regionen Helgeland i det nordlige Norge. De arbejder med det norske patientsikkerhedsprogram, og kom til Danmark for at få inspiration. Besøget blev koordineret af seniorrådgiver Stephanie Helland fra KS-konsulent, der er en underafdeling af KS (kommunernes organisation, svarende til KL i Danmark).

På førstedagen af besøget deltog gæsterne i en workshop om forbedringsmetoder, tilrettelagt af chefkonsulent Simon Tulloch, Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Dag 2 var delegationen på studiebesøg i Frederiksberg Kommune, der har arbejdet med forbedringsmetoder blandt andet i forbindelse med programmet I sikre hænder. Tre forskellige enheder i Frederiksberg Kommune havde åbnet dørene for de norske kolleger; Døgnrehabiliteringen, Plejeboligerne Østervang og Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje.

Sikker systematik om tavlemøder

På Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering var det udviklingssygeplejerske Elisabeth Hansen og teamleder Mai Vallentin, der fortalte om enhedens forbedringsarbejde. Enheden har arbejdet med tryksår, medicineringsfejl, fald og infektioner, og er nu begyndt at se på ernæring og forebyggelse af vægttab hos borgerne på afdelingen. Afdelingen holder daglige tavlemøder med fokus på forbedringsarbejdet, og for at sikre systematik er der udarbejdet en drejebog, der beskriver struktur og indhold i møderne.

Udviklingssygeplejerske Elisabeth Hansen og teamleder Mai Vallentin fra Døgnrehabiliteringen i Frederiksberg Kommune fortalte deres norske kolleger om forbedringsarbejdet i afdelingen.
Døgnrehabiliteringen har blandt andet udarbejdet en drejebog for tavlemøder, der sikrer fokus på forbedringsarbejdet.

Succeshistorie om medicinhåndtering på bosteder

Det norske besøg sluttede af med en succeshistorie fra organisationen Habitus, der har botilbud til borgere med svær autisme. De ansatte på bostederne er primært pædagogisk personale uden sundhedsfaglige kompetencer. Habitus begyndte i sommeren 2018 at kigge på sikkerheden omkring den sundhedsfaglige del af behandlingen på botilbuddene, herunder medicinhåndtering.

I løbet af mindre end et år er det lykkedes at bringe det sundhedsfaglige og patientsikkerheden i fokus. Det er sket i samarbejde med PS!mprove, der er Dansk Selskab for Patientsikkerheds konsulentenhed.

Medarbejder ved Habitus Mette Weng, daglig leder Suzanne Elfort og faglig konsulent Lone Fischer fortalte om det nye sundhedsfaglige fokus på bostederne for borgere med alvorlige psykiske handikap i organisationen Habitus.

Mette Weng, der er medarbejder ved Habitus, daglig leder Suzanne Elfort og faglig konsulent Lone Fischer fortalte, hvordan Habitus har arbejdet på mange niveauer, topledelse, daglig ledelse og medarbejderniveau for at løfte systematikken omkring det sundhedsfaglige. Der er implementeret en ny sundhedsjournal, et medicinmodul, og der er udarbejdet en sundhedsfaglig håndbog.

De nye tiltag er implementeret ved hjælp af undervisning, workshops, lederudvikling, sidemandsoplæring og en hotline, som organisationens medarbejdere kunne kontakte døgnet rundt, hvis de blev i tvivl om den nye systematik. For Habitus har det hidtil været pædagogikken, der var flagskibet, men nu er det pædagogikken og det sundhedsfaglige, der går hånd i hånd, fortalte Lone Fischer.