Ulighed i patientsikkerhed eksisterer i sundhedsvæsenet. Alle borgere i Danmark har ikke den samme adgang til de rette sundhedsydelser, og vi ser også, at udsatte grupper i befolkningen får dårligere kvalitet og oplever flere utilsigtede hændelser.
Ulighed i sundhed må og skal reduceres ifølge Kristian Larsen, der er professor ved folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og forskningsleder i Center for sundhedsfaglig forskning på Rigshospitalet. Han forsker i ulighed i sundhedssektoren, og forfatter til bogen ”Sundhedskapital”.
– Dårligt privilegerede mennesker lever kortere tid, de har dårligere livskvalitet, de dør hyppigere og oftere af sygdomme, som kunne behandles, plejes og ordnes. I stort set alle diagnosegrupper er du ilde stedt, hvis du har få økonomiske, kulturelle og sociale ressourcer, siger Kristian Larsen.
I dette interview med Kristian Larsen får du svaret på, hvorfor ulighed i patientsikkerhed – og sundhed generelt – er et problem, hvor stort et problem det er, og hvad vi kan gøre ved det både som samfund, men også som sundhedsprofessionel i den enkelte klinik, afdeling eller hjemmepleje.
Du har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad om, at lighed i sundhed er en illusion. Mener du, at det står værre til, end vi går og tror?
Jeg læser så mange rapporter om det, så jeg er i hvert fald ikke overrasket. Jeg tror, den almindelige brede befolkning ikke ved det og ikke kender til de ulighedsskabende faktorer, og hvordan ulighed slår ud. Der er en generel uvidenhed om, hvor ulige vi lever som mennesker.
Mange tror stadig på et sundhedsvæsen og et sundhedssystem, som griber alle bedst muligt, når sygdom truer. Jeg tror, der er en vis uvidenhed om, hvor voldsomt det egentlig er, når vi taler ulighed i livskvalitet og livskvantitet, men også at uligheden er en del af sundhedsvæsenet – altså at sundhedsvæsenet behandler folk ulige.
I diagnosernes hierarki er der stor opmærksomhed, prestige, penge og forskning knyttet til det unge, hjertet/hjernen, det akutte, og det man kan gøre noget ved. Du skal vælge din sygdom med omhu.
Kristian Larsen, professor i sundhedssociologi, Københavns Universitet
Hvorfor bliver alle ikke behandlet ens i mødet med sundhedsvæsenet?
Der er nogle forskelle i, at de privilegerede klasser opsøger sundhedsvæsenet mere, de får lavet flere undersøgelser, de er mere aktive ift. at være på forkant med, om de potentielt er syge.
John Brodersen og Alexandra Ryberg siger, at den privilegerede klasse stjæler ressourcerne i sundhedsvæsenet, fordi de i meget høj grad opsøger det og får lavet 360 graders undersøgelse af det ene og det andet. Hvis du er mindre privilegeret, arbejdsløs, hjemløs eller har alle mulige lidelser, opsøger du sundhedsvæsnet i mindre grad. Og du får dårligere behandling, når du er der.
Hvis du kommer med mange diagnoser og ikke har et særlig stort socialt netværk og måske ikke en særlig god uddannelse eller ikke kan tale sproget, som de bruger i sundhedsvæsenet, så er du lidt irriterende i systemet, fordi institutionerne og professionerne gerne vil lykkes. De vil gerne yde og præstere på bestemte kriterier. Og det er svært at lykkes med noget, hvor det hele er så uldent, sammensat og komplekst.
I diagnosernes hierarki er der stor opmærksomhed, prestige, penge og forskning knyttet til det unge, hjertet/hjernen, det akutte, og det man kan gøre noget ved. Modsat med gamle patienter med såkaldt ’selvforskyldte’ komplekse kroniske lidelser, multimorbiditet, hvor det bare går langsomt tilbage. Så du skal vælge din sygdom med omhu.
Kig på USA og England, hvis du vil se et forstørret billede af resultaterne af langt mere liberalistiske tænkemåder. På længere sigt har vi ikke råd til ikke at passe på velfærdsstaten.
Kristian Larsen, professor i sundhedssociologi, Københavns Universitet
Der er ikke mindst en ulighed i, hvad man har af ressourcer til rådighed for at læse og agere i systemet. I princippet kan alle blive ramt af en hjerneblødning, men det har stor betydning, hvilke ressourcer økonomisk og specielt kulturelt og socialt der kan aktiveres.
Der er sådan en lethed ved at interagere med nogen, hvor man også har en succesrate, og hvor man føler, at man har lettere ved at pingponge med hinanden, end de patienter, som måske lugter lidt og har nogle bøvlede situationer. Der synes systemet, det er besværligt. Der, hvor det ligesom bare ikke er progression, men regression – altså det går bare tilbage. Det er bare hårdt arbejde, og det bliver heller ikke krediteret økonomisk eller prestigemæssigt i systemet. Der skal honorarordninger til for at gøre det mere prestigefyldt. Fine seminarer, workshops og idealer om ”individuel patientcentreret, brugerinvolverende og helhedsorienteret behandling og pleje” er kontraindiceret.
Læs også: “Ulighed er ikke en mystisk tyngdekraft”
Hvad er de største barrierer for at gøre noget ved uligheden?
Den allerstørste barriere er den største knap i maskinrummet – i mulighedens maskinrum: Sundhedsforhold reguleres af stort set alle politikområder, ikke kun sundhedspolitik. Der skal være politisk vilje til reelt at ville dreje på de største knapper. Men det går den modsatte vej. Vi skal i tiltagende grad klare os selv.
I bogen Sundhedskapital har jeg beskrevet, at vi er blevet statsligt frisatte. Staten har tidligere været protektor og kompenseret for ulige vilkår. Men den skifter ham og siger i dag: ”Pas godt på jer selv”. Vi skal ikke bare være vores egen lykkes smed, men også sundheds smed. Man kan tænke vildt: ’Ordiner høj løn til de lavtlønnede’, ’havudsigt til dem med baggårdsudsigt’ osv. Der er evidens for det! Mindre ambitiøst er jo at ordinere gratis cykler til alle, beskatning af usunde madvarer, statsstøtte til tandsundhed osv. Arbejdsmarkedsforhold, boligforhold og ressourcer i nabolaget er noget af det vigtigste.
Der er altså nogle helt store knapper, der kan skrues på, som grundlæggende er politiske og sundhedspolitiske. Udfordringen med sundhed er, at det går ind over stort set alle politiske områder end bare det sundhedspolitiske område.
Problemet er bare, at patienter ikke er pakker. I nogle områder i psykiatrien og ganske store dele af somatikken, er det komplekse sammenhænge, vi har med at gøre.
Kristian Larsen, professor i sundhedssociologi, Københavns Universitet
Er det overhovedet muligt at skabe lighed i sundhed?
Det er ikke 100 % muligt, men det er et mål og en ambition, man kan stile efter. Man kan gøre opmærksom på de ulighedsskabende faktorer, og de fleste af dem er meget subtile og ubevidste, for det er ikke noget, man tænker over. En praktiserende læge fortalte, at han skulle ’tage sig selv i’ ikke at bruge alt for meget tid på patienter, der lignede ham selv, havde lignende værdier og præferencer.
I Danmark er vi stadigvæk duksen i klassen, internationalt set. Men vi ser store udfordringer, som gør, at vi er nødt til virkelig at overveje, hvad det er, vi skal gøre for at passe på vores velfærdsstat, dens institutioner og professioner. Vi er ved at udhule et kæmpe samfundsmæssigt gode, som er skabt gennem mange år gennem slid og slæb.
Kig på USA og England, hvis du vil se et forstørret billede af resultaterne af langt mere liberalistiske tænkemåder. På længere sigt har vi ikke råd til ikke at passe på velfærdsstaten. I sidste instans har de privilegerede grupper også brug for en stærk velfærdsstatslig ordning på det sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige område. Ulighed i økonomi, kultur, men også sundhed truer sammenhængskraften. I storbyen Sao Paolo i Brasilien er overklassen belastede af stress over evigt at skulle passe på deres privilegier. De fattige gør hvad som helst for penge – for de har intet at miste.
Balancen er, at privilegerede borgere nok i højere grad skal klare flere ting selv – samtidig med at man ikke skaber forudsætninger for, at de trækker sig fra de offentlige ordninger, og at der skabes bedre forudsætninger for en stærk privat sektor.
Læs også: Dansk studie: Ulighed i behandlingskvaliteten for patienter med depression
Hvad er det vigtigste eller det første, vi skal gøre her og nu for at mindske ulighed i sundhed?
Vi skal gøre opmærksom på det politiske niveau og måske mest af alt skabe en bevidstgørelse om, at selv i de subtile ikke bevidste praksisser har vi procedurer og en måde, tingene kører på, der er ulighedsskabende. Hvis vi ser på sundhedsvæsenet, skal vi først og fremmest erkende, hvordan vi skaber ulige praksisser. Hver en uddannelse og klinik må overveje deres praksisser med det blik.
Dernæst skal vi tænke kompensatorisk, når vi har grupper, som har ekstra behov. Da jeg var sygeplejerske, lå patienterne i gennemsnit 10 til 12 dage på hospitalet. Man udskrev ikke patienten, før de var klar til det. I dag er indlæggelsestiden 1 eller 2 dage med lyden af: Vi håber, du har nogen derhjemme, der kan hjælpe dig!
Det kompenserende arbejde skal honoreres ikke blot ved fine målbeskrivelser, men via takstordninger, som styrker, at dem, der har mest behov, får flest ydelser, støtte og omsorg. Vi har standardisering af pleje og behandlingsydelser, og fast track. Det er jo enormt godt specielt for kræftpatienter, at der er et program, hvor der er evidens for, hvordan vi skal gribe det an.
Problemet er bare, at patienter ikke er pakker. I nogle områder i psykiatrien og ganske store dele af somatikken, er det komplekse sammenhænge, vi har med at gøre. Der er rigtig mange områder, som ikke kan kommes i en pakke og standardiseres. Patienten har mange diagnoser, får meget medicin, har få ressourcer, og der er ikke nogen, der hjælper derhjemme. Der er bare nogle ting, hvor manualtænkningen ikke er tilstrækkelig.
Jeg har været med til at lave flere studier om marginaliserede mennesker, og de lever et andet liv og har nogle andre vilkår. Men det betyder ikke, man skal give op.
Hvad kan sundhedsprofessionelle gøre for at blive mere opmærksomme på de bias, der kan være i sundhedsvæsenet?
Vi skal have en kritisk refleksion i hver en afdeling og i hver en klinik, hvor man overvejer, hvordan vi bidrager til ulighed i behandlinger, pleje og omsorg for patienterne? Først skal det afdækkes. Dernæst; hvad skal vi gøre anderledes? Hvordan honorerer og motiverer vi til god behandling af mindre privilegerede patienter? Skal vores procedurer og manualer laves om? Er der nogen udsatte grupper, vi skal gøre noget særligt for? Er der grupper, som skal have færre ydelser? Skal vi gå længere op til ledelsen, eller skal vi skrive en kronik i avisen. Altså være lidt aktivistiske på det. Men det første og vigtigste skridt er at skabe bevidsthed om ulige praksisser, og så agere på det.
