Se lovforslaget på Høringsportalen
Høringssvar om UTH i sundhedsvæsenet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sendt forslag til ændringer i sundhedsloven i høring. Herunder stilles der forslag om at afskaffe den sanktionsfri indrapportering af utilsigtede hændelser samt at afskaffe systemet til håndtering af rapporterne, Dansk Patientsikkerhedsdatabase, DPSD.
Dansk Selskab for Patientsikkerheds (herefter PS!) bestyrelse, bestående af Danske Regioner, KL, Danske Patienter, FOA, DSR, Lægeforeningen, LIF, Medicoindustrien, Apotekerforeningen og Danske Handicaporganisationer, har den 6. september behandlet forslaget, og finder overordnet og indledningsvist, at forslaget er helt uantageligt i sin nuværende form. Bestyrelsen ser en lovbefæstet videreførsel af den sanktionsfri rapportering samt en videreførsel af et nationalt rapporteringssystem som afgørende for patientsikkerhedsarbejdet i Danmark. Dog finder bestyrelsen, at et rapporteringssystem til opsamling af data fra utilsigtede hændelser hensigtsmæssigt kan lægges i andet regi, og at Dansk Selskab for Patientsikkerhed kan have en rolle heri. Forslaget kan anerkendes for, at en evt. videreførsel af opsamlingen af utilsigtede hændelser i givet fald skilles fra det sanktionerende og kontrollerende system. Det har PS! anbefalet i mange år.
Nedlæggelse af den sanktionsfri rapporteringspligt i loven og et rapporteringssystem vil reelt betyde en nedlæggelse af det lærende patientsikkerhedsarbejde i Danmark, og man må forvente, at der med ændringen sker en erosion af det lokale patientsikkerhedsarbejde, da den sanktionsfri rapportering og datagrundlaget bortfalder. Det vil reelt også betyde, at arbejdet med at styrke psykologisk tryghed og med at reducere defensiv medicin bliver vanskeliggjort – og at såvel ledelser som medarbejdere får svære vilkår i kvalitets- og patientsikkerhedsarbejdet. Kulturarbejdet og dialogen bliver stærkt udfordret for både ledere og medarbejdere, og der vil for patienter og borgere alene være klage- og tilsynssystemet tilbage.
Bestyrelsen i PS! har tidligere drøftet muligheden for at styrke anvendelsen af utilsigtede hændelser, og der kan ses en række alternative muligheder for at drive arbejdet med læring af utilsigtede hændelser og med datagrundlaget, videre.
Brug af data og viden er et vigtigt fundament for udvikling af sundhedsvæsenet, og i den forbindelse er de utilsigtede hændelser (UTH) en vigtig kilde til viden om mulige kvalitets- og patientsikkerhedsbrister. I alle andre sammenhænge efterspørger man ensartede, nationale data, og det fremstår derfor også i den kontekst som et uigennemtænkt forslag.
Samtidig – og nok så vigtigt – har der længe blandt sundhedspersonale og andre, der beskæftiger sig med patientsikkerhed, været en stigende opfattelse af, at læringen fra de utilsigtede hændelser kan styrkes væsentligt som en del af et lærende sundhedsvæsen. Rapporteringssystemet er for tungt og for langt fra den drift, der skal forbedres. I forbindelse med en omlægning af kvalitetsarbejdet og en opdatering af det nationale kvalitetsprogram i Danmark vil det være naturligt at se på, om patientsikkerhedsarbejdet kan understøttes på anden vis.
Der må sættes spørgsmålstegn ved, om den i lovforslaget planlagte lukning af DPSD pr. 31.12.2024 overholder regler og praksis for nedlukning af vitale systemer, og under alle omstændigheder vil en nytænkning af et system kræve tid. Der opfordres derfor til en proces, hvor alle relevante interessenter kan inddrages i en fremtidig løsning. Hertil kommer, at PS! står tvivlende over for om der lovmedholdeligt kan etableres lokalt/lokale databaser/indrapporteringssystemer, uden en hjemmel i lovgivningen om sanktionsfri rapporteringspligt.
Nedenfor gennemgås en række forhold, man skal være opmærksom på, ligesom PS! henviser til tidligere fremsendte spørgsmål (se bilag 1). Sluttelig vil PS! optegne konturerne til et fremtidigt, proaktivt rapporteringssystem.
Bilag 1: Ændringer i rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser 2015-2023
Bilag 2: Spørgsmål fremsendt til Indenrigs- og sundhedsministeriet pr. e-mail den 17. september 2024