Social- og sundhedshjælper Vivi Brix Jacobsen fra Frederiksberg Kommune er en af drivkræfterne i forbedringsarbejdet i hjemmeplejen på Frederiksberg. Her er faglige skel blevet nedbrudt og en tværfaglig kultur opbygget, hvor sygeplejersker, hjælpere, assistenter og terapeuter taler åbent om fejl.
Du har været en af drivkræfterne i forhold til implementeringen af I sikre hænder i Frederiksberg Kommune. Hvad tiltalte dig ved projektet?
Min interesse for projektet udsprang egentlig af en masse spørgsmål, jeg havde, og ting jeg undrede mig over i min hverdag. Jeg er vel sådan et kassemenneske, der godt kan lide, at tingene er sat i rammer osv. Jeg havde brug for at vide, hvor jeg skulle gå hen med mine observationer og de spørgsmål, der var lagret i mit hoved.
Jeg kunne se, at projektet var en mulighed for at skabe større systematik, og det havde jeg brug for i forhold til at skabe lidt ro i mit hoved. Jeg syntes blandt andet, at de her tjeklister var smaddergode til at skabe struktur og overblik.
I starten var det en social- og sundhedsassistent, der var ressourceperson på projektet, men da hun stoppede, gik det hele lidt i stå i vores gruppe. Det syntes jeg var ærgerligt, og det gav jeg udtryk for over for min teamleder. Hun tilbød mig så blive ressourceperson på projektet i min gruppe, og med det fulgte der naturligvis ansvar for at sikre fremdrift i projektet.
Hvordan var det at få det ansvar?
Det har uden tvivl givet mig faglig selvtillid at få lov til at tage ansvar, men jeg var også usikker i starten. Jeg var meget bekymret for, om jeg kunne finde ud af at formidle viden til mine kolleger, men det gik jo godt.
Jeg har dog syntes, det var et stort ansvar at stå med alene, så for et års tid siden blev der knyttet en ressourceperson mere på, og det er dejligt at have en at sparre med.
I forhold til min motivation har det betydet meget, at jeg har været en af de bærende kræfter i projektet. Jeg har været her i rigtig mange år, og jeg er glad for det, men jeg har også brug for at få nogle udfordringer, så det ikke bliver rutinepræget. Jeg prøver at gribe de udfordringer, jeg kan få. Så der er ingen tvivl om, at når man bliver en del af sådan noget som I sikre hænder, får man et fagligt kick.
I Frederiksberg Kommune sammenlagde man i 2013 hjemmeplejen og sygeplejen, samtidig med at man gik i gang med I sikre hænder. Hvad har sammenlægningen betydet for projektets succes?
Jeg kan tydeligt mærke, at kombinationen af sammenlægningen og projektet har været med til at nedbryde faglige skel. Vi arbejder meget tæt sammen på tværs af faggrupper, fordi vi ikke længere er fysisk adskilt. Det er nemmere lige at gå ind at spørge en assistent eller en sygeplejerske, når man er i tvivl om noget, når fordi man kender dem.
Vi har fokusmøder en gang om ugen, hvor vi drøfter forskellige borgere. På møderne deltager medarbejdere med forskellige fagligheder, og vi har forskellige indgangsvinkler. Hvis det kun er hjælpere, der deltager, stopper vores kompetence på et tidspunkt, og så kan vi ikke komme videre. Hvis man har sygeplejersker, assistenter og terapeuter siddende, så kan man komme meget længere. Der kommer aftaler på plads på denne måde, og der bliver handlet til gavn for borgernes sikkerhed.
Det er også tydeligt at mærke, at vi alle har brug for hinanden. Det er ikke kun os hjælpere, der har brug for sygeplejersker – jeg oplever også, at sygeplejerskerne har meget brug for hjælpernes observationer, for vi kommer ude hos borgerne dagligt.
Jeg tror, at sygeplejerskerne får mange flere informationer nu end tidligere, fordi det er blevet konkret for os, hvor vi skal gøre af dem. Det er jo ikke fordi, man før i tiden lod være med at sige noget – det var mere det med, at informationerne kom et forkert sted hen, og det kunne tage nogle dage at få svar på spørgsmål. Fx gik man måske og tumlede med nogle spørgsmål, til man mødte en sygeplejerske, og der kunne jo godt gå et par dage. Nu kan man tage dialogen med det samme, fordi de er i huset.
Udover de ugentlige fokusmøder har I også daglige tavlemøder. Hvilken betydning har møderne haft for jeres arbejdskultur?
Tidligere kunne jeg godt være lidt usikker på, hvad jeg skulle sige videre, og derfor gik jeg og puttede med nogle ting. Når mange informationer pludselig bliver synlige på en tavle, kommer der en fælles forståelse af, at det her er noget, vi SKAL dele. Man ser, hvad andre giver videre, og så sammenligner man det jo.
Tavlen giver også anledning til, at vi har mange faglige snakke på tværs af faggrupper. Der er kommet en helt ny kultur for at tale om det, der ikke fungerer. Det er blevet normalt at synliggøre informationer på tavlen – og mere unormalt ikke at gøre det, og det er blevet ’legitimt’ at snakke om tingene. Alle ved, at det ikke handler om at hænge folk ud, men at være fælles om at finde løsninger.
Tavlen har også gjort mig bedre til at observere. Fx har jeg meget fokus på tryksårsrisiko på fødder. Det kom sig af, at jeg selv fandt et tryksår på en borgers fod, da vi lige var gået i gang med I sikre hænder. Hun var en træningsborger, der havde diabetes.
Hun havde som regel selv taget strømper og bukser på, men da jeg kom en morgen, havde hun ikke gjort det. Da jeg skulle hjælpe hende, opdagede jeg helt tilfældigt såret på hendes fod. Hun kunne ikke mærke det, fordi hun har diabetes.
Den episode har jeg snakket meget om med mine kolleger, og jeg tænker selv tit på den. Hun kunne have gået med det i lang tid – det var et rent tilfælde, at jeg opdagede det, fordi hun ikke lige havde fået sine strømper og bukser på den dag. I dag er det blevet en hel essentiel del af min hverdag at screene folk, når jeg er ude.
