En deltager fra Hold 2 på den nordiske uddannelse til forbedringsagent præsenterede resultater ved den store årlige patientsikkerhedskonference i USA 9.-10. december. Det var overlæge Christian Tappert fra Kvinneklinikken ved St. Olavs Hospital, Trondheim, der havde et storyboard med ved den store konference med 5500 internationale deltagere.
Christian Tappert har i forbindelse med forbedringsagentuddannelse gennemført et projekt på fødeafdelingen, hvor det er lykkedes at forkorte tidsforbruget ved akutte kejsersnit. Der går nu færre minutter fra beslutningen om kejsersnit til det øjeblik, hvor barnet er ude. Dermed nedsættes risikoen for fødselsskader.
Teori og praksis
Alle deltagere gennemfører i forbindelse med forbedringsagentuddannelsen et konkret projekt i deres egen kliniske hverdag, for at de kan omsætte den teoretiske undervisning til praksis. Christian Tappert startede på Hold 2 i sommeren 2013 og afsluttede uddannelsen i foråret 2014.
“Allerede fra starten af uddannelsen var jeg klar over, hvilket projekt jeg ville arbejde med, og det var en stor fordel, for jeg på den måde kom jeg hurtigt i gang,” siger Christian Tappert. Han oplevede, at den teoretiske undervisning var en god støtte i forbindelse med projektet på fødeafdelingen. Han havde tidligere arbejdet med forbedringer og var blandt andet med til at indføre Sikker Kirurgi Tjeklisten på St. Olavs Hospital.
“Men jeg manglede viden om forbedringsmetoder, og jeg ville gerne lære mere om kvalitetsudvikling,” siger han. Det har han fået i forbindelse med forbedringsagentuddannelsen, hvor der undervises blandt andet i forbedringsmodellen, pdsa-test og statistisk processtyring. Deltagerne får også kompetencer i ledelse af forbedringsarbejde samt fastholdelse og spredning.
Coaching af eksperter
Uddannelsen består af tre seminarer samt en række webex-telefonkonferencer. Undervisningen varetages af danske og norske eksperter i forbedringsmetoder med støtte fra konsulenter fra det amerikanske Institute for Healthcare Improvement, IHI.
“Det første seminar var vanskeligt blandt andet på grund af sprogproblemer,” siger Christian Tappert. Han er oprindeligt tysk og har boet i Norge i 10 år. Derfor kunne det være svært, når statistikundervisningen foregik på dansk. Til gengæld blev hans projekt taget op og diskuteret, og han fik feedback fra Carol Haraden, som er en af de meget erfarne eksperter fra IHI.
Projektet har betydet, at tidsforbruget i forbindelse med akutte kejsersnit er reduceret. Det er kendt, at det er vigtigt, at der ikke går for lang tid, fra man har besluttet at gennemføre et akut kejsnit, til proceduren er gennemført. Der må helst ikke gå mere end 20-30 minutter.
Ved forbedringsprojektet på fødeafdelingen arbejdede Christian Tappert med afdelingens arbejdsgange. Der blev blandt andet ændret på transporten af patienterne, og den måde operationsforberedelserne foregår.
Christian Tappert præsenterede sine resultater på et storyboard ved konferencen i USA, National Forum on Quality Improvement in Health Care, arrangeret af Institute for Healtcare Improvement. Ca. 5500 deltagere fra hele verden deltog. Selv havde han også lejlighed til at følge en række af de øvrige oplæg ved konferencen.
Start med ildsjælene
“Her har jeg fået bekræftet nogle af de ting, som jeg også selv har fundet ud af i forbindelse med mine forbedringsprojekter: At det er vigtigt, at ledelsen er engageret og støtter op om forbedringsarbejdet. At det er smart at starte med ildsjælene og derefter brede forbedringerne til hele organisationen. Og at det er vigtigt, at have åbenhed omkring resultaterne af arbejdet,” siger Christian Tappert.
Han bruger nu sine kompetencer i forbindelse med et nyt nationalt gennembrudsprojekt i Norge. Der er stor variation i brugen af kejsersnit på forskellige sygehuse i Norge, og man ønsker at skabe mindre variation. Der er udarbejdet fem satsningsområder for at opnå målet. Den afdeling, Christian Tappert arbejder på, har valgt at arbejde med kontinuerlig tilstedeværelse af jordemoder hos kvinden under hele det aktive fødselsforløb. Det er vist i store undersøgelser, at dette reducerer antallet af kejsersnit og andre interventioner i forbindelse med fødsler, såsom brug af kop og epiduralanæstesi.