Ny artikel-serie i JAMA: Hvad er ”diagnostic excellence”?

Det amerikanske lægevidenskabelige tidsskrift JAMA har sat fokus på ”diagnostic excellence” i en ny serie af ”viewpoints”, hvor internationale eksperter giver deres perspektiver på begrebet. Det er et område, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed også har haft fokus på de senere år (1,2,3).

Den nye artikelserie blev indledt i oktober sidste år med et indlæg af professor Harvey Fineberg (4), der også har taget initiativ til artikelserien. Han er præsident for the Gordon and Betty Moore Foundation, der har afsat en stor sum penge til forskning i diagnosesikkerhed. Fineberg er tidligere leder af the U.S. Institute of Medicine (nu National Academy of Medicine) og tilknyttet Harvard Universitetet.

Fineberg mener, at trods det, at diagnostik er en central del af det lægelige virke, er den diagnostiske proces mangelfuldt undersøgt, og der bliver heller ikke i vidt omfang målt på udkommet af processen. I betragtning af, hvor hyppigt diagnosefejl forekommer, og hvor vigtig diagnosen er for resultatet af behandlingen, er der brug for at studere området nærmere.

Han mener, at stræben efter ”diagnostic excellence” må inkludere de seks domæner for kvalitet og patientsikkerhed, som er beskrevet i Institute of Medicine-rapporten ”Crossing the Quality Chasm” (5) fra 2001, nemlig at behandling og pleje skal være sikker, effektiv/evidensbaseret, rettidig, patientcentreret, omkostningseffektiv og lige for alle.

Patientens perspektiv

Samtidig kom et indlæg af Stanford-professor Abraham Verghese (6), der er kendt for sin humanistiske tilgange til lægevidenskaben og sin interesse for relationen mellem læge og patient.

Han anerkender at diagnosesikkerhed er vigtigt, men advarer også om, at klinikere i deres stræben efter den korrekte diagnose, kan komme til at overse patientens oplevelser og perspektiv.

De to forskere blev interviewet af JAMA’s chefredaktør i en podcast ”Achieving Diagnostic Excellence in the 21st Century” (7).

Hør podcasten med de to eksperter

To australske forskere har netop bidraget med en artikel om ”diagnostic uncertainty” (8), dvs. det forhold at den diagnostiske proces ofte vil være forbundet med en vis usikkerhed. Deres pointe er, at det er vigtigt at anerkende og omfavne denne usikkerhed og at kommunikere den både til kolleger og til patient og pårørende.

Et andet indlæg beskriver de særlige problemer, der kan være ved diagnosticering af ældre patienter (9), som kan have atypiske symptomer og ofte mange samtidige kroniske sygdomme. Forfatterne opfordrer blandt andet til opmærksomhed på overdiagnosticering af ældre mennesker, som måske vil foretrække uvished om diagnosen frem for et omfattende og belastende diagnostisk forløb.

Også Don Berwick, tidligere leder af Institute for Healthcare Improvement i USA, har bidraget med sit perspektiv i artiklen ”Diagnostic Excellence Through the Lens of Patient-Centeredness” (10).

En oversigt over artiklerne om diagnostic excellence kan findes på PubMed (11).

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt


  1. https://patientsikkerhed.dk/content/uploads/2019/12/vejetilbedrediagnoserdec2019.pdf
  2. https://patientsikkerhed.dk/ps-fortsaetter-arbejdet-sikre-diagnoser/
  3. https://patientsikkerhed.dk/erfaringer-covid-19-kan-bruges-styrke-diagnosesikkerhed/
  4. Yang D, Fineberg HV, Cosby K. Diagnostic Excellence. 2021;326(19):1905–1906. doi:10.1001/jama.2021.19493
    https://jamanetwork.com/journals/jama/article-abstract/2785845
  5. Institute of Medicine. 2001. Crossing the Quality Chasm: A New Health System for the 21st Century. Washington, DC: The National Academies Press. https://doi.org/10.17226/10027
  6. Maitra A, Verghese A. Diagnosis and the Illness Experience: Ways of Knowing. 2021;326(19):1907–1908. doi:10.1001/jama.2021.19496
    https://jamanetwork.com/journals/jama/article-abstract/2785844
  7. https://edhub.ama-assn.org/jn-learning/audio-player/18651646
  8. Dahm MR, Crock C. Understanding and Communicating Uncertainty in Achieving Diagnostic Excellence. Published online March 03, 2022. doi:10.1001/jama.2022.2141
    https://jamanetwork.com/journals/jama/fullarticle/2789773
  9. Cassel C, Fulmer T. Achieving Diagnostic Excellence for Older Patients. Published online February 17, 2022. doi:10.1001/jama.2022.1813 https://jamanetwork.com/journals/jama/fullarticle/2789407
  10. Berwick DM. Diagnostic Excellence Through the Lens of Patient-Centeredness. 2021;326(21):2127–2128. doi:10.1001/jama.2021.19513
    https://jamanetwork.com/journals/jama/article-abstract/2786568
  11. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/?term=34709354%2034709367%2034792525%2034882190%2034994774%2035050304%2034940801%2035175301%2035238876

Find mere om