”Sikkert flow til gavn for borgerne” er overskriften ved Session C på Primærsektorkonferencen. Sessionen handler om, hvordan man kan forbedre flowet ved at identificere og eliminere flaskehalse og ved at ændre sine arbejdsgange. Projektleder Lars Damkjær fra Københavns Kommune er en af oplægsholderne.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag Primærsektorkonferencen og samarbejder samtidig med Lars Damkjær og Københavns Kommune i et projekt, der skal nedbringe ventetider. I den forbindelse har vi talt med projektleder Lars Damkjær.
Ny lov gav brændende platform
I efteråret 2017 kom en ny lov om ventetidsgaranti og udvidet frit valg til genoptræning efter sundhedsloven. Loven betyder, at borgerne kan vælge en privat leverandør af genoptræning , hvis det ikke er muligt for kommunen at tilbyde en tid inden for 7 kalenderdage.
– I Københavns Kommune har vi stærkt fokus på overholdelsen af ventetider. Men nu kunne vi som kommune ikke længere selv bestemme, hvor lange ventetiderne måtte være. Nu var det vedtaget ved lov, at de ikke måtte være længere end 7 kalenderdage. Selvom vi i forvejen havde besluttet os for at nedbringe ventetiderne, gav den nye lov os en brændende platform under det allerede igangværende forbedringsprojekt sammen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed, fortæller projektleder Lars Damkjær fra Afdeling for Rehabilitering, Københavns Kommune.
Succes at arbejde med forbedringsmetoderne
Den 1. juli 2018 trådte den nye lov om ventetider i kraft, og i den forbindelse kiggede Københavns Kommune på sine data: Kommunen havde overholdt lovens krav om, at ventetiderne ikke måtte overstige 7 kalenderdage. Resultatet var opnået ved at identificere konkrete indsatsområder, som kunne forbedres. F.eks. havde kommunen reduceret den administrative ventetid fra 4-5 dage til 2 dage.
– Hvor vores fokus førhen var på ressourceeffektivitet, så har vi nu mere fokus på flow og på at tilrettelægge arbejdet, så borgerens genoptræning sættes i gang hurtigst muligt. Lige nu, her i starten af oktober, er vi opmærksomme på, hvor robuste vores nye arbejdsgange er. Hen over sommeren har det kunne lade sig gøre at holde ventetiderne inden for 7 kalenderdage, men omkring september er der betydeligt flere genoptræningsplaner, som skal sættes i gang. Har vi opnået en midlertidig forbedring, eller er det også bæredygtigt på langt sigt? Det har vi fokus på i den kommende periode, siger Lars Damkjær og fortsætter:
– Under alle omstændigheder har det været en succes at arbejde med forbedringsmetoderne. Det har vist sig effektivt til at engagere de forskellige forbedringsteams, til at forbedre og til at forny. Der er kommet mange nye idéer i forbindelse med arbejdet.
I arbejdet med forbedringsmetoden er der oprettet forbedringsteams med deltagelse af ledere og medarbejdere på de enheder, der varetager visitation og genoptræning efter sundhedsloven. Indtil nu er der afholdt 7 læringstræf, hvor forbedringsteams har modtaget undervisning og supervision i forbedringsmetoden og samtidigt delt erfaringer og idéer vedrørende arbejdsgange.