– Viljen er stor, vi savner konferencer. Kryds fingre for Patientsikkerhedskonference i efteråret.
Sådan tweetede Vibeke Rischel, der er vicedirektør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed (PS!), under mødet med programkomiteen for Patientsikkerhedskonferencen i midten af marts 2021.
– Tænk, hvis vi til november kunne holde Patientsikkerhedskonference i det gode, gamle format med mennesker samlet i den samme sal!! Så man næsten fysisk kan mærke suset af entusiasme og viljen til forandring… Jeg tillader mig at drømme, retweetede PS!-formand Karin Friis Bach.
De krydsede fingre virkede, og formandens drøm bliver opfyldt. Nu kan vi nemlig endelig løfte det berømte slør og fortælle, at Patientsikkerhedskonference 2021 bliver en realitet og finder sted den 8. og 9. november.
Konferencen bliver afholdt fysisk på to matrikler: Scandic Copenhagen og Scandic Kolding. Det vil også være muligt at deltage virtuelt i konferencen.
20 år med fokus patientsikkerhed
Med den årlige patientsikkerhedskonference holder vi fokus og momentum på patientsikkerhedsdagsordenen ved at fremlægge, drøfte og dele viden, resultater og udfordringer for patientsikkerheden i det danske sundhedsvæsen.
Konferencen i 2021 bruges også til at markere Dansk Selskab for Patientsikkerheds 20 års fødselsdag, som er i december. Direktør Inge Kristensen glæder sig til at fejre PS!’ fødselsdag og alt det, som Selskabet sammen med sundhedsvæsenets aktører har opnået, til konferencen.
– Af en 20-årig at være har PS! nået utrolig meget. Arbejdet med patientsikkerhed har sat sig spor i lovgivning og i tilgange til arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed i Danmark, siger hun.
Jubilæet bliver brugt til at sætte fokus på alle de ting, der er gået godt og på det, vi har forbedret igennem de sidste 20 år, men det bliver også i høj grad brugt som afsæt til at kigge fremad og se, hvilke kompetencer og udviklingstendenser vi ser ind i på patientsikkerhedsområdet.
Program på vej – Jason Leitch er klar
I juni bliver programmet for den 2-dages konference afsløret. Allerede nu kan vi fortælle, at selveste Jason Leitch holder en keynote-tale. Leitch er National Clinical Director of Healthcare Quality and Strategy hos Scotland NHS. Inge Kristensen kan ikke få armene ned over, at Leitch taler på konferencen:
– Jason Leitch er internationalt en af de største ledere på kvalitets- og patientsikkerhedsområdet og har været med til at gøre Skotland til et forbillede i hele verden. Han kender det danske sundhedsvæsen rigtig godt – og så er han en inspirerende og slagfærdig oplægsholder, siger hun og fortsætter:
– Leitchs rolle i Skotland under corona-epidemien har været legendarisk og har været medvirkende til, at Skotland har klaret sig relativt godt igennem pandemien i forhold til resten af Storbritannien.
Tilmeldingen til konferencen åbner ved offentliggørelsen af programmet. Hold øje på den generelle side om konferencen, hvor du også kan tilmelde dig mailinglisten og dermed få direkte besked i din indbakke, når tilmeldingen åbner.
Hold dig opdateret om konferencen på denne side
I skrivende stund er der lige præcis 161 dage til Patientsikkerhedskonferencen 2021. Her hos PS! er vi allerede begyndt at tælle ned. Vi håber, at vi ses!