David Roe har erfaring med brug af PROM i forbindelse med rehabilitering af mennesker med psykisk sygdom. Han er keynotespeaker ved Primærsektorkonferencen 31. oktober-1. november, og i den sammenhæng har Dansk Selskab for Patientsikkerhed fået lejlighed til at interviewe ham:
– PROM er vigtige, fordi de sikrer, at dét vi måler på, også er dét, der er vigtigt for patienterne. PROM sikrer, at brugernes oplevelser bliver vurderet, registreret og taget med i overvejelserne, siger David Roe. Han har været med til at gennemføre et projekt med brug af PROM i forbindelse med rehabilitering for mennesker med psykisk sygdom. Projektet var et samarbejde mellem University of Haifa, det israelske sundhedsministerium og den israelske fond Tauber Foundation.
Med PROM registreres patienternes egne oplevelser af symptomer, funktionsevne og livskvalitet. Det sker ved, at hver enkelt patient besvarer en række strukturerede spørgsmål.
Dialogredskab
PROM kan bruges som udgangspunkt for dialog mellem den enkelte patient og sundhedspersonalet:
– I vores projekt lagde vi fra begyndelsen vægt på, hvordan vi kunne præsentere data, så de blev oplevet som meningsfulde for brugerne, siger David Roe.
Hver enkelt bruger, der har gennemført en PROM, får individuel tilbagemelding. Data præsenteres, så de er lette at forstå, fx grafisk, sådan at brugeren selv får overblik over egne data og kan se, hvordan de ændrer sig over tid.
– Vi har gjort meget ud af at træne alle involverede i, hvordan de potentielt kan anvende disse feedbacks, og vi har set, at efterhånden bliver de i stigende grad oplevet som frugtbare, og de motiverer folk til at gennemføre yderligere PROM, siger han.
Feedback i kvalitetsudviklingen
I Israel bruges PROM også som feedback til de forskellige leverandører af sundhedsydelser.
– Vi har for første gang data, der reflekterer, hvordan brugerne bedømmer deres egen status på en række parametre. Og disse data kan så sammenlignes med behandlerens vurdering på de samme parametre. PROM giver serviceyderne mulighed for at zoome ud og bruge eksakte data omkring brugernes oplevelser. Det er ikke længere nødvendigt at nøjes med en intuitiv vurdering. Data er meget brugbare for serviceyderne til at identificere områder, der trænger til kvalitetsforbedringer, siger David Roe.
David Roe har sammen med en række andre forskere for nylig offentliggjort en videnskabelig artikel, hvor man har målt PROM blandt patienter, der var tilknyttet psykiatrisk rehabilitering. Undersøgelsen viste, at man ved hjælp af PROM kan forudsige, hvilke patienter der er i størst risiko for genindlæggelse. Det betyder, at man eventuelt vil kunne skride ind med forebyggende foranstaltninger.
Link til artikler af David Roe:
Implementing routine outcome measurement in psychiatric rehabilitation services in Israel
Routine patient reported outcomes as predictors of psychiatric rehospitalization